Læsetid: 2 min.

Ensom på landet

29. december 1998

10. kapitel, hvori læserinden har en ubestemt, men ikke desto mindre smertefuld følelse af at 'udenjordiske' kræfter er i færd med at tage hende bagfra. Er Forfatterskolens mandlige elever bøvede nørder? Har en kvinde godt af at være helt alene?

DECEMBERFORTÆLLING

Kære Ellen Margrethe,
det klør igen, du ved. Men nu er det ikke det mindste sødt, det er pisseubehageligt. Som om der virkelig er et eller andet, noget 'udenjordisk' nærmest, der er ved at skubbe noget op i mig bagfra. Hvad går det her ud på! råber jeg ud i stuen. Der er alligevel ikke nogen, der kan høre mig. Jeg har ikke set mennesker siden i går, jeg har fornemmelsen af at være helt alene på kloden.
Hvad med dig? Du har glemt mig? Ude af øje, som vi siger. Nej, selvfølgelig har du ikke glemt mig, det ved jeg godt. Synes du ikke, det er en mærkelig historie med ham den gamle oppe på loftet? Han pusler hele tiden, selvom han selvfølgelig ikke eksisterer rigtigt. Han pusler og pusler. Jeg har også været oppe for at kikke.
I samme øjeblik, jeg trådte ud på loftet, blev der bomstille. Du ved, ligesom når nogen holder vejret for at man ikke skal opdage dem. Ja, sådan virkede det altså. Og lige så snart, jeg var kommet ned, ja så begyndte han selvfølgelig at pusle igen. Det er skideuhyggeligt. Jeg kan høre ham pusle i dette øjeblik.
Og så den lugt, der var deroppe. Der skulle lugte af rengøringsmidler, hvis der skulle lugte af noget, men det gør der ikke. Der lugter af krudt, du ved, ligesom når man har tændt en nytårsraket.
Nå, jeg forstår ikke en skid.
Men det er sandt, Nytårsaften, det er jo i overmorgen. Skal du noget særligt i år? I holder vel noget på Forfatterskolen? Jeg ved ikke, jeg har aldrig kunnet få mig til at spørge dig om det før, men er det egentlig ikke en flok bøvede nørder, fyrene på den skole? Sådan har de altid virket på mig. Ikke lige hvad en kvinde har brug for, skulle jeg mene.
Kan du fortælle mig, hvorfor det lige er mig, der skal sidde her langt ude på landet og føle mig ensom? Og være isoleret fra alt og alle?
Og med et røvhul, der klør som ind i helvede!
Du kan da bare tage tilbage til byen, kan jeg næsten høre dig sige. Det kunne jeg selvfølgelig. Men jeg ved ikke om jeg nu også kan, når det kommer til stykket. Det er ligesom den der gamle Buñuel-film, du ved der hvor det festklædte borgerskab ikke kan gå ud af den der kirke eller hvad det er.
De kan bare ikke. Der er ikke noget, der forhindrer dem i det, men der er ligesom en usynlig mur, som ingen af dem kan passere.
Sådan noget har jeg aldrig oplevet før. Har du? At noget man har set på film, pludselig bliver virkeligt for en selv? Jeg troede faktisk ikke, det kunne lade sig gøre.

Av!
Din
Camilla Elise

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu