Læsetid: 6 min.

Egon Olsen overgiver sig aldrig

18. december 1998

I anledning af premieren på den 14. og formodentlig sidste Olsen Banden-film har Information snakket med museumsdirektør Dan Nissen, der er landets førende forsker i det succesfulde trekløvers bedrifter

FILM
I denne søde juletid, hvor den umådeligt populære Olsen Banden dagligt dominerer snart sagt alle større dagblade, er det selvfølgelig kun naturligt, at Information giver sit besyv med til postyret omkring den første film i 17 år med det kejtede, men indbringende trekløver.
300.000 mennesker har allerede købt billet til Olsen Bandens sidste stik, der som nr. 14 i rækken får premiere i dag, og Information har fået sig en snak med Dan Nissen. Han var en af de første, der i en længere artikel - Olsen Banden - småborgeren og protesten mod den umenneskelige kapitalisme - analyserede Olsen Banden, personerne og universet, i et forsøg på at finde grunden til filmenes succes.

Charme og satire
- Lad os starte med den nye film. Fortæl mig lidt om, hvad du synes om den.
"Filmen er ikke nogen katastrofe. Den er lidt langsom i det, meget traditionel og lever i hvert fald ikke op til de bedste af Olsen Banden-filmene, men den har sin charme, og den har noget af det, den skal have."
- Nu har jeg genset de fleste af filmene gennem årene på tv, etc., de kommer jo igen og igen, og jeg husker dem alle sammen som værende gode, og nogle af dem som decideret fremragende. Det er farligt territorium for Nordisk Film at bevæge sig ind på her 17 år efter den seneste af de gamle Olsen Banden-film. Og jeg vil give dig ret i, at den mangler tempo og timing.
"Der er nogle satiriske udfald, som jeg synes er meget skægge, og de ligger i tråd med, hvad Olsen Banden i øvrigt har været kendt for. Den satiriske brod mod moderniteten og samfundet, som det tager sig ud. Da kriminalassistenten taler om Egon, der "var en hædersmand, som kun beskæftigede sig med ulovlig kriminalitet," den er jo fin. Alt det andet med skattesvindel og selskabstømning er jo lovlig kriminalitet."
"Det satiriske element ligger mere i dialogerne, hvor kuppet og selve struktureringen af kuppet er en stor del af hele det kritiske spil i de ældre film. Det er typisk, når de skal bortlede nogle folks opmærksomhed, for at de selv kan komme på færde, så spiller de på den typiske danske interesse for mad eller øl. Hvis der er en øl for meget eller for lidt i kurven, så er verden af lave, og så forlader vagten enhver post for at få klaring på det her. I den type film er gagget en klar del af den satire, der ligger i filmen."
- Jeg har altid selv set Olsen Banden som ren underholdning. Det var morsomt, og de var nogle lidt kejtede typer, som mødte nogle typer, som var lidt mere smarte, men omere usympatiske. Olsen Banden vidste man altid, hvor man havde. Og den måde, som alle kuppene er orkestreret på, er ofte meget virtuos. Scenen, som man ser igen og igen, under Det kongelige teater, er jo helt forrygende. Det er filmkunst. Så det er meget sjovt, at du i slutningen af 70'erne var med til til at anlægge en mere filmanalytisk og filmteoretisk vinkel på Olsen Banden.

