Læsetid: 4 min.

Den firestrengede treenighed

14. december 1998

Det kongelige Teater fejrer sit 250-års jubilæum med diskret charme inden for alle tre kunstarter, smukt sekunderet af Det kongelige Kapel

JUBILÆUM
Et barn er født - i København. En lille Christian, nummer syv i rækken, og alle guderne er samlet på Olympen for at beskytte ham. Til drengens ære forsynede Christoph Willibald Gluck en opera, han havde skabt til den højtidelige fejring i Rom af en fransk kongesøns fødsel til en hyldest til det yngste skud på den oldenborgske stamme. Det kom der en meget civiliseret gang kongerøgelse ud af, og Det kongelige Teater giver et sjældent glimt af dansk hofkultur fra en periode, hvor fremmed indflydelse også bragte os et begavet kunstakademi og en af verdens bedste rytterstatuer.
La contesa de' Numi, hvilket er såmeget som Gudernes strid på dansk, indledte Det kongelige Teaters jubilæums-forestilling, som en hilsen fra de dage, hvor teatret selv var nyfødt. Det kongelige Teater har valgt tre rariteter til programmet for sin fødselsdagsforestilling, og de kræver lydhørhed af publikum i deres insisteren på den kunstneriske kultur. Det er imidlertid en fornøjelse ikke at blive talt ned til fra scenen, men diverteret med finslebne præstationer fra kapellets side og fra sangernes og dansernes. Simon Joly dirigerede Glucks milde musik med stor ynde, og de stridende guddomme afleverede klangskønt deres bud på den lille Christians glorværdige fremtid. En velskabt nanny promenerede en Rolls Royce af en barnevogn med krone over scenen og den brøsige Mars (Niels Jørgen Riis) lovede, at krigen ville holde fred i landet. Mærkeligt, som den sabelraslende retorik er sig selv lig, århundrederne igennem.
Også Apollo (Hanne Fischer) og Astrea (Kari Hamnøy) havde de allerbedste udsigter for den nyfødte kongesøn. Skade, at det skulle gå den stakkels dreng så grueligt ondt: En bestialsk opdragelse fik hurtigt gjort kål på den fornuft, der måtte være i ham. Freden i Djina Mai-Mais gyldne skikkelse fik overtaget i næsten hele hans regeringstid, men Henriette Bonde-Hansens Fortuna lovede mere, end Skæbnen gav Christian VII. Det er en ganske særlig oplevelse at høre de pompøse vers med den historiske facitliste til at sætte spådommene i relief.

Kunstnerisk disciplin
Elaine Padmore har iscenesat den statiske intrige uden at gribe til overspil og fiffige påfund, udover hvad det lille stykke og sangerne har brug for. Den samme disciplin har Flemming Ryberg, assisteret af Kirsten Simone udvist over for Vincenzo Galeottis fine, lille spøg Amors og Balletmesterens Luner, hvor den estiske dirigent Kaisa Roose havde et smidigt og yndefuldt spillende kapel under sin taktstok. Iscenesættelsen adskiller sig ikke væsentligt fra Hans Brenaaes version af denne den ældste repertoireballet i verden, og gives i Søren Frandsens velfungerende scenografi.
Dansene i Amors og Balletmesterens Luner kommer som arierne i Glucks Gudernes Strid - som perler på en snor, vekslende mellem det yndefulde og det burleske. Henriette Muus og Niels Balle lagde for med den kønne "steierske dans", og fulgtes af en af ballethistoriens helt fortryllende klassikere: pas de deux'en imellem de to næsten forstenede kvækere. Mette Bødtcher og Mogens Boesen gjorde det stakkels forkrampede par med sammenbidt og uimodståelig dødsensalvor, ganske bedårende! I den lille smagsprøve på ædel dans for 200 år siden gjorde Gitte Lindstrøm og Mads Blangstrup sig smukt, mens Petrusjka Broholm og Thomas Lund charmerende kom dybt i knæ i den norske springdans. Koket var Kirsten Simone som den elskovssyge gamle pige, mens Tommy Frishøi var hendes rystende kavaler.
Den eneste indvending, man kan have mod denne opsætning er en undren over, at Flemming Ryberg, når han nu havde chancen, ikke har fundet det påkrævet at give et nyt bud på 'negerdansen'. Den skrækkelige black and white minstrel-show-version, Brenaa gav sine tåbelige sorte med hvide handsker, er en fornærmelse - og da den ikke på nogen måde er autentisk, burde man have nytænkt den til lejligheden.

Spillevende marionetter
Skuespillet er blevet kåret til teatrets stedbarn, en etikette, der nødigt skulle blive hængende. Der er ikke nogen grund til at føle medlidenhed med den velskabte lille forestilling, Sandhedens Hævn, en Peter Langdal/ Karin Betz-produktion af de mest uanstrengte, letløbende. Genistregen består i at lade teatrets 'stradivariusser', som Peter Langdal udtrykte det, spille unge elskende og dermed komme over stykkets urimeligheder og tekniske mangler, og det er en ganske særlig fornøjelse at se Ghita Nørby med lysblonde fletninger være kæreste med den unge fløs Jørgen Reenberg. Under en måne som en stor, gul ost - for vi er i Eidam og der er ikke langt til Antwerpen, hvor Reenbergs journalist (oh skræk, en anmelder) i virkeligheden havde købt en pige for natten.
Karen Blixen lagde alle mulige skæbnetemaer ned i sin marionetkomedie, der emmer af den 19-åriges higen efter at få et liv med konturer, drama og elskov. Men det er rigtigt set, at de ikke skal få lov til at tynge forestillingen: Komedien kræver sin lethed. Det gjorde hele det lille hold deres bedste for at sikre: Bodil Kjer som en sød heks, Jess Ingerslev som poetisk klovn og Ole Ernst som en fæl skurk. Et helt lille oversigtsværk over kongelig skuespilkunst, som den har formet sig siden dengang der var elevskole og roller var udstyret med specifikke stemmer, kropssprog, silly walks og andre finurligheder gav Henning Moritzen som den slemme lejemorder Mopsus i flammerødt.
Der blev spillet smukt med sordin i alle tre forestillinger, og det er glædeligt, at det uhåndterlige instrument, der hedder Det kongelige Teater, endnu kan lyde harmonisk. Lad os ønske tillykke - og held med de store satsninger, der venter forude og som vi glæder os til. Og huske, at godt teater opstår i en vekselvirkning imellem scenen og tilskuerpladserne: Vi får det teater, vi fortjener!

*Jubilæumsforestilling Det kongelige Teater: C.W.Gluck: La Contesa de' Numi (Opera); Vincenzo Galeotti: Amors og Balletmesterens Luner; Karen Blixen: Sandhedens Hævn. Forestillingen opføres 15., 19. 21. og 29. december på Gamle Scene

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu