Læsetid: 4 min.

Selv Clinton kneb en tåre

15. december 1998

Det palæstinensiske Nationalråd stryger klausul om Israels ødelæggelse

GAZA - Efter et to dage langt emotionelt styrtebad, indrømmede USA's præsident Bill Clinton foran 700 medlemmer af det palæstinensiske parlament - Nationalrådet - at han har grædt to gange i løbet af sit besøg i Israel og Gaza, der startede lørdag aften og slutter i dag.
Først da han mødte fire israelske børn, som havde mistet deres fædre i kampe med palæstinenserne, dernæst ved mødet med fire palæstinensiske børn, hvis fædre sidder i israelske fængsler, dømt for aktiviteter mod Israel.
En af de palæstinensiske piger, der ikke har set sin far, siden hun var et år, brød sammen i gråd under mødet i Gaza i går, og det samme gjorde Clinton og mødets tolk, den palæstinensiske chefforhandler Saeb Erekat, der må kalde på en afløser, mens han selv pudsede næse.
"Hvis de otte børn stod ved siden af hinanden på en række, ville jeg ikke kunne se, hvem der var palæstinensere og hvem, der var jøder. Det er på tide, at I begynder at opfatte de andres børn som jeres egne børn," sagde Clinton i en lidenskabelig, dybfølt tale til Nationalrådet.
Få minutter forinden havde rådets medlemmer stemt for afskaffelsen af de paragraffer i PLO's charter, der kræver Israels ødelæggelse. Afstemningen var et krav fra Israel for at fortsætte fredsprocessen, og rådets så godt som enstemmige tilkendegivelse blev fulgt opmærksomt af den israelske regering i Jerusalem.
Israelerne bemærkede også, at den palæstinensiske leder Yassir Arafat i sin tale undlod at gentage sin plan om at erklære en uafhængig stat til maj næste år. To af Israels krav synes dermed imødekommet.
Clinton kaldte dagen "historisk" og foldede sig ud i en delvist improviseret ildtale om fred og forståelse, og Nationalrådet klappede. Igen og igen.
"I har gjort en god ting i dag. Det har ikke noget med den israelske regering at gøre. I har rørt den israelske befolknings hjerter. Det skal I have tak for," sagde præsidenten og høstede et brag af et bifald.

Ingen rigtig fred
Men ikke langt fra kongreshallen, hvor Clinton talte, sidder en gruppe kvinder, der ikke ser nogen grund til at klappe; mødre, hustruer og søstre til nogle af de palæstinensiske mænd, der stadig sidder i fængsel for ulovlige aktiviteter mod Israel.

Fortsættes på bagsiden ...... fortsat fra forsiden

Efter 11 dages sultestrejke sidder de stadig med billeder af deres tabte sønner, mens en læge sørger for, at de får væske nok. På en feltseng i bunden af teltet sidder Umm Jaber Wishah, mor til den 47-årige Jaber Mutlag Wishah, der har været fængslet i 13 år på grund af sit lederskab i den venstreorienterede palæstinensiske organisation Folkefronten til Palæstinas Befriselse, PFLP. Jabers advokat tolker, mens moderen fortæller om længslen efter at få sønnen hjem og det, hun opfatter som israelernes ydmygende behandling af fangernes familier, når de er på fængselsbesøg.
"Vi tager hjemmefra klokken fem om morgenen og kommer hjem klokken 11 om aftenen. Vi venter i busser i timevis og skal trække alt vores tøj af foran politiet. Selv toiletbesøg er et problem. Det er ekstremt ydmygende," siger Umm Jaber. På spørgsmålet, om hun støtter fredsprocessen, svarer hun, at der ikke er nogen fredsproces.
"Rigtig fred giver dig dine børn tilbage," siger hun.

Ren Kafka
Advokat Raji Sourani, en kendt menneskerettighedsadvokat i Gaza, kalder den israelske forvaltning af fangeproblemet for "ren Kafka".
Israel lovede i oktober i Wye i USA at frigive 750 fanger inden udgangen af januar, men i første ombæring blev flere almindelige kriminelle end politiske fanger sat på fri fod. Det udløste nogle af de voldsomste uroligheder i flere år på den besatte Vestbred, hvor fire unge palæstinsere blev dræbt af israelske sikkerhedsstyrker.
"Israel overtræder internationale menneskerettigheder. Det er almindelig praksis at løslade politiske fanger, når man indgår en fred. Jaber har siddet i 13 år, og de vil ikke løslade ham. Han kæmpede mod en besættelse, som det internationale samfund fordømmer. Og han havde ret til at yde Israel modstand, vi var ofrene, ikke aggressorerne. Samtidig fortsætter israelerne med at henrette palæstinensere uden dom, de river huse ned, tilbageholder fanger uden at føre dem for en domstol og udvider bosættelserne," siger Raji Sourani.

Femten sekunder
I den 50 år gamle flygtningelejr Shati ved stranden i Gaza bor 45.000 mennesker i tilfældigt opførte betonhuse.
Omkring 100 af lejrens skolebørn har taget opstilling langs den rute, Hillary Clinton om lidt vil køre ad på sin rundtur i Gaza. Børnene er i skoleuniformer og bruger den timelange ventetid på at omringe de udenlandske journalister og bombardere dem med de få fraser, de har lært på engelsk:
"What is your name, How are you, Welcome to Gaza," siger de med øjne, der stråler af begejstring.
En lille beskidt, barfodet to-årig sætter i et hyl, da palæstinensiske politifolk ryger i klammeri med nogle unge fyre, der ikke gider finde sig i deres ublide måde at holde gaden fri for trafik. En betjent opdager barnet og bærer ham ind i et hus, før han fortsætter skænderiet med fyren.
Så kommer hun. Hillary.
I sin sorte limousine. Man aner en vinkende hånd bag den tonede rude. Det tager 15 sekunder at køre forbi børnene, der har øvet sig på velkomstsange i ugevis. Så er det overstået, og skuffelsen står malet i ansigterne, før børnene vender hjem til deres trøstesløse hverdag som livstidsflygtninge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her