Læsetid: 3 min.

Frederikke er sur

18. december 1998

3. kapitel, hvori læserinden klager over en vis ømhed, men ellers er godt tilfreds. Er 'Navarones kanoner' en god bog for ensomme mænd på Nordsøen? Plejer børn ikke at synes, det er sjovt at lave snemænd?

DECEMBERFORTÆLLING

Kære Ellen Margrethe,
kan man virkelig bolle med en socialpædagog? Nej, pjat, jeg ved godt, jeg er streng. Dybest set er der jo ingen, der ved hvilken slags mand en kvinde lige står og har brug for. Hvad Tage angår, har jeg bestemt ikke noget at beklage mig over. Det skulle da lige være, at jeg er øm hele tiden.
Han har revet Michael Strunge midt over. Ved et uheld selvfølgelig, han rev den bare ud af mine hænder, fordi han ville bolle. Så gik den midt over. Hvad læser du sådan noget bøssepladder for, sagde han. Så bollede han mig.
Du ved, hvor højt jeg elsker Michael S, jeg er dødjaloux på folk, der har kendt ham. Så da vi var færdige, lå jeg og græd i stride strømme. Så viste Tage sig fra en helt ny side, han trøstede mig, det var bare så skønt, Ellen Margrethe! Og så sagde han, at når han havde ødelagt min bog, så skulle jeg have hans. Din bog, Tage? Har du en bog? Det havde han. Han var helt højtidelig, da han gav mig den. Den havde han læst om og om igen de mange ensomme aftener ude på Nordsøen, fortalte han. Nu ville han skænke mig den, sådan sagde han virkelig. Så græd jeg igen, men nu var det jo af rørelse. Tror du ikke, du kan skaffe en ny Strunge til mig nede i Nansensgade?
Tænk at du giver mig din bog! sagde jeg til Tage og kyssede ham over hele ansigtet. Det gjorde ham selvfølgelig genert, sådan er han nu engang, og han tudede sgu også. Det er en god bog, sagde han. Jeg har lagt den på natbordet og kan næsten ikke få mig til at læse den. Det er jo Tages bog! Måske kender du den? Den hedder Navarones kanoner.
Nu har vi forresten pyntet op med kravlenisser, jo vi går til den her i det landlige. Det var Tage, der ville have det, for børnenes skyld, sagde han, men jeg kunne da godt mærke, at det også var for hans egen. Egentlig er han pladdersentimental, Ellen Margrethe. Paw er vild med de små nisser, men Frederikke Amalie er sur hele tiden. Hun vil hjem, siger hun. Hun mener selvfølgelig hjem til byen.
Jeg siger til mig selv, at det vel går over. Hun er jo i en vanskelig alder, det har vi allesammen været. Sommetider vil hun godt med ud og gå en tur. Synes du ikke, det er en dejlig natur? spørger jeg hende så. Det gjorde jeg så sent som her i eftermiddags. Ved du hvad hun svarede? Jo, hun sagde: hvorfor flytter du ikke sammen med far igen, så får vi masser af penge.
Næe, det er ikke realitetssans, hun mangler, den unge dame. På vej hjem mødte vi bondemanden inde ved siden af. Han klappede Frederikke Amalie på hovedet og spurgte, om hun ikke skulle lave en snemand. Hun rynkede på næsen og svarede ikke. Bondemanden blev vist lidt sur.
Men hvad, Frederikke Amalie er jo bare ved at udvikle sig til en kvinde. Og en snemand er måske nok ikke lige det, hun har allermest brug for.
Jeg har lovet Tage at lave blodpølse til i aften. Heldigvis kan man købe det i Brugsen, man skal bare skære den i skiver og riste den for svag varme. Har du nogensinde smagt blodpølse?
Hils vennerne, din

Camilla Elise Guldberg From Landhusmoder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu