Læsetid: 3 min.

Dysten

1. december 1998

Ifølge Don Quixote er oversættelser af det onde

I Weeekendavisens bogtillæg kunne man fredag læse om kapløbet mellem forlagene Centrum og Rosinante om at præsentere den hurtigste og smukkeste nyoversættelse af Miguel de Cervantes' mesterværk Don Quixote (1605 og 1615). Sagen er foreløbig endt med, at Centrum har publiceret romanens første bind, mens Rosinante har udsendt to prøvekapitler med funklende nye illustrationer af kunstneren Bjørn Nørgaard.
Hvis den ærværdige Cervantes vidste, hvad der foregik, er jeg sikker på, at han først ville blive beæret over, at hans bog næsten 400 år efter sin tilblivelse kan vække en sådan furore. Men jeg er også sikker på, at den gamle forfatter og soldat dernæst ville bryde ud i latter. Det morsomme er nemlig, at Don Quixote er ét langt dementi af oversættelsens mulighed.
Hør bare, hvad Don Quixote siger til den oversætter, han møder i Barcelona. Scenen udspiller sig i bogens andet og altså endnu ikke genoversatte bind, og jeg må derfor citere fra Dorothea Biehls version fra 1776. Det er jeg egentlig ikke ked af. Efter blot et par minutter i selskab med Fru Biehl må jeg uvægerligt spørge mig selv - og ja, mit spørgsmål er næsten en sur kliché - om det danske sprog er blevet fladere, mere fattigt.
Tilbage til Don Quixote og oversætteren. Den selvbestaltede ridder går ind i en butik, hvor der over døren står: "Her trykkes bøger". Inden for møder han en mand, som har oversat en bog fra toscansk til castiliansk. Don Quixote er selv velbevandret i sprog og litteratur, og stiller oversætteren en række spørgsmål for at afprøve hans viden.
Da han har forsikret sig om oversætterens glimrende talenter, bryder han ud i følgende højstemte tale:
"Jeg tør sværge på, at I er ubekendt for verden, der stedse gør sig en fornøjelse af at lade de ypperligste talenter og de rosværdigste foretagender ubelønnede. Hvilke store pund er ikke spildte i den! Hvor mange store ånder ikke nedtrykte! Hvor mange store dyder ikke foragtede! Men hvorom alting er, så må jeg sige, at oversættelser fra et sprog i et andet (såfremt det ikke er af sprogenes dronninger, det græske og det latinske) forekommer mig at være som de flanderske tapeter på vrangen, hvor man vel bliver figuren vár, men de mange ender og knuder volder, at man ikke kan skille det ene fra det andet."

Lyvende maurer
Men det er ikke hovedpersonens grumme verbale hug mod oversættelsens mulighed, som er det værste. Langt værre er det, at historien om Don Quixote først skal oversættes fra arabisk til castiliansk. Don Quixote er nemlig struktureret således, at beretningen om den litteraturgale adelsmand er nedskevet af en (løgnagtig) arabisk historiker.
Araberens manuskript bliver tilfældigt fundet på markedspladsen i Toledo af en af bogens fortællere. Denne får fat på en spansktalende maurer, der på stående fod oversætter titelbladet til Don
Quixote af La Mancha, skrevet af Cide Hamete Bengali, Arabisk Historiographus.
Henrykt indgår fortælleren en aftale med maureren om at oversætte resten af teksten - formedelst tre pund rosiner og to skæppe hvede. Men oversætteren er ikke spor pålidelig. Eksempelvis udbryder fortælleren et sted: "Efter hvad man siger, læses der i denne histories egentlige original, at da Cide Hamete havde nået til dette kapitel, som oversætteren ikke har fortolket os tro [...]".
Måske er maureren ikke til at stole på, fordi han bliver spist af med naturalier. Jeg håber sandelig, at Rigmor Kappel Schmidt (Centrum) og Iben Hasselbalch (Rosinante) har sikret sig en bedre betaling. De kan utvivlsomt se frem til en jul i arbejdets og dystens tegn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her