Læsetid: 4 min.

De få ord man siger (TILLÆG)

24. december 1998

'Mange lever i en slags kaos, en slags intet. Det gælder for mange af min generation. Det er samtidig en ret tavs generation. De giver sig ikke meget til kende. De fleste lever et ret
anonymt liv '

INTERVIEW
"Min generation er nok mere tavs end den unge generation. Man kan se store børn og unge mennesker rejse sig og formulerer sig offentligt, flot og velformuleret. Jeg kunne - da jeg gik i skole og da jeg var helt ung, aldrig finde på at lukke munden op. Det gjorde man ikke - og slet ikke i det vestjyske landmiljø. Man sagde ikke så mange ting. Og de bløde områder talte man nemlig ikke om. Man talte ikke om følelser."
Kristoffer Damgaard er 67. Han er vokset op på en slægtsgård, var selv landmand til han var 38, hvor han blev syg - og revalideret til kontorarbejde. Han har siden taget HF på enkeltfag og læst sprog og litteratur ved Jysk Åbent Universitet. Han bor ved Uhresø i parcelhus-byen Mejdal lidt nord for Holstebro.
"I det vestjyske har man aldrig sagt så meget, man har ikke brugt så mange ord. Det er også en form for blufærdighed. Jeg husker min forældregeneration som meget blufærdige. Tænk på Knud Sørensen og hans fine skildringer af alt det, der foregår nede under de få ord, man siger. Eller ikke siger."

Ulykkelige skæbner
- Der findes mange klichebeskrivelser af din generations mænd. Hvordan vil du beskrive dem?
"Vi voksede op med en viden om, at vi skulle ud i det kontante liv. Når man er opvokset på landet, skulle man blive ved landet, overtage slægtsgården måske. Måske kunne man blive købmand eller håndværker. Og hvis det holdt hårdt og man ville videre kunne drengene - og enkelte af pigerne - blive lærere. Kun få har beskæftiget sig med andre ting. Et meget kontant liv. Men det betyder ikke, at de ikke har reflekteret over tilværelsen eller haft fornemmelse for andre sider."
"Jeg kan huske nogle af de ulykkelige skæbner fra landet, mennesker der ikke duede til at drive landbrug - mænd der gik som en slags onkler på brors gård og virkede, som om de var kommet skævt ind på livet. Det var et meget fastlåst samfund, og man havde ikke fantasi til at forestille sig, hvad man ellers skulle stille op med dem. Johs. V. Jensen har for så vidt beskrevet dem. De dér mærkelige mennesker, der gik rundt og snakkede med sig selv og havde et indre liv."
"De, der var måske 20 år yngre, fik andre chancer. Det blev mere almindeligt, at man fik en realeksamen, måske endda en studentereksamen."
- De blev til gengæld kastet ud i et meget omskifteligt liv.
"De blev kastet ud i kaos. Jeg var på Askov Højskole i 63/64. Askov var et mærkeligt sted, hvor der altid havde været to fløje, en teologisk og en naturvidenskabelig. Mange kom fra meget lukkede miljøer, og blev kastet ud i det her. De blev mærkelige i hovedet, og kom til at tvivle på hele deres opvækst. Tvivlen slog for en stund benene væk under mange. Det kaldte man at blive ramt af Askov-psykosen."

Et dobbelt liv
- Psykosen har vel ramt stort set hele din generation af fraflyttere fra landet.
"Mange af dem har haft det svært fordi de har siddet fast i det gamle miljø, ikke har fundet sig til rette hverken i det gamle eller det nye - og derfor ligesom har haft et dobbelt liv. De har haft svært ved at omsætte alt det tillærte til en ny og moderne tilværelse. Måske har de ikke rigtig haft mulighederne for det."
- Men hvorfor har de været så tavse?
"Dem jeg kender - fra min generation - lever jo det der praktiske eller kontante liv. Men det betyder ikke, at de ikke er vågne overfor verden udenfor. De har måske bare svært ved at formulere det."
"Men man kan også sige, at mange lever i en slags kaos, en slags intet. Jeg kan huske nogle af karlene og pigerne derhjemme. Nogen kom fra den indre missionske del af sognet, vi kom fra den grundtvigske. Om de missionske gjaldt det, at enten blev de i Indre Missionen eller også blev de - ingenting."
"De levede netop i et tomrum. Det gælder for mange af min generation - de befinder de sig i sådan det tomrum. Det er samtidig en ret tavs generation. De giver sig ikke meget til kende. De fleste lever et ret anonymt liv udadtil."
"Mange af min generation er også blevet grebet af det, der skete i 50'erne og 60'erne, hvor det bare gik fremad og vi fik materielle værdier. Som man siger: Den mest udbredte narkomani, det er forbrug. Man køber sig ud af tomheden, som ind imellem også er depressionen."
- Du nævner i din dagbog en række forfattere, som betyder meget for dig. Blicher, Villy Sørensen, det er måske ikke så overraskende, men også Pia Tafdrup.
"Hun er så livsnær, og så er der alligevel dybde i tingene. Tingene hænger næsten på grundtvigsk maner sammen - det fysiske og det psykiske. Hun er en af dem, man kan læse helt umiddelbart. Hun er meget erotisk, meget kropsnær."
- Du har en religiøs dimension i dig. Har hun også dét?
"Ja. Meget tydeligt. Men det der tiltaler mig mest er måske det jeg kommer med som vestjyde - alt det underforståede hos hende, det underforståede sprog."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu