"Vi står på randen af afgrunden... Lad os en gang for alle sætte en stopper for denne nedadgående spiral, som i sidste instans vil nå sit højdepunkt, når vort repræsentative demokrati afgår ved døden.
Richard Gephardt, leder af demokraterne i Repræsentanternes Hus.
Amerikansk demokrati måtte i sandhed stå sin prøve i sidste uge, da den rabiate og moralsk hovmodige højrefløj i Det Republikanske Parti kastede sig ud i et vildt ridt, der måske vil reservere en plads i himlen for de selvretfærdige, men som stiller tvivl om partiets demokratiske sindelag.
Det er kun to måneder siden, at den afgående republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Newt Gingrich, advarede mod "kannibalerne" i sit eget parti. Prædikatet var en henvisning til de selvødelæggende partisoldater fra især de religiøse sydstater, som selvsamme Gingrich bragte til magten under sin selvbestaltede interne revolution i 1994 - og som nu er blevet helt umulige at styre.
Hvor umulige blev klart demonstreret, da Gingrichs efterfølger Robert Livingston fra sydstaten Louisiana i lørdags fik en gang spanking af neo-puritanerne i sit parti og måtte tage sit tøj og rejse hjem.
Anledningen var en kommende artikel i pornomagasinet Hustler, der udnævner Livingston til en moralsk hykler af rang, fordi han står i spidsen for den republikanske inkvisition mod synderen Bill Clinton. Living-ston skal nemlig selv have været sin hustru utro med
hele fire kvinder.
Hysteriet i Washington har altså nået et niveau, der med rette kan sammenlignes med
McCarthy'ismens dage i 1950'erne.
Forskellen mellem dengang og nu er blot, at kommunismen er blevet udskiftet som fjendebillede med et lille mindretals victorianske verdenssyn. Heksejagten mod de anderledes tænkende - mod overtræderne af de 10 bud - er sat ind. Og hvis det står til den republikanske klike, vil ingen synder i Washington blive sparet en billet til Helvede.
Mere besindige republikanske hoveder, som f.eks. formanden for Husets retsudvalg Henry Hyde (selv en synder), påpeger, at Clinton ikke skal brændes på bålet for sit utroskab, men for at have løjet under ed.
Det kan meget vel være. Hyde skylder imidlertid Amerika en forklaring på, hvorfor hykleren Livingston i sin tale i lørdags krævede, at Clinton burde følge hans eksempel og træde tilbage.
Jamen, den republikanske formand in spe var da ikke sigtet for mened og obstruktion af rettens gang! Hans synd - så vidt vides - er at løbe rundt med andre damer end sin hustru Bonnie.
Her er det altså, at republikanernes virkelige ærinde afsløres.
Bill Clintons besudling af landets højeste embede, hans affære med ungmøen Monica i Det Ovale Kontor, berettiger til en rigsretssag - ikke alle de løgne og den korruption, præsidenten efter alt at dømme vitterlig er skyldig i.
For de selvretfærdige handler denne jihad om de kristne fundamentalisters opgør med moderniteten, inkarneret i personen og politikeren William Jefferson Clinton.
Præsidenten symboliserer alt, hvad de reaktionære republikanere hader ved deres eget land.
Clintons modstand mod krigen i Vietnam har de f.eks. aldrig tilgivet ham.
Hans omgang med intellektuelle af venstreorienteret observans, med homoseksuelle og lesbiske, med afro-amerikanere og latinere, med "moralsk afstumpede" filmmoguler i Hollywood - og så videre.
Hvad Amerika altså oplever i disse dage, er en tilbagevenden til de oprørske dage i 1960'erne, en atmosfære bedst beskrevet i Hollywood-filmen Easy Rider med Peter Fonda og Jack Nicholson.
Kulturkampen er blusset op igen. Fjenderne af Amerikas kristne civilisation skal korsfæstes.
Man tror man drømmer, indtil man åbner øjnene, og det går op for én, at mareridtet primært udspiller sig på Capitol Hill i Washington.
Resten af USA har næppe taget notits af slagsmålet og griner i nisseskægget.
Gud ske tak og lovet for, at opgøret om Bill Clintons fremtid i Det Hvide Hus ikke finder sted i det kapriciøse Hus.
Processen i Senatet vil forhåbentlig blive præget af den kløgt og besindighed, som hører denne ærværdige institution til.
Alternativet ville være grumt - en afgørelse af mellemværet på gaden. burch
