Læsetid: 13 min.

Cigaretter whiskey & lobbylir

19. december 1998

Siden EU begyndte at pusle med tanken om et indre marked, har en yderst effektiv lobby-organisation kæmpet for at bevare det toldfri salg. Der står nemlig milliarder af kroner på spil

Pragtmåltidet passer perfekt til denne dejlige aften. I de stilfulde omgivelser på Oslos Grand Hotel kan John Hume Jr. læne sig tilbage og nyde den norske krabbesalat med den behagelige bevidsthed om, at hans del af opgaven er løst. Nu er resten op til EU's mest magtfulde politikere, der samtidig er ved at ankomme til Østrigs hovedstad Wien, hvor der skal være EU-topmøde.
Det er torsdag 10. december, og Norges statsminister Kjell Magne Bondevik er blandt de 200 æresgæster, der er mødt op i Oslo for at hylde John Hume senior. I overværelse af sønnen, der har samme fornavn, og mange andre familiemedlemmer har Hume netop har fået Nobels fredspris for sin utrættelige kamp for fred i Nordirland.
Den yngre John Hume har ikke bare arvet faderens fornavn; han har også overtaget det politiske talent. Men så hører ligheden også op.
For mens Nobel-prismodtageren John Hume står midt i projektørernes skarpe lys, så færdes sønnen scenevant i kulissen, hvor opmærksomheden nok er mindre, men hvor indflydelsen ofte er langt større.
Nogen Nobelpris har han aldrig modtaget. Men hvis der en dag oprettes en Nobelpris for lobbyisme, vil John Hume Jr. være meget svær at komme uden om.
Da han sætter kniven i den udsøgte hovedret, en norsk råbuk, ved han, at en række europæiske statsministre samtidig sidder på rådhuset i Wien og diskuterer en sag, de ellers i årevis har nægtet at røre ved.
De næste to døgn vil toppolitikere som Tony Blair, Gerhard Schröder og Lionel Jospin sætte hele deres politiske prestige ind på at finde en løsning på den sag, John Hume Jr. har kæmpet for de sidste tre år: Det toldfri salg.
John Hume Jr. er lobbyismens ukronede konge.

Samme aften møder Poul Nyrup Rasmussen den danske presse i et mødelokale på Hotel SAS Radisson i Wien.
Efter omstændighederne er det en afslappet statsminister, der tager imod. For første gang i uendelige tider - sådan må det føles - kan han møde en gruppe journalister uden at få et eneste spørgsmål om efterlønnen eller de katastrofale meningsmålinger, der truer med at halvere statsministerens parti.
Da pressemødet er ovre, bliver Poul Nyrup hængende en lille times tid for at småsludre med journalisterne - en hyggesnak, hvor en tryg statsminister kan vende de hjemlige sager med pressekorpset, helt uden for ethvert referat.
Efter det sene møde på SAS-hotellet står det klart for de danske journalister, at Danmark ikke har nogen planer om at give efter på den sag, som rygterne har verseret om i ugerne frem til EU-topmødet. Det toldfri salg skal afskaffes 1. juli 1999, og sådan bliver det, forsikrer statsministeren.
Han har på rådhuset i Wien deltaget i det traditionelle formøde mellem EU's socialister og socialdemokrater, der fungerer som strømpil for, hvad det rigtige topmøde vil beslutte.
Danmark har noteret sig, at flere lande, og i hvert fald Holland, er lige så faste i kødet som danskerne. Det toldfri salg skal ikke forlænges. Da Nyrup et stykke efter midnat går op til sit værelse på SAS-hotellet, er han sikker på, at den sag er lukket én gang for alle.

De første toldfri varer bliver langet over disken i Shannon-lufthavnen i det vestlige Irland i 1947. Et utal af fly bruger Shannon-lufthavnen som tankstation, inden de krydser atlanten, og idéen om at lade de ventende flyrejsende benytte ventetiden til at købe luksusvarer, spiritus og tobak uden afgifter viser sig snart at være en millionforretning.
Princippet breder sig hurtigt langt ud over Irlands grænser, og den toldfri cognac og de billige cigaretter er i dag en fast bestanddel af enhver rejse uden for landets grænser.
I Danmark begynder de første spritbåde at krydse Flensborg Fjord i 1950'erne. Ikke fordi passagerne har noget ærinde i Tyskland, men fordi den lille sejltur frem og tilbage giver mulighed for at vende hjem med øl, spiritus og cigaretter uden bandarole, og dermed langt billigere.
Omsætningen har passeret 40 milliarder kroner i EU, hvoraf de 28 milliarder lægges i kassen i forbindelse med rejser mellem EU-landene.
Og fortjenesten er enorm. En pakke cigaretter koster kun få kroner at producere. Når den alligevel koster over 30 kroner i kiosken, skyldes det moms og afgifter for langt over 20 kroner per pakke.
Alligevel koster cigaretterne i de toldfri butikker op imod 15 kroner - producenterne og de toldfri butikker stryger overskuddet.
Derfor skaber det nervøse miner i mange multinationale firmaer, da det daværende EF hen imod slutningen af 1980'erne begynder at arbejde på at skabe et indre marked, med fri bevægelighed for både arbejdskraft, varer og tjenesteydelser.
"Kommissionen har altid betragtet det som i strid med tanken om det indre marked at opretholde det toldfrie salg," siger den daværende skattekommissær i 1991.
Perspektivet er lige så klart som det er skræmmende for de firmaer, der tjener tykt på salget. En ualmindelig lukrativ forretning er ved at forsvinde.

Fagforeningsfolk fra 15 lande er samlet i Bruxelles, da EU's finansministre mødes 19. maj i år.
I en 12-timers-aktion, som også SiD deltager i, protesterer de mod de mange arbejdspladser, der vil gå tabt, når det toldfri salg forsvinder.
Det er hverken første eller sidste gang, at fagbevægelsen spiller en aktiv rolle i kampagnen for at bevare det toldfri salg. Sammen med en lang række medlemmer fra EU-Parlamentet, der har gjort sagen til deres egen, har netop fagbevægelsen været frontkæmper for den toldfri lobby.
Det er dels et udtryk for, at der rent faktisk står arbejdspladser på spil, dels et udtryk for et europæisk parlament, der leder efter tvær-europæiske sager at profilere sig på. Men det er også et nøgleelement i den strategi, som den stenrige industrilobby helt fra begyndelsen vælger at følge.
Det er svært at vinde befolkningens sympati på en kampagne om, at det er synd for Danisco, Carlsberg eller House of Prince.
Men budskaber om tabte arbejdspladser og dyrere charter-rejser - fordi flyselskaberne mister en vigtig indtjeningskilde - går rent ind. Hos vælgerne, og derfor også hos politikerne.
Dertil kommer, at fagbevægelsen i mange lande har gode kontakter langt ind i regeringerne.
Da frontfiguren John Hume Jr. bliver headhuntet til lobby-kampagnen, kommer han fra det europæiske lobbykontor for minearbejdernes fagforening.
Selv benægter han, at der er tale om en bevidst strategi. men hans danske kollega, Arne Schmidt fra Danish Duty Free Association, siger:
"Det er klart, vi har henvendt os til fagbveægelsen, fordi det er der, man hurtigst kan se, at det her handler om arbejdspladser og om fordyrelse af rejser."
Hvor mange penge, der er postet i projektet, er en hemmelighed.
"Det kan ikke interesse nogen," siger Arne Schmidt.
- Det interesserer mig?
"Jamen, vi er i hvert fald ikke interesserede i at gå ud med det. Men det er et lille beløb, i forhold til hvor mange penge, det drejer sig om," siger den danske lobbychef.

Allerede i 1987 opretter en række af de firmaer, der har flest penge på spil i spørgsmålet om det toldfri salg deres forening, International Duty Free Association.
En forening, der godt ved, at dens hjertebarn - det toldfri salg - er dødsdømt, men som har det enkle formål at holde respiratoren tændt så længe som overhovedet muligt.
Med afdelinger i samtlige EU-lande opstår der hurtigt et effektivt netværk melllem de mange virksomheder, der har en fælles interesse i at opretholde salget af toldfri varer på færger, i fly og i lufthavne.
Tre år senere, i 1991, skal netværket for første gang prøve kræfter med de integrationsivrige politikere i EU, der er på vej til at smadre en forrygende god forretning.
EU-Kommissionen fremsætter et forslag om at afskaffe det toldfri salg. Embedsmændene i Bruxelles ved udmærket, at det er et kontroversielt forslag, de er på vej med. Den folkelige skepsis mod unionsudviklingen er udtalt i mange lande, og ethvert forsøg på at fjerne de åbenlyse kendetegn på, at der er tale om selvstændige stater, fremkalder store overskrifter i pressen.
Derfor lægger Kommissionen op til en overgangsperiode på halvandet år. Alle skal have tid til at forberede sig på den nye situation.
Men da EF's finansministre mødes i november 1991 for at træffe den endelige beslutning, står det for første gang klart, hvor stor indflydelse den toldfri lobby har.
Ganske vist beslutter ministrene fra de dengang 12 EF-lande at afskaffe det toldfri salg. Men det vil først ske efter en helt usædvanlig lang overgangsperiode på otte år - altså i sommeren 1999.
Lobbyen vinder første runde.

