Læsetid: 4 min.

Briterne smider ikke pundet

31. december 1998

Tony Blairs regering står foran en Sisyfos-opgave, når den skal overbevise borgerne om, at de skal erstatte pundet med euroen

LONDON - For de fleste briter forbliver euroen noget, de - snart - indfører ovre hos frøspiserne på den anden side af Kanaltunnellen. Bevares, man kan måske træffe på den nye mønt på badestederne i Sydspanien. Men det er jo kun en gang om året. Og for øvrigt slet ikke endnu. Så interessen blandt almindelige briter for euroens introduktion ved årsskiftet er mildt sagt begrænset.
Euroens fortalere mener dog, at befolkningen bliver mere interesseret, jo tættere EU kommer på rent faktisk at introducere sedler og mønter. Det skal ifølge planen først ske i 2002. Spørgsmålet er, om finansministeren og resten af regeringen i virkeligheden ville være så glade for stigende interesse og deraf følgende viden.
En undersøgelse offentliggjort i november - som var medfinansieret af EU - viste, at jo mere, briterne er informeret om EU, jo mindre bryder de sig om forehavendet. Tidligere undersøgelser har for øvrigt vist det samme fænomen for danskernes vedkommende.
Ifølge undersøgelsen var briternes støtte til EU-medlemskab sidste år således helt nede på 55 procent. Næsten hver tredje brite går ind for helt at trække sig ud af EU-samarbejdet.
Hvad angår euroen, gik 17 procent ind for britisk deltagelse, mens 61 procent ikke vil slippe det britiske pund.
I erhvervslivet stiller sagen sig dog ganske anderledes. For nylig skrev 114 ledende industri-pinger under på en opfordring til regeringen om at melde riget ind i euroen så hurtigt som det lad sig gøre. Især storindustrien og virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter er for. Små og mellemstore, lokale firmaer har ikke samme egeninteresse i euroen som de store.

Lette fjed
Den vedvarende skepsis i den brede befolkning er dårligt nyt for New Labour regeringen, der ganske vist ikke åbent har erklæret sig som euro-fundamentalister med en skjult dagsorden om at få Dronning Elizabeth vippet af pundstykkerne, men som dog har indtaget en betydeligt mere euro-venlig linie end de konservative forgængere.
Tony Blairs regering vil gerne med i euroen, hvis - og når - de økonomiske forhold gør det muligt, og det i øvrigt er i Storbritanniens økonomiske interesse at gå med. Premierministeren har lovet en folkeafstemning om spørgsmålet, men de fleste gætter på, at den første kommer efter 2002, hvor New Labour - håber regeringen - har vundet det næste valg.
Finansminister Gordon Brown har forfattet fem betingelser, som skal være opfyldt, før regeringen vil gå ud og prøve at overbevise briterne om at smide pundet på historiens losseplads og favne euroen i stedet. De økonomiske rytmer skal være i overensstemmelse - som regel er den britiske anderledes end den kontinentaleuropæiske, og de økonomiske strukturer skal også passe sammen - f.eks. er renten her dobbelt så høj som i euro-landene. Dernæst skal der eksistere tilstrækkelig fleksibilitet til at tage hånd om eventuelle problemer med britisk deltagelse i euroen. For det tredje skal euro-medlemskab være til gavn for briternes evne til at tiltrække investeringer, ligesom det ikke må indvirke negativt på landets vigtige finanscenter, City of London. Og endelig skal euroen fremme højere vækst, stabilitet og en varig øgning af beskæftigelsen.
Kan euroen leve op til alt det, vil New Labour gerne med på vognen. At briterne så må hoppe på, mens den er i fuld fart i stedet for at sidde med i det mindste en enkelt finger på styretøjet, er så bare ærgerligt.
I mellemtiden sidder Brown dog ikke med foldede hænder på maven og venter. Han forbereder sig. Noget af det første, han gjorde var at lade nationalbanken Bank of England sætte renten - dog i henhold til et politisk fastsat mål. Centralbankernes selvstændighed er en betingelse for euro-medlemskab. Han overholder de såkaldte Maastricht-kriterier om bl.a. grænser for budgetunderskud og offentlig gæld. Og til januar har Brown bebudet en såkaldt national skifteplan, som forklarer de skridt, landet må tage for at blive euro-medlem.
Især skifteplanen er blevet set som et meget slet dulgt forsøg på så småt og med meget lette fjed at forberede den skeptiske britiske offentlighed på euroen.

Svær skattedebat
Det kan blive endog meget svært at få stemningen vendt. Man fik en forsmag på det under den nylige debat om skatteharmonisering, hvor Tyskland og Frankrigs finansministre gav udtryk for, at de mente, skattebeslutninger i fremtiden skal tages med flertal - ikke enstemmighed.
Udmeldingen var mildt sagt uhjælpsom i Storbritannien, hvor premierministerens talsmand erkendte, at sådanne debatter vil gøre det sværere at vinde en folkeafstemning om euroen. .
Ikke desto mindre dækker skattedebatten over, at euro-området vil komme til at opleve en hidtil uset politiske koordinering og sammenkøring af nationale politikker. På et tidspunkt bliver Tony Blair & Co. formentlig nødt til at indrømme det faktum - ikke mindst fordi det vil komme til at stå stadigt klarere, efterhånden som europlanerne skrider frem. Fra det tidspunkt vil New Labour regeringens hvedebrødsdage med den euroskeptiske presse formentlig for alvor være forbi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her