Læsetid: 4 min.

Hvis hun dør fra mig (TILLÆG)

24. december 1998

Dagbog

Bjørn, 52 år: Vågnede klokken 00.10 fra en voldsom og meget agressiv drøm om en anti-socialdemokratisk demonstration; vedtagelsen af finansloven og Socialdemokratiets forræderi overfor de svage og nedslidte har sat sig spor helt ned i underbevidstheden. Lå længe og tænkte over Informations featurenummer om de europæiske socialdemokratiers krise, om deres forvandling til økonomistyrede teknokratforeninger. Lovede mig selv ikke at stemme på sosserne næste gang.
Var oppe og vende engang ved firetiden, den voksne mands plage sidder i prostata; hvor længe er det nu siden, jeg har sovet en hel nat igennem, det er en luksus der sidder i sovepiller, ikke engang en god beruselse virker længere.
Vågnede klokken 6.45 til en ny dags ubehag i kroppen. Dette er døgnets værste stund, inden kadaveret er kommet op i omdrejninger, og hvor nattens ulvetimer endnu hænger i systemet. Det tager altid lidt tid inden bevidstheden får fokuseret på ubehagets rødder, hvor der bare er lidt kvalme, lidt murren i musklerne, men så kommer det: Min elskede har kræft, min elskede har kræft. Så er det op på barrikaderne og checke forsvarsværkerne, hele mit bevidste system af fortrængninger støves af, klar til dagens arbejde.
Morgenen som den plejer, urtethe og havregryn med mælk, lidt juice, et par piller mod blodtrykket, Informations deprimerende gennemgang af verdens realiteter, bagsidens vinredaktør, der gudhjælpemig skriver dagbog, han lyder som om han har det lige som mig om morgenen. Hvad med at kvæle nymfeparakitten! Min elskede har fri i dag, ligger oppe i sengen og fordøjer onsdagens kemoterapi, hun har det forbløffende godt på trods af giften, og vi aftaler at mødes i byen til en biograftur i eftermiddag.

Ud af døren, op på cyklen, ned til stationen, klokken er nu 8.15, og det sner ikke længere. Cykelturen varer kun 10 minutter, men er alligevel dagens rugekasse, i dag når jeg omkring fyring, selvmord, utilstrækkelighed, og hvad jeg skal gøre, hvis Susanne dør.
S-toget på min elskede Albertslund Station kommer til tiden. I dag er der stille i kupeen, vi er ikke særligt mange, og ingen af kvinderne virker specielt tiltrækkende. Så det bliver læsning til Valby afbrudt af små hurtige kig efter kvinderne på stationerne undervejs. Hvad er det egentlig, der trækker på denne årstid, hvor de fleste er klædt på til op over ørerne? Og hvorfor kan jeg ikke lade være med at glo?
Jeg sidder og tænker på anmeldelserne af kvindernes dagbogsbog, den der bog redigeret af Lone Kühlmann, der beskriver kvindernes venden ryggen til deres mænd, ingen af dagbogscitaterne nævnte sex med et ord. Vi tilhører to forskellige arter. I hvert fald er det to forskellige behovsmekanismer, der prøver at tilkæmpe sig plads i bevidstheden: Behov for sex og behov for omsorg.
Formiddagen går med møder, snak, kommunikation, ingen tid til rugerier og ingen tid til at tænke dagbog. Arbejdet læger alle sår. Måske er den drivende kraft i mandens liv glæden ved at udelukke grublerierne gennem arbejdets engagement. Måske hænger vi så meget og så længe i vores arbejde, fordi det er der, vi slapper af.

Til frokost kommer min elskede, hun skal i byen og bytte gave, og vi aftaler at gå i Grand og se Woody Allens nye. Intet så afslappende som en god gang New Yorker-neurotisme. Vi spiser frokost i kantinen, hun snakker med en af mine kolleger, og jeg kan som sædvanligt ikke holde blikket væk fra de alle de dejlige kvindelige studerende, der i en salig strøm passerer gennem kantinen. Hvorfor er spændte bryster, stramme røve og rødt hår stadig mere attraktivt end torskerogn og marineret sild?
Når det kommer til stykket, vil de jo ikke have mig og jeg ikke dem. Er det kun mig, eller har de andre midaldrende mænd det på samme måde? Er det evolutionen eller er det reklameindustrien, der styrer mine øjenæbler?
Efter forestillingen er dagen sort og fyldt. Vi går gennem pisserenderne op til Ørstedsparken, jeg halsende bagefter, fordi jeg har glemt min rygsæk i biografen. Det er dejligt at gå hurtigt, selv om mylderet gør det til et slalomløb mellem juleglade forbrugere. Parken er forunderlig mørk og stille.
Tænker for tusinde gang på hvordan mit liv vil blive, hvis hun dør fra mig. Kører i ring omkring det her, stopper tankerne med et rødt lys.
En delikatessebutik på Gl. Kongevej forsyner os med postej, pølse, ost og roastbeef, og suppleret med et godt brød og et par lækre kager kan vi bruge aftenen sammen.

Hun er træt nu, min elskede, men vi snakker dagbog og åbenhed og lidt om hendes bekymringer. Vi skal ikke have tanker skjult for hinanden nu, sagde hun i morges. Må jeg læse din dagbog, sagde hun, men du skal ikke censurere den for min skyld. Jeg har så mange tanker i løbet af en dag, det vil tage uger at briefe hende. Og er der tanker, der ikke kan deles? Kan jeg snakke selvmordslyst med hende? Kan jeg fortælle hende om mine forsvarværker, min fæstning, der skal redde mig, hvis hun dør? Skal jeg dele mine bekymringer med hende? Skal jeg fortælle disse dagbogsblade det hele?
Klokken er 22.50, og jeg sidder ved skærmen og skriver dagbog for fredag den 27. november i det Herrens år 1998. Jeg skriver, fordi kvindernes dagbogsblade provokerede mig, men også fordi min elskede skal have lejlighed til at kigge lidt ind bagved. Måske er det en god ting at skrive dagbog til sin kæreste, måske er det en øvelse i åbenhed, der ellers forsvinder ud i det talte ords mangelfuldhed. Vi begynde vores kærlighedsforhold med at skrive breve til hinanden, måske skal vi lade det kulminere i en ny variant af den gamle kunst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her