Læsetid: 7 min.

Få Irak ud af rollen som international paria

30. december 1998

Er det virkelig ved at blive en ny dansk udenrigspolitisk doktrin, at magten godt (når USA synes det) kan gå forud for retten i international politik?

KOMMENTAR
Efter den seneste runde i den over otte år lange holmgang mellem USA's regering og Iraks diktator er der god grund til at standse op og gøre kritisk status.
I begyndelsen af 1990'erne, lige efter den kolde krigs ophør, var der bred forhåbning om, at FN omsider kunne komme til at spille den oprindeligt tiltænkte, centrale rolle i opbygningen af en "ny verdensorden" baseret på internationale retsnormer og ikke på den stærkes rå magt. Der har da også været visse positive tendenser hertil i de senere år. Den permanente Irak-krise gennem tiåret har imidlertid på væsentlige punkter ikke været en del af denne tendens. Især her i 1998 har
Irak-krisen også været én af katalysatorerne for et tilsyneladende skred i et bærende princip bag årtiers dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik: fastholdelsen af FN som den øverste retsinstans i spørgsmål om krig og fred.

Betingede reflekser
Da Saddam Hussein i august 1990 invaderede den vestlige oliebastion Kuwait, blev han, bogstavelig talt fra den ene dag til den anden, forvandlet fra en vestlig, anti-iransk forbundsfælle til intet mindre end "en ny Hitler", som USA's præsident George Bush proklamerede.. Anerkendte Mellemøsten-eksperter tog straks afstand fra den historiske parallel mellem Hitler og Saddam som ganske proportionsløs. Men Bush's misbrug af historien viste sig lige så effektfuld, som da vestlige propagandister i den tidlige kolde krig paralleliserede Stalins og Hitlers udenrigspolitik.
De betingede historiske reflekser udløstes hos de vestlige regeringer og hos store dele af offentligheden, herunder pressen: fra dét øjeblik var kursen i virkeligheden sat frem mod den situation, verden står i den dag i dag. De igangværende arabiske og andre senere mæglingsforsøg mellem Bagdad og Vesten blev afvist og blokeret - man går jo ikke på kompromis med eller forhandler med en Hitler, vel?
Saddam gravede sig også i bogstavelig forstand ned, og Golf-krigen i 1991 blev uundgåelig - selv om vi var en lille, stædig håndfuld, som allerede dengang påpegede, at trods befrielsen af Kuwait risikerede den vestlige kompromisløse militans over for Irak på længere sigt at skabe flere problemer, end den løste. Ikke mindst ville arabiske nationalister og islamiske fundamentalister få let ved at vinde gehør for deres agitation om tyk dobbeltmoral hos de vestlige stormagter, som f.eks. i årtier har ignoreret eller direkte belønnet Israels afvisning af FN-resolutioner om tilbagetrækning fra besatte palæstinensiske områder.

