Læsetid: 2 min.

Et bud på hvem vi er

11. december 1998

Højtflyvende bud på, hvorfor vores søgen ser ud, som det ser ud

Psykologi
Margaret Donaldson er pensioneret professor i udviklingspsykologi fra universitet i Edingburgh. Hendes bog, Menneskets psyke - en sondering går derfor frem som en udviklingsrejse fra barnets første sansninger, men den stopper ikke ved det almindelige voksne menneske, i dets almindelige dagligstue.
Vi bevæger os gennem helt konkrete og meget gribende små billeder af børns første tale og de anede mindelser om de første tider - og vi ender ikke, før vi via babyloniernes astrologiske udforskning, buddhismens åndelige træning, Rosenkreuzere og gnostiske sekter sammen med mystikeren San Juan de la Cruz suges ind i den verden, der ikke er af verden, men er af Gud; som er uvirkelig set fra hverdagen, men som har en intensitetet, der gør den mere virkelig end det virkelige.
Margaret Donaldson kommer så vidt omkring, at hun med rimelighed kan give sin bog den stolte titel: Menneskets psyke.
Hun kan sætte emner, som vi ikke har plads til at omtale her, ind i sit system, eksempelvis videnskaben, især som den så ud i middelalderen og i oplysningstiden, men også den åndelige videnskab, og hun lægger afgørende vægt på de buddistiske bestræbelser.
Hun er nødt til at komme så vidt omkring, for, som hun siger, så kan der være søgninger og menneskelige udviklinger, der er glemt og det, vi kunne kalde "af-udviklet".

God højde
Det er et imponerende forsøg, alene fordi det kommer så vidt omkring, men der forestår læseren et arbejde med at sætte sig ind i forfatterens grundtermer.
Da det er en ualmindeligt selvstændig bog, er der selvfølgelig også personligt farvede definitioner til at ordne stoffet. De ord, der ender på
-modus, skal man sørge for at have klarhed over, ellers kan man gå vild på vejene med de mange detaljer.
Det er måske lidt synd, at man skal bruge så megen energi her. Donaldson bruger meget tunge bæreraketter for at få sit rumskib i kredsløb. Men så er vi til gengæld også kommet op i god højde:
Vi har fået et bud på, at vor evige søgen efter selv at skabe os nye mål i andre kulturelle sammenhænge har set helt anderledes ud, og selv hos os kunne se helt anderledes ud.

*Margaret Donaldson: Menneskets psyke. En sondering. Oversat af Lisbeth W. Sørensen. 344 s. 298 kr. Hans Reitzel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her