Billedet af et forenet, socialdemokratisk EU er krakeleret, blot få dage efter socialisterne præsenterede en fælles strategi for et nyt Europa. Årsagen er en hysterisk skattedebat og en arrogant tysk finansminister
Sagde Oskar det? Jamen, Oskar tager fejl. Tanken om, at vi skulle opgive vores veto, er det mest vanvittige, jeg har hørt i denne uge. Og det har været en helvedes uge!"
Manden, der gav denne godbid af et citat, er talsmand for den engelske regering. Og Oskar, hvis nogen skulle være i tvivl, er naturligvis den tyske finansminister med efternavnet Lafontaine - manden, som den engelske tabloidpresse har døbt "The European from Hell".
Og ja, det har været en allerhelvedes uge. Faktisk begyndte det allerede forrige uge, da hele side 3 i The Sun var skrevet på tysk. Åbenbart en succes, for onsdag bragte avisen overskriften "Nein, Nein, Nein, Oskar!"
Altsammen ville det være ret morsomt, hvis ikke det var, fordi den britiske pressestorm er helt ude af proportion med den faktiske udvikling i EU - og samtidig skræmmende ubehagelig i sin sort-hvide, næsten xenofobiske nationalisme. For virkeligheden er, at hverken Oskar Lafontaine eller nogen anden kan eller vil stoppe uønskede EU-regler ned i halsen på briterne.
Tværtimod står Storbritannien ironisk nok selv i spidsen for en af de arbejdsgruppe, der rent faktisk beskæftiger sig med spørgsmålet om skat på EU-plan.
Det hele begyndte ellers så smukt. Efter næsten to årtier med Thatcher, Kohl, Schlüter og andre borgerlige regeringer ved roret i landene - og dermed i det europæiske samarbejde - var Europa blevet rødt. Jospin i Frankrig, Blair i Storbritannien, D'Alema i Italien og naturligvis ikke mindst Gerhard Schröder i Tyskland. I hele 13 af de 15 EU-lande sidder der socialister eller socialdemokrater med i regeringen.
Første gang dette nye EU-hold stak hovederne sammen, var på det uformelle EU-topmøde i Klagenfurt i det sydlige Østrig. Her ved den smukke og alpeomkransede Wörther-sø udgik signalet: Nu skal der sættes fokus på beskæftigelsen. Der skal skabes et borgernes Europa. Også Poul Nyrup var højstemt, da han erklærede, at nu, da socialdemokraterne sidder på magten, skal de også vide at udnytte det. Fremad, kammerater!
Forrige søndag samledes gruppen af socialdemokratiske finansministre i Bruxelles for at underskrive et fælles papir om den nye, fælles strategi for Europa. Under overskriften "En ny vej for Europa" lød budskabet, at mere harmonisering, et tættere økonomisk samarbejde er nøglen til den vækst, der kan sikre stabilitet og flere job.
Selv danske Mogens Lykketoft og britiske Gordon Brown, der begge er fra lande, hvor tanker om mere union er højkontroversielle, skrev under på det socialistiske strategi-papir, og alt var godt. Allerede næste dag gik det galt.
Endnu en tvær-europæisk socialist-arbejdsgruppe havde produceret et papir, og denne gang om nødvendigheden af at samordne skattepolitikken. Det er en forudsætning for, at vi kan bevare vores velfærdsstater, hed det i papiret.
Og så måtte Gordon Brown melde fra.
"Vi har et veto mod EU-regler om skat, og vi vil ikke tøve med at bruge det," sagde den britiske finansminister til engelske journalister. Så rullede lavinen.
Frem fra journalisternes skuffer kom alle de gamle overskrifter, fra dengang Storbritannien var kendt som "Europas besværlige mand", der hele tiden forsøgte at bremse de mere unionsivrige tyskere og franskmænd.
Og der blev malet et billede af en tysk-fransk lastbil fuld af fælles skatteregler - med Oskar Lafontaine ved rattet. "Europas farligste mand," blev han døbt.
Hvad er virkeligheden? Er Oskar Lafontaine farlig, og skal skattesatserne snart fastlægges i Bruxelles?
Svaret på det første spørgsmål er nej. Bestemmelser om fælles skattesatser kræver enstemmighed, og ingen vil kunne tvinge Storbritannien - eller Danmark for den sags skyld - til harmonisering, vi ikke selv beder om.
Så sent som under forhandlingerne om Amsterdam-traktaten stod det klart, at der ikke var stemning for at gøre skat til et område, hvor der kan træffes flertalsbeslutninger - altså hvor hvert enkelt land ikke kan sige fra.
Svaret på det andet spørgsmål er mere tvetydigt. Men det er værd at slå fast, at ingen taler om at harmonisere satser for indkomstskat. Det er simpelt hen ikke på dagsordenen.
Hvad der til gengæld er på dagsordenen, er en ekspertgruppe, som forsøger at kortlægge fiduser i de enkelte landes skattesystemer, der virker som unfair konkurrence over for de andre.
I sin første rapport, der blev præsenteret i tirsdags, peger gruppen blandt andet på, at
Luxembourg ikke beskatter formuer, som udlændinge placerer i landet. Og at Irland tiltrækker virksomheder ved at tilbyde dem ekstraordinært lave skatter.
Den slags skal EU-landene forsøge at undgå gennem et adfærdskodeks for, hvad man må og ikke må.
Det interessante i forhold til den britiske debat er, at denne gruppe blev nedsat under det britiske EU-formandskab sidste år - og i øvrigt har en englænder som formand.
På dagsordenen er også en pakke, som skattekommissær Mario Monti fremlagde sidste år. Den foreslår blandt andet en fælles bundgrænse for selskabsskatten - der i parantes bemærket er lav i Storbritannien og altså ikke umiddelbart er truet.
Derudover handler Montis forslag om minimumsbeskatning af renteindtægter, noget som skattely-nationen Luxembourg er klar til at nedlægge veto imod.
Endelig foreslår Monti, at man kigger på grønne afgifter - energiskatter - men her er et land som Spanien erklæret modstander.
Summa summarum: Der er ikke et eneste punkt, hvor en bred front af EU-lande er parat til at gå videre med konkret skatteharmonisering uden om Storbritannien.
Det er på den baggrund, at formanden for EU-Kommissionen Jacques Santer onsdag kom med denne kommentar:
"Når jeg læser den britiske presse, tror jeg nogen gange, jeg befinder mig i en anden verden. Vi taler om den nødvendige skatteharmonisering for at få det indre marked til at fungere, men heller ikke mere."
Spørger man den danske regering, ville det være gavnligt at lægge nogle fælles grænser for selskabsskat og at satse på energiafgifter i samlet flok.
Det argumenterede Marianne Jelved for, da hun tidligere på ugen deltog i et højdramatisk møde mellem finans- og økonomiministrene i Bruxelles.
Sagen er, forklarede Jelved, at hvis EU-landene konkurrerer på lav selskabsskat og lave energiafgifter, så mister statens indtægter. De kan kun hentes gennem højere skat på arbejdskraft, og det går direkte ud over beskæftigelsen.
Mens den danske minister på vanlig facon argumenterede roligt og halvvejs belærende, så valgte hendes tyske kollega Oskar Lafontaine at tænde yderligere op under det britiske EU-bål.
I en frokostpause sagde han til journalister, at det kun er et spørgsmål om tid, før der er flertalsafgørelser på skatteområdet - en udtalelse, som siden er bakket op af både hans franske kollega Dominique Strauss-Kahn og kansler Gerhard Schröder.
Og så var det, at en britisk talsmand kom med den kommentar, der står i toppen af denne artikel. Sagde Oskar virkelig det?
Ja, det gjorde han. Og dermed har han været med til at grave den kløft, der på ingen tid har ødelagt billedet af et forenet, socialdemokratisk EU.
Da Oskar Lafontaines forgænger, Theo Waigel, var til sit sidste møde i EU-sammenhæng, forærede Gordon Brown ham en flaske 12-års malt-whisky. Man kan nok være sikker på, at Oskar Lafontaine ikke skal regne med en lignende gestus, når han en dag skal sige farvel til Gordon Brown.
