Læsetid: 5 min.

'Fjernsyn man kan dø af'

4. december 1998

Grænsen mellem tv og virkelighed flytter sig. Seerne vil have fjernsyn, der ligner os selv - bare mere ekstremt. Og der kommer meget mere reality-tv, spår medieforskere

ISCENESAT
Robinson Ekspeditionen er mere end et tv-program. Det er en medie-event, der griber ud efter virkelighedens verden og trækker det almindelige menneske ind på tv-skærmens intim-scene. Det er en tendens, som vi må vænne os til at se mere af i fremtiden, bebuder medieforsker Henrik Søndergaard, Institut for Film-og Medievidenskab på Københavns Universitet.
"Fjernsynet blander sig ind i virkelige begivenheder. Hele sladderen omkring Robinson Ekspeditionen, om de berømte deltagere, der skriver autografer, og hele diskussionen om Robinson-deltageren i Sverige, der tog livet af sig efter udsendelsen, understøtter tanken om, at det ikke bare er underholdning eller oplysning, men at det er en begivenhed, der rækker dybt ind i folks liv. Det er et udtryk for, at rammerne for, hvad der er tv, og hvad der er virkelighed, flytter sig og bliver nødt til at flytte sig, hvis man vil lave en virkelig 'kiosk-basker'," siger Henrik Søndergård og fortsætter:
"TV3 kan - lidt morbidt sagt - være yderst tilfredse med den svenske deltagers selvmord, fordi det har skabt en så enorm forhåndsomtale af programmet. Det har været kontroversielt fra begyndelsen på en måde, der gør det interessant. Det er ikke bare et program om liv og død - der er faktisk nogen, der er døde af det. Bedre kan det næsten ikke blive, set ud fra et markedsføringssynspunkt," mener medieforskeren.

Tv ligner seerne
Henrik Søndergaard fortæller, at Robinson Ekspeditionen tilhører en type programmer, man kalder 'reality-programmer'. Selv om udsendelsen er arrangeret, spiller den på tanken om, at man kan lave ubearbejdet dokumentarisme om almindelige mennesker på tv. Samtidig har Robinson også elementer fra tv-dyster og quizzer, såkaldte 'game-shows'. Under 'reality-genren' taler man også om 'doku-soaps', som blander dokumentar med elementer fra serier, som når f.eks. man følger en gruppe politibetjentes hverdag på jobbet over flere uger. Henrik Søndergaard forklarer:
"Her har man ikke et stykke tv-fiktion, men derimod et stykke virkelighed, som man derefter optager med et kamera. Og det er præcis det Robinson-programmet gør - instruerer et stykke virkelighed."
"Tanken blev introduceret i USA i starten af 90'erne og er mest kendt fra kriminalmagasiner og ulykkesprogrammer. Det, disse programmer handler om, er ualmindelige hændelser i almindelige menneskers liv. En forbrydelse eller en ulykke. Og det er en måde at snige sensationsstoffet, som ellers befinder sig i formiddagsbladene, ind i tv-mediet," siger Søndergaard, som mener, at vi vil se meget mere til de almindelige mennesker og deres problemer i fremtidens fjernsyn. Tv vil gerne være tæt på seerne og ikke tale ned til folk:
"Robinson-programmet hænger sammen med et forsøg på at gøre fjernsynet attraktivt for et stort publikum og sørge for at fjerne den distance, der engang var karakteristisk for fjernsynet.
Tv må forsøge på at ligne sit publikum så meget som muligt for at holde fast i det. Og der er ikke noget, der ligner publikum mere end helt almindelige mennesker," siger Søndergaard.
På et spørgsmål om rygterne om, at TV3 skulle have 'plantet' skuespillere for at øge spændingen i Robinson, svarer Søndergaard:
"Det er der da nok hold i. Hvorfor skulle man ikke gøre det? TV3 laver Robinson for at tjene penge, og kan man tjene flere ved at skifte en kedelig gråhåret dame ud med en rødhåret, så gør man det. Men oplyser man for meget om det, kommer det til at virke for utroværdigt, og så mister det noget af sensationen og appellen til publikum," siger Henrik Søndergaard.

En del af virkeligheden
"Når tilliden holder op, begynder vi at tænke os om," mener Bent Fausing, lektor i medier ved Institut for Nordisk Filologi.
"Jeg ved godt, at sammenblandingen af fiktion og virkelighed i tv-fænomener som Robinson gør mange mennesker utrygge. Men bare det, at vi taler om dem viser, at de kun for alvor er skræmmende, når vi mangler distancen og reflektionen.
Derfor suser det ikke så meget for mine ører som det måske burde gøre. Den 'kunstige' medie-event er blevet en del af vores egen virkelighed, når f.eks. formiddagsbladene gør Robinson-skæbnerne til dagens vigtigste begivenhed.
Men der er andre eksempler, f.eks. konstruerer jo også talkshows en slags kunstig ø med en konfrontation eller samtale.
Seeren sidder og venter på et gennembrud af virkelighed, hvor personerne på skærmen viser deres intense affekter. De vækker seerens følelser, som opleves som garant for oplevelsens ægthed. For seeren er det sådan, at 'den virkelighed jeg kan være sikker på, er den, hvor jeg føler'."
Er det følelsen, der garanterer ægtheden - uanset om den kun er foregøglet og Berit fra Tåstrup er en figurant fra Copenhagen Models?
"Ja, det afgørende er, om den affekt, der forplanter sig til tilskueren føles ægte. Det er dér 'jeg' som seer kan mærke, at jeg er til. Så betyder det mindre, om det, der får mig til at føle, er skuespil og papmaché... - Og faktisk er det da et paradoks, at vi glad og fro accepterer at lyd og bogstaver kan reproduceres digitalt, men når det gælder fotografi og andet, så er fanden løs, hvis referenceforholdet til virkeligheden slipper."
Bent Fausing tilstår sin tro på den menneskelige intuition og evne til at føle tillid.
"Jo, vi bliver da snydt indimellem... men det er også en del af livet! Et meget værre eksempel på misbrugt tillid end Robinson er historien om Monica Lewinsky, som betroede sig til sin veninde om den ø af tillid, hun havde sammen med præsident Clinton - og veninden optog det hele på bånd og henvendte sig til en forlægger!
Men personligt er jeg faktisk ikke særlig skeptisk eller kulturpessimistisk. Det står os jo frit for at skabe viden om alle mediemanipulationerne, undervise i det, skrive om det... Og Peter Weirs film The Truman Show ser jeg også som en del af en almen opmærksomhed.
At vise hinanden tillid er et eksistentielt vilkår for os - også selv om den bliver svigtet af og til. Vi er sociale og relaterende individer, ikke kun af opdragelse, men af fødsel. Intet menneske er en ø! - og jeg kan ikke tro på, at vi for alvor kan miste den tillid."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu