Læsetid: 5 min.

En for alle og alle for én?

18. december 1998

En lykkelig utopi: Kunstarternes samarbejde på Kongens Nytorv

SAMARBEJDET
Det kunne være så herligt... Sangere, dansere, skuespillere og musikere inden for samme institution. For ikke at tale om lys- og lydfolk og malere og syersker. Lige parat til at bruges af den geniale teatermand eller -kvinde, der vil føre teatret tilbage til rødderne og helt ind i det sidst gennemlevede sekund af vores nutid.
En privat top ti-liste over de mest bevægende teateroplevelser i 1998 har sådanne genre-overskridende forestillinger på de første to pladser:
Den amerikanske koreograf Trisha Brown's Orfeo af Monteverdi med Théâtre de la Monnaie og Peter Brook's iscenesættelse af Don Giovanni fra Avignon-festivalen (begge anmeldt her i avisen). Robert Wilson-forestillingerne har i en lille menneskealder blandet kortene mellem sangere, skuespillere og dansere og fået en lang række imitatorer, verden over.
Når det går højt, kan vi på Det kongelige teater høre en sangerinde synge Strauss til en ballet af Neumeier: Længere får ingen lov til at tænke. Der er ikke noget fælles projekt for kunstarterne, og debatten imellem teatrets fire udøvende dele har udartet sig til en guerilla-krig, hvor de ansatte manifesterer en uoverskuelig række af sær-standpunkter.
Derved bliver ideen om fælles projekter fuldstændig utopisk: Hvordan skulle det også rent praktisk lade sig gøre inden for overenskomsterne? Men utidssvarende er tanken altså langtfra!

Mahognyklub-ledere
Teatret har mange problemer, men det har det nu altid haft. Balletdanserne ville også for enhver pris af med Harald Lander, eller sidenhen Frank Andersen. Man bliver ond i sulet, derinde, hvis man ikke passer på - som Klaus Hoffmeyer udtrykte det i tv-udsendelsen om skuespillets historie siden 1948.
Udefra, det vil sige fra Kulturministeriet, har teatret nu fået en af tidens hovsa-løsninger: En bestyrelse, der skulle bruges til at komme af med Boel Jørgensen, der som den første direktør valgtes af Kulturministeriet som 'manager', uden teatererfaring.
I stigende grad valgtes lederne af landets store kulturinstitutioner af ministeriet igennem smarte "head-huntere" blandt folk, der ikke glimrer ved nogen faglig indsigt. Der er ikke tale om, at man deler stillingerne op i administration og kunstnerisk ansvarlig ledelse; i stedet hersker en tyrkertro på, at problemknusere kan få institutionerne til at køre i olie.
Nu er den begavede leder et meget mere sjældent fænomen end den begavede kunstner; men selv en Peer Gre-
gaard ville nok i dag udelukke sig selv ved sine for fremragende kvalifikationer. Staten har sine byzantiske systemer og sine selvbekræftende mahogny-klubber.
Ledelsesstrukturen er således næsten en garant for, at det kunstneriske indhold kommer i allersidste række, og medens antallet af administratorer stiger støt, uden at kvaliteten følger trop (et eksempel: teatrets programmer er under al kritik, med dårlige oversættelser, eller engelske navne, der ikke hører til i forestillingerne og ringe informationsværdi) er tallet på sangere, dansere og skuespillere betænkeligt lavt.

50'ernes boom
Ser man tilbage på tiden siden det store jubilæum i 1948, kan man forundres, over, hvor lidt teatret har råd til at spille i dag, hvis man sammenligner med en tilfældigt valgt sæson i 1950'erne.
Den gang fandtes en almen, borgerlig kultur, der afspejlede besættelsens nationale samling om det danske, og skolens opdragelse i sprog igennem læsning af de store udenlandske forfattere.
Tysk tilegnede man sig ved at æde sig igennem Goethes Urfaust, fransk var Molière og engelsk nærlæsning af Macbeth. Forud for operaforestillingen læste man librettoen, men også partituret, hvis den musikalske dannelse var lidt mere avanceret. Bedsteforældrene tog deres børnebørn med til Elverhøi - hvor de stakkels børnebørn kedede sig gudsjammerligt, selv om det var Poul Reumert, der spillede Christian IV.
Men man blev opdraget til at gå i Det Kongelige, og teatret kunne virkelig komme spektret rundt, hver eneste sæson.
Se blot, hvad Det kgl. Teater gav i 1955-56: Seksten skuespilforestillinger, heriblandt O'Neill's Måne for de mislykkede, Pinafore, Lorca's Blodbryllup, Et Dukkehjem, Fruentimmerskolen, Mascarade, Henrik og Pernille, De Usynlige.
Blandt de sytten balletter var Jerome Robbins' Fanfare, Petrusjka, Chopiniana (= Les Sylphides), Graduation Ball, Sylfiden, Napoli, Fjernt fra Danmark, Balanchine's Symfoni i C og Søvngængersken samt Ashton's Romeo og Julie, der havde sin førsteopførelse i den sæson.
Det stod også godt nok til på operaen, selv om vi nu får at vide, at skuespillet dominerede: De sang Figaro, Così fan tutte, Tryllefløjten og Don Giovanni - foruden det løse, Barberen, Butterfly, Britten og Wagner's Mestersangerne. Desuden havde man det uforglemmelige gæstespil af Peking-operaen - også en traditionel teaterform, der stod for fald. Sådan var det i 1950'erne!

90'ernes publikum
Det ville ikke være ringe, hvis man til stadighed kunne se Ibsen, Strindberg, Schiller, Kleist, Shakespeare, Marlowe, græske og franske tragedier og russisk vemod samt en guds velsignelse af mere eller mindre velskabt ny, dansk dramatik. Men problemet er ikke blot, at Det kongelige Teater ikke længere leverer varen og giver os teaterlitteraturens højdepunkter hver sæson.
Spørgsmålet er, om det publikum findes, der kan opretholde et sådant teater.
Går man uden for Kongens Nytorv, tør ingen spille klassikerne for deres pålydende, selv Shakespeare, der burde være teatermæssigt lettilgængelig peppes op med tv-kendte navne og nye tilskæringer. I virkeligheden er landet nok slet ikke blevet mere internationalt orienteret, blot drejet mod Disney, CNN og teletubbies. Almendannelsen findes ikke længere - og var naturligvis aldrig en almen dannelse, men en specifik europæisk, "Bildungsbürger" foreteelse, hvor familien spillede kammermusik og læste højt for hinanden og hvor klassikerne havde deres fastsatte rangorden.
Vort samfund er forlængst multi-etnisk, oversvømmet af underholdnings-tv, event-fikseret og så videre, hvilket ingen nostalgiske jeremiader vil kunne lave om på.
Tilsyneladende er det blot en isoleret skuespilchef, Klaus Hoffmeyer, der vil forholde sig til den tid og det sted, han reelt befinder sig. Han har endda visioner for samarbejdet imellem kunst-arterne: Ikke underligt, at han er blevet Prügelknabe. Teaterchef og bestyrelse udmærker sig ved deres totale afmagt over for vore dages kunstneriske krav, og ballet-chefen har indset, at hun ikke hørte hjemme på Det Kongelige Teater. Kun operaen rider på en bølge, som med lynets hast kan vende sig til
hetz og apati.

Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her