Læsetid: 2 min.

Filmpenge går til distribution

22. december 1998

Kun to film får produktionsstøtte i det nye år. Filmhuset satser på bevaring
for distribution, og der skal styr på Filmhuset

De 42 millioner kroner, som er afsat til filmområdet på finansloven for 1999, vil ikke blive brugt på produktion af film. Pengene vil først og fremmest gå til bevaringsområdet, formidling og distribution og lancering af film. Kun to film vil få produktionsstøtte.
Det sagde Det Danske Filminstituts direktør, Henning Camre, på et pressemøde i Filmhuset i går.
Bevaringsområdet får 10 millioner kr., mens 12 millioner går til formidling og 20 millioner til distribution af film. Produktionen vil så til gengæld blive tilgodeset, når og hvis der afsættes 50 millioner kroner til filmen på finansloven for år 2000, som Filminstituttets fire-årige handlingsplan lægger op til.
"Pengene er fordelt, så en så stor del af handlingsplanen som muligt er sat igang," sagde Camre.
Herunder er beløbet til de danske biografer fem-seks-doblet, så Filminstituttet håber på, at "et antal" lukkede biografer bliver genåbnet i løbet af det næste år.
Filmhuset i Gothersgade i København, der har ry for at have ryggen til publikum, skal der også rettes op på. Selv Henning Camre føler sig uvelkommen, når han træder indenfor, afslørede han.
"Filmhuset skal ikke blive ved med at være så kedeligt som muligt. Der skal ske masser af ting."
Et internt udvalg har gennem et stykke tid arbejdet på en plan for huset. Børnemedieområdet, der stort set er ikke-eksisterende, skal udbygges med computere, videoteket skal være "ordentligt", og biblioteket skal ikke længere "forsøge at være en hemmelighed", som det blev formuleret.
Desuden har Filmhusets hjerte udadtil, caféen, fået en ny forpagter, så den forhåbentlig kan komme til at køre som alle andre caféer i området.
Til trods for Filmhusets tillukkethed har cinemateket været en stor succes. Antallet af besøgende er steget med 20 procent siden sidste år, og mængden af solgte abonnementer nærmer sig 3.000.

Wiedemann til filmen
De to film, som vil modtage fem millioner kroner hver i produktionsstøtte gennem 60/40-ordningen i det kommende år, er Morten Korchs film om godhed Fruen på Hamre (Zentropa) og Dennis Jürgensen-filmatiseringen Kærlighed ved første hik (Regner Grasten). Filmene er blevet valgt ud blandt seks produktionsstøtte-ansøgere.
For Zentropas vedkommende var det tredje gang, at selskabet forsøgte at få støtte til sin Morten Korch-film. Det lykkedes først, da Zentropa sammensatte et "østrogen-hold", sagde producent Peter Aalbæk Jensen. Filmen instrueres af Katrine Wiedemann, mens søsteren Vinca har skrevet manuskript.
"Bogen har et meget moderne udtryk. Korch har været populær, fordi der lå en grundsten af noget genkendeligt," siger Katrine Wiedemann til Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her