Underholdning m.m.
"De bedste film er dem, der både kan underholde og samtidig kan noget mere. Når Olsen Banden har været den succes, de har været, så er det jo fordi, de er mere end underholdning. De rammer noget i den danske folkesjæl, som man synes er rigtigt og præcist sagt. De rammer noget, man også kender fra andre danske seriefilm, Frede-filmene f.eks. At man tager en internationalt kendt genre, i Frede-filmene var det spionthrilleren, hér tager man så krimikomedien, og gør den til noget dansk ved at gøre personerne lidt kejtede, lidt outsidere, lidt tabere, som alligevel er intelligente og kvikke, og som kan få tingene til at virke, men altid ender med et nederlag. Det er den typiske danske måde at dreje sådan en genre på."
"Udgangspunktet for det, jeg skrev dengang, var: Hvad er det, der gør, at netop de her film i forhold til så mange andre er gået hen og blevet den nærmest omkuldslående folkelige succes? Der må være noget på spil i filmene. Og der har jeg så to perspektiver. Det ene er banden, som de her tre personer, og hvad de hver især symboliserer. Det andet er, hvad deres virksomhed som helhed er udtryk for. For mig ligger der i det sidste i meget høj grad en småborgerlig fantasi."
"Man kan sige, at banden er organiseret som en lille småborgerlig virksomhed i en verden, hvor det er storkapitalen og de internationale transaktioner, der bestemmer. Bagmændene har alle sammen dobbeltnavne, sidder højt oppe i hierarkiet og er dem med de store planer om, hvordan verden skal udvikle sig. Så kommer den her lille bande, en fortidig virksomhed, og med en vis succes alligevel kan putte grus i maskineriet."
"Jeg tror, det er det, der taler til danskeren. Det er sgu sjovt at se de små tryne de store."
- I det du har skrevet, finder du mange eksempler og symboler på i filmene, at sigtet er samfundskritikken. Har Balling og Bahs virkelig været så bevidste omkring denne dybere mening?

Holdbarhed
"Det tror jeg i hvert fald, at de er blevet. Balling har selv sagt, at de to første film var en slags prøver, og at det først var i den tredie, at det lykkedes for dem at finde frem til figurerne og få sagt det, de egentlig ville sige. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med, når vi nu snakker i det her mere samfundsrettede perspektiv på banden, at slå ned på, at det var i 73, at den første, rigtige mere samfundsbidske film fik premiere. Det var altså samtidig med Glistrup og hans berømte trækprocent."
"Dér kom de sorte penge og den store bagmand ind i filmene, og jeg tror, at Balling og Bahs selv kunne se, at der lå et perspektiv her, som var værd at arbejde videre med."
- Har du nogen fornemmelse af, hvordan Olsen Banden-filmene egentlig klarer sig blandt yngre generationer, som ikke er opvokset med dem? Holder de vand blandt 15-årige, som ser dem i dag?
"Der er en stor kærlighed til Olsen Banden, også i den generation, som du nævner, fordi de fleste alligevel har set på dem på tv, og der er noget skægt og interessant ved dem."
"Men især når man ser den nye film, er det tydeligt, at den har et filmsprog, som hører en anden tid til. Der er megen langsommelighed og omhyggelighed i kompositionen. Der er ikke den hverdagsnærhed, som man har i ny film. Det har der heller aldrig været i Olsen Banden, og det var så en styrke på et tidspunkt, at det var et fiktivt, eventyragtigt univers. Vi har tre personer, i tre forskellige klædedragter, som repræsenterer tre forskellige indfaldsvinkler til verden."
- Det er så tydeligt, at man ikke behøver at sidde og lede efter - også selvom man primært er sig underholdningsværdien bevidst - hvem der repræsenterer hvad, og hvad der kommer til at ske.
"Kunsten er, når man har gjort det en fem-seks gange, at variere personerne på en måde, så det stadig er fascinerende op til de 13-14 gange. På den måde kan man godt blive selvtematiserende. Når Yvonne siger, 'ja ja, og så skal du have alle millionerne, ork, det har vi hørt før.' Så siger hun, hvad publikum siger eller tænker. Men at de alligevel kan variere deres kup og gags, så man alligevel er med og synes, at det var sgu meget sjovt. Det er det, der er kunsten. Der skal en opfindsomhed til, som Balling og Bahs virkelig har været mestre i."

*Se også Morten Piils anmeldelse af 'Olsen Bandens sidste stik' her på siden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her