Læsetid: 6 min.

Forsigtighedssamfundet kræver dristighed

18. december 1998

"Kun et stærkere SF kan få Socialdemokratiet til at vælge rigtigt næste gang," lover Holger K. Nielsen - men hvad nu, hvis Socialdemokratiet er væk næste gang?

FRIE ORD
STRENGT TAGET lover Holger K. Nielsen ikke, at Socialdemokratiet vælger rigtigt næste gang, hvis folkesocialisterne bliver stærkere. I SF's udsendte propagandamateriale lyder citatet på, at regeringen med et stærkere SF vil vælge rigtig. Men SF's formand har næppe Det radikale Venstre i tankerne. Endnu engang bejles til Socialdemokratiet i SF's propgandatekst - som tydeligvis er udarbejdet, før den tilbedte var blevet så tilredt i meningsmålingerne, som nu er tilfældet.
I den foreløbig seneste opinionsundersøgelse er Socialdemokratiet nede på 18,2 procent af stemmerne.
Hvad skal bejleren så gøre, når den attråede er faldet ud fra balkonen?
Stemme harpen og lade som ingenting, skønt balkonen er tom?
Samle hende op, sætte hende sammen, stoppe hende ud, så SF fortsat har noget, der ligner Socialdemokratiet at stile efter?
Finde sig en anden?
Stå på egne ben?

FRA Socialistisk Folkepartis allerførste begyndelse i 1958-1959 har de fire spørgsmål stået ubesvaret. Partiets stifter Aksel Larsen brød med den stalinistiske kommunismes mangel på frihed, men ikke for at blive kapitalistisk liberalist. Han og hans meningsfæller ville noget tredje: forbinde den socialistiske solidaritet med den liberalistiske frihed. Jamen, denne tredje vej midt imellem kommunisme og kapitalisme var jo allerede optaget af Socialdemokratiet. Hvorfor blev Aksel Larsen, Gert Pedersen, Mogens Fog og Morten Lange med flere så ikke bare socialdemokrater?
Fyrre år efter blæser svaret stadig i vinden.
1968-oprøret med VS (Venstresocialisterne) i spidsen prøvede ti år efter at finde det. Midteroprøret med Villy Sørensen, Niels I. Meyer og K. Helveg Petersen som talsmænd forsøgte påny og igen ti år efter at give svaret med bogen Oprør fra midten fra 1978. Atter ti år efter brød socialismen og Berlinmuren uigenkaldeligt sammen. Nu, efter det seneste årti, bryder Socialdemokratiet selv sammen og den tredje vej synes at ende blindt.
SF samler foreløbig en god del af de skuffede og moralsk forargede socialdemokrater op, så Holger K. Nielsen står virkelig stærkt. Til gengæld er det ikke ret meget tilbage af det socialdemokratiske parti, som næste gang skulle vælge rigtigt. Hvad skal SF så bruge sin styrke til?
Det hører med til billedet, at nok står kapitalismen og nyliberalismen med sine systemfejl heller ikke særlig stærkt her ved udgangen af det andet årtusinde, men det forhindrer ikke en anden god del af de frafaldne socialdemokrater at søge til Venstre, Danmarks liberale parti.
Inden længe kan Anders Fogh Rasmussen stå på balkonen. Skal Holger K. Nielsen ikke til at lægge an på ham, hvad lægger SF da op til?
Hurtigst muligt at ride succesbølgen af og få sine frustrerede socialdemokrater skippet tilbage til Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft? Bare for at spærre Anders Fogh Rasmussen adgangen til balkonen. Er det i realiteten alt, hvad Holger K. Nielsen har at byde på?
For han og hans parti kan ikke stå alene selv, når det kommer til stykket?

PÅ EN MÅDE er Marianne Jelved og hendes radikale i tilsvarende situation, blot med det modsatte udgangspunkt. P. Munch, Viggo Hørup, Ove Rohde og Edvard Brandes med flere brød i 1905 med Venstre i protest mod dets liberalistiske mangel på social solidaritet, men hvorfor blev de så ikke bare socialdemokrater? Fordi der også foresvævede dem og især P. Munch en fjerde mulighed ved siden af eller til erstatning af Socialdemokratiets tredje vej.
Hvad der i praksis kom ud af Det radikale Venstres fjerde mulighed behøver næppe udstilles her. Den fremstår i hvert fald ikke synderlig mere klar end SF's.

HER ER VI SÅ: Holger K. Nielsen og Marianne Jelved drømmer lumsk, at Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft hurtigst muligt finder rebstigen op til balkonen igen, så alt igen kan blive ved det gamle og SF og Det radikale Venstre påny indtage deres vante roller.
På overfladen, dvs. i meningsmålingerne, vil noget i den retning nok også begynde at aftegne sig. Socialdemokratiet kravler efterhånden op over de tyve procent, ja, genvinder måske atter de 25 procent.
Men intet bliver mere som det gamle, skønt det politiske korps sikkert vil begynde at agere som sådan.
Det moralske og psykiske chok, det danske folk har lidt (og for en gangs skyld er det helt på sin plads at tale om folket og ikke bare om befolkningen), forvindes ikke, hvis ikke de moderne herskaber i politik (og her gælder det naturligvis i første række Socialdemokratiet) lægger stilen for de seneste årtiers magtudøvelse revolutionerende om.
Nødvendigheden heraf fremstår som det store håbefulde lys i denne mærkelige begivenhed, som de voldsomme reaktioner på finanslovsforligets efterlønsforringelser er. Glem ikke, at også halvdelen af Anders Fogh Rasmussens vælgere fra folketingsvalget i foråret er direkte modstandere af efterlønsforringelserne og kun en fjerdedel er tilhængere. (Resten er usikre).
For selv om mange vælgere næppe kan sætte præcise tal og nøjagtige fagudtryk på deres fornemmelser, er deres indtryk af velfærdsprojektets kritiske tilstand rigtigt.
Regeringen har under de seneste års økonomiske opsving formået at oprette et par hundrede tusinde nye arbejdspladser, hvad der simpelt hen er flot. Men i realiteten har det kun svaret til antallet af nye arbejdssøgende. Den registrerede arbejdsløshed er faldet for de stærke på den nuværende form for arbejdsmarked. Men med et tilsvarende tal er mennesker i den erhvervsaktive alder på overførselsindkomster steget som følge af robottisering og globalisering. Det samlede antal på overførselsindkomster i den erhvervsaktive alder ligger fortsat på op mod 900.000. Med en bruttotilgang hvert år på ca. 35.000. Disse overførselsindkomster alene koster hvert år 110 milliarder eller 110 tusinde millioner kroner. Eller alt, hvad alle danskere hvert år betaler i personlig skat til staten. Sammen med udgifterne til folkepension og til SU betyder det, at halvdelen af alle de offentlige udgifter, som stat, kommuner og amter afholder, alene går til at forsørge voksne mennesker, der ikke er i arbejde. Derfor er der så meget mindre tilbage til miljøforbedringer, sygehuse, ældrepleje, skoler, forskning, igangsættelse af virksomheder og så videre. Nu forstærkes det af, at der bliver stadig flere ældre i forhold til yngre og unge.
Havde Socialdemokratiet i tide lagt disse kendsgerninger frem og diskuteret udfordringerne igennem, havde det ikke behøvet at lave det teknisk juks og begå det moralske tillidsbrud, der nu har styrtet partiet ud over balkonen.
Marianne Jelved tog et beundringsværdigt tilløb til at få sandhederne på bordet, ved under forårets valgkamp at nævne de 20 procent, der ikke er med i den nuværende samfundsudvikling. Men hvad har hun og Det radikale Venstre at byde på, når det gælder om at få de 20 procent i arbejde?
Hvad har SF? Har SF overhovedet deltaget i indignationen over det moderne udstødelsessamfund? Har det noget bud på en både samfundsøkonomisk og social ansvarlig efterlønsreform? Tør det om fornødent lægge sig ud med både Socialdemokratiet til den ene side og SiD til den anden?

FJERNELSEN af moms på manuelt arbejde og godt håndværk, som nu både EU og Kulturministeriet foreslår, er en del af løsningen. Men kun en lille del. Udstødelsen af mennesker og udstødelsen af menneskers naturgrundlag kræver en aldrig før set forsigtighed over for alle indarbejdede forestillinger om økonomisk vækst og naturbeherskelse som det store sikre fremskridt.
Denne forsigtighed kræver stor dristighed i forsøgene på at lede vækst og virksomheder i den retning, der både standser social og økologisk udstødning. Først og sidst den dristighed, der består i at bryde med lønmodtagerbevidstheden og selv tage (med)ansvaret for investeringer og virksomheders drift.
En dristighed, der hverken er traditionel socialistisk eller traditionel kapitalistisk eller noget midt imellem. Den fjerde mulighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu