Læsetid: 3 min.

Forbryderen som fabeldyr

18. december 1998

Blandingen af røverromantik og Irlands-realisme fascinerer og frastøder i John Boormans dynamisk fortalte 'The General'

NY FILM
The General er en af de film, der svinger med på sin psykopatisk hovedpersons vilde gerninger og helt ud i komposition og billedrytme smittes af hans hektiske livspuls.
Man kender melodien fra en del 1960'er-film og senest fra Martin Scorseses GoodFellas, men i sidstnævnte var skurkestregerne så tykt smurt på, gangsterismen så rendyrket og alibi-fri, at den blev grotesk og let at tage afstand fra.
Der er noget farligere på spil i The General (jeg nægter at bruge den udanske titel Forbryder generalen). For her er gangsteren overvejende sympatisk fremstillet, en slags klassekæmper i
anarkistisk klædebon, en ballademager af næsten musisk opfindsomhed - og tilmed lykkelig familiefar med hele to samleversker og en glad børneflok.

Digteren Boorman
John Boorman hævder at filmen baserer sig på sande begivenheder i sin historie om den irske berigelsesforbryder Martin Cahill, der blev dræbt af IRA i 1994 og har fået en vis mytisk status.
Og i det ydre forløb skal filmen nok være trofast over for Cahills omtumlede paradoksale skæbne, der i mangt og meget blev bestemt af hans fattige opvækst og ubetvingelige oprørstrang.
Men John Boorman har selv frit digtet til og trukket fra i de enkelte scener, med det resultat, at Cahill nok står som en sammensat person med en skyggesider, men først og fremmest en af de kamplystne myteskikkelser og karismatiske enegængere, John Boorman elsker som hovedpersoner og utvetydigt ser op til.

Forbryderisk ildsjæl
Cahill vokser op med en ekstrem 'det er os mod dem'-mentalitet, næret af tidlige ophold på opdragelsesanstalt og i fængsel. Han er stamme-stolt over at tilhøre et ugleset fattigkvarter og rekrutterer herfra sin tyvebande, som han er 'general' for. Lidt Robin Hood er der også over ham.
At stjæle er hans kald, at drive gæk med politiet hans lyst. Han henter sig alibier et nærliggende sted: på politigården, mens bandemedlemmer gør kup. Begavelsen fejler ikke noget, og anerkendes da også af hans arvefjende og stiltiende ven, politimanden Ned Kenny (Jon Voight), der håber, han vil gøre konstruktiv brug af evnerne.
Men som en ildsjæl løber Cahill linen ud. Gennemfører kup, der vidner om provokerende snilde og mod. Stjæler legetøj til sine børn, laver narrestreger i retten, ydmyger politiet ved enhver given lejlighed. Til sidst må 90 politifolk overvåge ham dag og nat for at 'få noget på ham'.

Ene tilbage
Der lægges ikke skjul på, at Cahill kunne være brutal (men ikke sadistisk), hvilket vises i en barsk scene, hvor han 'korsfæster' et bandemedlem, han har fået mistanke til (uberettiget, viser det sig).
Men filmen ser især Cahill som en storslået anarkist, en storsindet og uudslukkeligt vital oprører, der nægter at lade sig kue af sociale handicaps, true af IRA og knægte en opdukkende sukkersyge.
Skildringen af hans stort set lykkelige, børnerige menage med to søstre som kone et og to overbeviser ikke, så meget mere som de to kvinder kun tegnes ret overfladisk. Her er for få mellemregninger.
Men tyngdepunktet i den energi-opladede film ligger da også i Cahills kriminelle virke med banden af sociale tabere og ærligt selvproklamerede kriminelle.
Og her er skarpe indblik i ærligt kammeratskab og oprivende loyalitetskonflikter, efterhånden som de håndgangne mænd falder fra og Cahill står mere og mere isoleret som den egomaniker, han også er. Det hele accentueret af en fremragende sort-hvid bredlærredsfotografering, der både stiliserer og skaber miljø-ægthed.

Fremragende Jon Voight
Personligt finder jeg for det meste Cahill frastødende og frastødes også af den overvægt af glorificering, der ligger i Boormans portræt.
Alligevel fængsles man, for mand og film bliver på forunderlig måde til ét og det samme i Boormans fandenivoldske fortællestil, der satser mindre på den ydre troværdighed end på den flabede
pointe. Og den irske skuespiller Brendan Gleesons totale identifikation med Cahill skaber en inciterende uforudsigelighed.
Desværre får Jon Voight for få modspils-muligheder som den eftertænksomme, retlinede og desillusionerede politimand, som Cahill lytter til, respekterer, men aldrig retter sig efter. Scenerne mellem de to modsætninger bliver filmens højdepunkter, især på grund af Voights dybt indlevede, diskrete karakteriseringkunst.

*The General (Forbryder generalen). Instruktion: John Boorman. Manuskript: John Boorman efter bog af Paul Williams. Irsk-engelsk (Grand)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her