Dagbog
P, 28 år: Jeg stod op ved 9-tiden, da jeg ville hen at træne i Squash & Fitness efter at have ligget i sengen det meste af ugen med ondt i maven - jeg kastede op i onsdags.
Jeg har været deprimeret det meste af ugen, meget, og om onsdagen ramte jeg så absolut bunden. Ikke, at jeg ikke har været deprimeret før og i lange perioder, denne gang var der en stor forskel i form af en tilskuer/-hører, min nye kæreste, Ida, nordmand, læser kiropraktik på det herværende universitet.
Vi har først mødt hinanden for en lille måned siden, og siden har jeg arbejdet og læst, været rimelig 'normal'. Og så denne fuldstændige bundtur, hvor hun bare kunne sidde og kigge medlidende på mig. Jeg fablede om, at jeg var tæt på at opgive alt, at jeg ikke kunne noget, at jeg ikke troede, at jeg nogensinde skulle kunne blive til noget. Jeg læser filosofi, er bagud med noget nær to år, ingen SU.
Men jeg må op igen, må prøve at komme ovenpå igen, også for hendes skyld, for at kunne være sammen med hende som en slags person og ikke en stakkels psykiatrisk patient, der kun appellerer til ens medlidenhed. Jeg er jo ikke 'syg', bare tanken om at en psykolog skulle snakke med mig om mine tilsyneladende problemer. Det er jo småting! Alle er ensomme. Det er helt normalt, at telefonen ikke har sagt en lyd hele ugen, at jeg heller ikke har ringet til nogen, hvorfor skulle jeg det? For at sige til nogen: "Jeg har det altså bare helt ad helvede til"? Og hvad skulle så vedkommende stille op?
Vi forstår måske ikke at hjælpe hinanden. Min kæreste sagde i ondsdags: "Tror du ikke, du skal snakke med en psykolog?" Jeg forstår ikke at hjælpe nogen, endnu mindre mig selv, åbenbart.
Efter træningen, som startede hjælpeløst dårligt på kondicyklen, hvor jeg havde lyst til at kaste op, men efterhånden blev bedre, kørte jeg op på universitetet for at kopiere nogle papirer, jeg skulle bruge om aftenen til et lynkursus i fosskajak for ungdomsroere fra
Kajakklubben.
Hjemme læser jeg i American Psycho af Bret Easton Ellis, jeg lånte den på biblioteket i går og jeg griner, da han skærer øjnene i stykker på en gammel tigger med sin lille hund, som han, Pat Bateman, hovedpersonen, kvaser forbenene på ved at jokke på dem. Jeg prøver ved fagter og lyde at forestille mig scenen, men det er for langt ude og for grotesk, man kan knap nok forestille sig det.
For øvrigt er jeg ikke fri for at beundre Bateman, da han er succesfuld - hvilket jeg absolut ikke anser mig selv for at være - både hos kvinderne og med karrieren - hverken eller for mit vedkommende - og tilsyneladende lykkes med det meste af hvad han foretager sig - hvilket jeg ikke o.s.v...
Kvinderne vil have hans veltrænede krop; jeg ville ønske jeg kunne sige det sammen om min kæreste. Vi har faktisk ikke været i seng med hinanden, selvom vi gjorde et ihærdigt forsøg den første aften, vi var sammen. Vi sov sammen. Jeg troede, at vi ville gøre et nyt og lidt mere ædrueligt forsøg lidt senere, men nu er der gået en måned, og det er stadig ikke blevet til noget! Hun siger så mange ting, at hun helst vil vente, at hun ikke kan lide det, at det føles mærkeligt - ja, tak, men det var med det sidste fjog af en kæreste, du havde, vi har jo ikke engang prøvet det endnu!
Det er den ene side; den anden er, at der er ingenting jeg hellere vil end vente på hende, og jeg gør i øjeblikket alt for ikke at presse hende, lade hende bestemme, hvad der skal ske.
Tankerne vender hele tiden til dette spørgsmål: Hvorfor vente? Hvad fanden venter vi på? Vi kunne have en hyggelig nat eller dag for den sags skyld og finde ud af, om det er noget, der overhovedet er værd at vente på. Hvorfor holder hun mig hen? Jeg kan ikke være rimelig, jeg har mistet alt for meget tid af mit liv til at være rimelig på nogen punkter og allermindst dette, sex. Jeg har prøvet at overbevise hende om, jeg er så blid og hensynsfuld som nogen kan være, at jeg mindst af alt vil gøre noget, der kan gøre ondt på hende, at vi - begge skal have en fantastisk oplevelse, den oplevelse at dyrke sex sammen, blidt og inderligt.
Vi spiser. Jeg drøner afsted på cyklen til svømmehallen, instruktionen går alt for hurtigt, og de får garanteret et noget forvirret billede af hvad fosskajakroning er for noget. Jeg prøver at lære nogle stykker af dem grønlændervendingen og når at sige, at man absolut ikke har lært at ro i fosskajak, selvom man kan lave en vending. Jeg får kajakken lige på kinden, da vi skal tømme den for vand og både udvendig og indvendig er der sår og jeg spytter blod ud i svømmebassinet.
Vi fortsætter til kl. 21, cykler hjem, vil lige sige godnat til Ida, hun er ved at farve hår på sin værelseskammerat, de skal til julefrokost med studiet lørdag, jeg ville bare kysse hende godnat, men farvningen trækker ud, mens jeg står der, og pludselig mærker jeg, hvor træt jeg er blevet efter dagens strabadser og siger hurtigt "Godnat" og går ned til mig selv.