Sanktionsregime
Det økonomiske sanktionsregime, som efter besættelsen af Kuwait påførtes Irak på især amerikansk insisteren, var det hårdeste, FN nogensinde havde vedtaget imod et suverænt medlemsland. Alligevel opretholdes sanktionerne stort set uændret nu på niende år, til trods for at Irak ifølge talrige uafhængige, vestlige militæreksperter længe reelt har været afvæbnet, og i al fald er komplet ude af stand til at føre succesrige angrebskrige mod sine naboer.
Ifølge samstemmende rapporter fra FN og andre uafhængige iagttagere skønnedes sanktionerne imod Irak siden 1991 allerede for et års tid siden at have kostet mindst én million irakere livet, især børn, unge og gamle, som følge af underernæring og medicinmangel. Embargoen har, under forargeligt ringe opmærksomhed fra de vestlige regeringer, forlængst udviklet sig til økonomisk krigsførelse, et sandt masseødelæggelsesvåben, imod den sagesløse irakiske befolkning, som dermed er blevet yderligere prisgivet Saddam.
Naturligvis bærer Saddam og hans magtklike et medansvar for det irakiske folks lidelser. Men at give dem hele ansvaret er udtryk for enten selvbedrag, hykleri eller kynisme: for hvad andet havde man dog ventet af en brutal diktator end at han ville vælte blokadens byrder over på folket?
USA har konsekvent afvist at løfte eller lempe sanktionerne. Der er iflg. USA stadig mistanke om, at Irak i strid med FN's resolutioner skjuler masseødelæggelsesvåben-kapacitet. Det var også baggrunden for, at USA kort før jul effektuerede sine trusler fra november om bombning af Irak. I modsat fald ville FN's og USA's troværdighed have lidt alvorlig skade, fik vi at vide, omend det samtidig indrømmedes, at bombningerne næppe ville nytte meget. Men USA's troværdighedsdilemma er i høj grad selvskabt: ved at have stillet sig selv en reelt umulig opgave, nemlig at finde og tilintetgøre samtlige Saddams kemiske og biologiske våben, har USA legitimeret sanktionernes opretholdelse, lige så længe Saddam Hussein er ved magten. Dermed har det irakiske regime selvsagt intet som helst incitament til at efterkomme FN-resolutionernes krav - tværtimod.

Distance til USA
FN's generalsekretær Kofi Annan har tydeligvis længe indset det uholdbare i denne situation. I oktober i år udtalte Annan med forsigtig, men tydelig distance til USA og chef-våbeninspektør Richard Butler, at Irak efter hans opfattelse aldrig ville blive fuldstændig afvæbnet, og at FN's våbeninspektører derfor måtte indtage en mere fleksibel holdning for at få irakerne til at samarbejde.
Amerikansk og især fransk presse har rapporteret fyldigt om, at der slet ikke var enighed blandt FN-våbeninspektørerne om, at præmisserne i Butlers rapport lagde op til dens stærkt kritiske konklusioner, som var USA's og Storbritanniens retfærdiggørelse af bombningerne.
Da Butlers rapport nåede Sikkerhedsrådets bord, havde præsident Clinton forlængst beordret bombningerne iværksat. FN var - igen - sat effektivt ud af spillet. De amerikanske og britiske missilers og bombeflys 'degradering' af Iraks militær skete uden mandat fra FNs Sikkerhedsråd, og var dermed et brud på folkeretten. Det nytter ikke her at henvise til USA's tolkning af tidligere FN-resolutioner. Det tilkommer alene Sikkerhedsrådets flertal at fortolke egne resolutioner, og to-tre af de fem permanente medlemmer er uenige i USA's fortolkning i denne sag. Hele det politiske spektrum i Rusland, inklusive de liberale midterpartier, har skarpt kritiseret USAs omgåelse af FN. Det nytter heller ikke, som seniorforsker David Gress (DUPI) har gjort det i Berlingske Tidende, at klamre sig til de ældre, klassiske folkeretlige princippers tre hovedkrav til, hvornår brug af militær magt mod en anden suveræn stat er legitim:

Sidste udvej
Kravet om magtanvendelse som "sidste udvej" var ikke opfyldt: Der udgik, som nævnt, ingen overvældende eller akut trussel imod Iraks naboer fra de våben, bombningerne angiveligt skulle 'degradere' - og ikke ét af
Iraks nabolande, inklusive Kuwait, støttede da heller den amerikansk-britiske selvtægt.
Kravet om proportionalitet i magtanvendelsen var heller ikke opfyldt: bombningerne stod ikke i rimeligt forhold til den provokation, som hævdedes at være årsag til dem, altså Iraks mindre end 100 procents overholdelse af Butlers inspektionskrav - som iflg. uafhængige kritikeres udsagn er eskaleret i konfrontationssøgende retning. Endelig var kravet om, at magtanvendelse skal forbedre retstilstanden, og altså ikke gøre ondt værre, ikke indfriet. Al erfaring - inklusive den irakiske - peger på, at luftbombardementer snarest styrker det regime, de søger at svække.

Hverken krig eller fred
Efter bombningerne har USAs udenrigsminister bebudet endnu strammere sanktioner og truer med nye bombninger. Den absurde 'hverken krig eller fred'-tilstand skal altså fortsætte, selv om den altså styrker Saddam Husseins magt, fordi han kan retfærdiggøre jerngrebet om landet med den ydre trussel. Den mistanke, mange længe har næret om, at 'hverken krig eller fred'-tilstanden også passer USA ganske godt, bestyrkes hermed: USA kan retfærdiggøre sin massive militære tilstedeværelse i Mellemøsten med henvisning til "slyngelstaten Irak".

Alternativet
Men hvad er da alternativet? Dét, som burde være sket allerede efter Kuwaits befrielse i 1991: at Iraks internationale paria-status bringes til ophør. Irak må re-integreres i det internationale samfund. Samtidig med, at Iraks import af våben og højteknologi kontrolleres stramt, må dets suverænitet garanteres imod eventuelle forsøg fra nabostater på at udnytte landets militære svækkelse (flere af disse nabolande råder over masseødelæggelsesvåben, herunder Iran, som endda var først til at bruge giftgas i krigen mod Irak!). Og så må Irak 'bombes' - med mad og medicin.
Det tragiske og ironiske er, at hvis en sådan systematisk åbning af det irakiske samfund over for omverdenen via udenlandske investeringer, turisme, kulturel udveksling osv. var blevet indledt i 1991, ville Saddams magt formentlig i dag have været undermineret langt mere effektivt, end det er sket gennem otte års kontraproduktiv isolering af landet og udpining af en i forvejen plaget befolkning.

Danmark i spidsen
Burde det ikke være nærliggende for den danske regering at gå i spidsen med alternative forslag som ovenstående til løsning af den irakiske hårdknude? Det ville ligge i klar forlængelse af årtiers dansk udenrigspolitisk tradition for mægling, diplomatisk forhandling og stormagts-skeptisk brobygning, også i mellemøstlige anliggender. Efter det britisk-fransk-israelske angreb på Egypten under Suez-krisen i 1956 accepterede Egypten danske (og norske) FN-fredsbevarende tropper i Gaza, selv om Danmark var medlem af samme NATO-alliance som aggressorerne Storbritannien og Frankrig.
Forhåbentlig har den - lidet offentligt debatterede - omstændighed, at skiftende danske regeringer siden 1990-91 er slået ind på en anderledes stormagtsvenlig og militariseret udenrigspolitik, ikke ødelagt sådanne muligheder. Optimismen er dog ikke den største. Danmark har f.eks. i tykt og tyndt støttet den amerikanske politik over for Irak. Også USAs ensidige bombetrussel mod Serbien under Kosovo-krisen i efteråret havde som bekendt aktiv dansk støtte.
Er det nu virkelig ved at blive en dansk udenrigspolitisk doktrin, at magten godt (når USA synes det) kan gå forud for retten i international politik? En sådan doktrin er givetvis i stormagtens interesse. Men tjener USA's gentagne degraderinger af Sikkerhedsrådet som øverste håndhæver af krig og fred også små stater som Danmarks langsigtede udenrigspolitiske interesser? Er det i vores interesse, at Danmarks internationale adfærd i forhold til især Mellemøsten og Rusland i stigende grad identificeres med supermagten USA's?
Sådanne spørgsmål trænger sig mere og mere på, ikke mindst op til vedtagelsen af NATO's nye strategiske koncept i foråret 1999 og omsættelsen af Forsvarskommissionens rapport (som skøjter hen over disse problemer) til dansk politik.

*Poul Villaume er dr.phil. og lektor i samtidshistorie ved Københavns Universitet.

Side 5: Saddam lokker USA, Den forbudte zone

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her