Fredag 9. oktober 1998 lander over 50 journalister fra hele Europa i Shannon-lufthavnen, hvor det hele er begyndt for 51 år siden.
De er inviteret af den toldfri lobby på en hektisk pressetur, der i løbet af to dage bringer dem til Frankrig, Tyskland og Holland, inden de til sidst vender tilbage til Irland, hvor lobbyen har sikret dem et af turens mange scoops: En times hyggelig samtale med den irske premierminister Bertie Ahern.
Irland har længe været det eneste land, der er klar til at ændre den gamle beslutning fra 1991. Gang på gang er historien om de mange arbejdspladser, der vil gå tabt, dukket op i pressen - og gang på gang har EU-landenes ministre stået fast: Beslutningen er truffet og kan ikke gøres om.
Nu er der under et år til det toldfri salg bliver forbudt. Og lobbyen ved, at den sidste slutspurt skal sættes ind op til topmødet i Wien i december.
Turen bliver en kæmpe succes.
I ugerne op til topmødet sætter det toldfri salg dagsordenen over hele Europa. Først kører den aggressive, engelske presse historien om, at EU-kommissærerne i Bruxelles bevarer deres toldfri fordele, mens den lille mand på gaden bliver frarøvet denne mulighed. En historie som giver genlyd over hele Europa, selv om kommissærernes ordning ikke er anderledes end den, der gælder for enhver diplomat kloden over.
Sidst i november kommer den danske presse med på vognen. Den medarbejder fra Jyllands-Posten, der har deltaget i turen til Irland, indleder en artikelserie om, hvordan stemningen er ved at vende i EU. Og om den danske regering, der står fast, trods udsigten til tusinder af tabte arbejdspladser.
I et takkebrev til de nationale afdelinger skriver lobbyen om presseturen:
"Pressedækningen af begivenheden har været overvældende, både i omfang og i form af den entusiatiske støtte for vores sag. (...) (Vi) benytter lejligheden til at takke de mange virksomheder og enkeltpersoner, der gjorde denne tur til en succes, og uden hvis indsats, anstrengelser og selvfølgelig økonomiske støtte denne begivenhed ikke havde været mulig."

Fredag aften i Wien. Sveriges statsminister står omringet af journalister i lobbyen på SAS-hotellet, da han får øje på Poul Nyrup.
"Der står han. Jeg må hellere tie stille," siger Göran Persson.
Luften mellem de to er iskold, efter topmøde-middagen på Belvedere-slottet.
Den debat om udskydelse af det toldfri salg, som Nyrup torsdag aften havde regnet for overstået, er blusset op for fuld kraft under middagen. Og hvad værre er: De lande, som Nyrup regnede for sine allierede, er faldet fra, en efter en. Inklusive Sveriges Persson og Hollands Wim Kok, der på uforklarlig vis har mistet stemmen og først får den tilbage dagen efter.
Nyrup er blevet bombarderet med argumenter og har måttet bruge al sin autoritet for at stå fast over for folk som Tony Blair, Gerhard Schröder og Lionel Jospin, der alle har planlagt, at Wien-topmødet skal vedtage en udsættelse af lukningen af de toldfri butikker. Ganske vist stik imod alt, hvad de tidligere har ment, men populært på hjemmebanerne.
Nyrup samler sin rådgiver Peter Mogensen og økonomiminister Marianne Jelved til krisemøde, inden han går ned for at møde den danske presse.
Da han dukker op, er han tydeligt udmattet og lægger ud med at overfuse en fotograf, der på behørig afstand tager uskyldige billeder af en ellers velklædt statsminister.
Knapt er pressemødet forbi, før Nyrup haster ud af lokalet. Det utrolige er sket: Den toldfri lobby har haft held til at "kapre topmødet", som det hedder i EU-jargon, når en sag, der slet ikke står på dagsordenen pludselig bliver det vigtigste emne.
På det afsluttende pressemøde med den danske delegation står det klart, at Marianne Jelved har gjort dette til en mærkesag, der ikke må tabes. Den saglige skolelærer væmmes ved tanken om, at John Hume Jr. og hans lobby-organisation skal løbe af med sejren.
"Jeg er ikke skuffet. Jeg er vred," siger hun.
Marianne Jelved har selv mærket lobbyisternes metoder op til det finansminstermøde i maj, hvor fagforeningerne demonstrerede i Bruxelles.
Den danske lobby indrykker store annoncer i aviserne under overskriften "Tid til at tænke sig om, hr. statsminister", hvor særligt Marianne Jelveds holdning udstilles som arrogant og letkøbt.
En annonce, ministeren ikke har glemt.
"Det er utrolig ubehageligt. De her lobbyister har tjent millioner af kroner på toldfrit salg. Millioner, som er taget ud af de indtægter, staten skal bruge. Det betyder, at vi må hæve skatterne på andre områder, inklusive på de laveste indkomster."
Da topmødets konklusioner skal skrives lørdag, må danskerne acceptere, at døren holdes åben for en forlængelse af det toldfri salg. Kommissionen skal nu lave - endnu - en rapport om sagen, og så skal sagen diskuteres i marts. Hvor der pudsigt nok også ligger et EU-topmøde.
Sagen er langt fra lukket.

Mandag morgen efter topmødet. John Hume Jr. kommer stormende ind på sit kontor. Han kaster den lange frakke og halstørklædet hen over en stol, sætter sig og undskylder med et charmerende smil, at han er kommet 10 minutter for sent til interview-aftalen.
Det har været en forbandet travl weekend. Først turen til Norge, hvor hans fader fik overrakt Nobel-prisen, og siden hele arbejdet med at følge op på EU-topmødet i Wien, hvor spørgsmålet om det toldfri salg har været på alles læber. John Hume Jr. nåede ikke selv til Wien, men havde to mand sendt ud for at følge slaget fra nærmeste hold.
"Det lader til, at vi har haft forholdsvis stort held med få ministrene til at indse, at det vil have nogle konsekvenser, hvis man afskaffer det toldfri salg," lyder hans underspillede vurdering af topmødet.
Siden 1996 har John Hume Jr. været PR-chef for Bruxelles-kontoret i den toldfri lobbyorganisation, International Duty Free Association. Han kan sin remse udenad.
"Hvis det toldfri salg forsvinder - selv om det ikke ser ud til at ske lige nu - vil titusinder af mennesker blive arbejdsløse, og de job vil være tabt for evigt," siger han.
Kontoret ligger skråt over for EU-Kommissionen og ser ikke ud af noget særligt. Møblementet består af billigt inventar à la Ikea. Væggene er udsmykket med udkast til annoncer, der kan indrykkes i pressen.
Kontorets lidt tilfældige præg er noget, John Hume Jr. vender tilbage til flere gange i løbet af samtalen.
"Vi bliver beskyldt for at være den dyreste lobby nogen sinde i EU's historie. Men tag et kig rundt på kontoret. Ser her dyrt ud? Vi har fire og en halv fuldtidsstilling her på kontoret. Når folk tror, vi er så rige, skyldes det nok, at vi er en meget synlig lobby, fordi vores medlemmer blandt andet er færgeruter og lufthavne" siger John Hume Jr.
Foreningen består af 560 virksomheder fra hele verden. Lige fra et firma med tre ansatte, der strikker irske sweatere, til multinationale sværvægtere som tobaksgiganten Phillip Morris og Carlsberg.
"Vores opgave er at koordinere information fra hele Europa og sørge for, at den når frem til de rette folk. At understrege budskabet: Afskaffelse af det toldfri slag giver ingen mening."
John Hume Jr. påstår, han ikke ved, hvor stort lobbyens budget er. Men han oplyser, at de ansatte rejser en del, og at langt de fleste penge går til undersøgelser.
"Kommissionen har afvist at undersøge sagen, så det har vi selv været nødt til at gøre. Vi har hyret nogle af de bedste, uafhængige økonomer til at se på problemet," siger han.
De undersøgelser, IDFA har fået lavet, viser alle, at tusindvis af arbejdspladser vil gå tabt, hvis beslutningen føres ud i livet, og det toldfri salg forsvinder til sommer.
"Vi siger: Lad os tage fem år til, så vi stille og roligt kan se på problemerne," siger John Hume Jr..
Pudsigt nok det samme budskab, som hans forgængere førte frem allerede i 1991, da beslutningen første gang blev taget.
"Men du må huske på, hvad situationen var, da beslutningen blev taget. Alle forudså, at det indre marked meget hurtigt ville føre til harmonisering af afgifterne i de forskellige lande. Det har vist sig ikke at ske. Lad os være realistiske: I et perfekt indre marked er der ikke plads til toldfrit salg, men den situation er ikke opnået i juni 1999, og derfor bør afskaffelsen udskydes," siger John Hume Jr.
De næste tre måneder vil John Hume Jr. følge den danske debat fra nærmeste hold.
"Marianne Jelved holder nøglen til denne sag, og når hun indser alvoren, håber jeg, hun vil bløde op på sin holdning," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her