Vasen er gået i stykker" var for 20 år siden ikke bare noget blomsterhandlere gik og sagde til hinanden, når de var kommet galt af sted. Det var en hemmelig spioninstruks, som skulle advare den selvbestaltede spionchef Hans Hetlers højreorienterede freelance-agenter, hvis der var fare for, at deres private samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) blev afsløret. F.eks. af pressen, folkevalgte politikere eller andre, der ikke respekterede privatlivets fred. Instruksen betød slet og ret "tilintetgør alt kompromitterende materiale og tænk din dækhistorie godt igennem. Hold dig så nær sandheden som muligt (det er lettere at huske) og hold hovedet koldt." Den var forfattet af Hetlers føringsofficer i FE, Ulrik Schmidt, men spionchefen selv havde ydet beredvillig konsulentbistand. For det tilfældes skyld, at faren skulle drive over, havde Hetler og Schmidt også forfattet en instruks, der hed "vasen er klinket." Den betød (selvfølgelig), at kodetilstanden "vasen er i stykker" var ophævet. Og så måtte agenterne vel i gang med at sætte makulatorstrimler sammen til papir igen!?
Nu er det godt, at den historie er tyve år gammel: Hvor ville vi ikke være henne, hvis PET og FE i 1998-Danmark havde brug for en instruks, der skulle anvendes, når der var fare for, at kompromitterende materiale eller aktiviteter blev afsløret af pressen! Det ville være stærkt betænkeligt set ud fra en demokratisk synsvinkel. Men det var det ikke dengang. Da Folketinget behandlede forsvarsminister Poul Søgaards (S) redegørelse for Hetler-sagen den 19 januar 1978, var det ikke noget, folketingspolitikerne fra socialdemokratiet og de borgerlige partier tog notits af. Partiejer Erhard Jacobsen foreslog endda, at man ligefrem takkede FE for det store stykke arbejde, tjenesten havde gjort.
Det til trods for, at 'vasen' vitterlig var gået i stykker flere gange i Hetler-sagen. Da afsløringerne begyndte af fyge om ørerne på efterretningsofficererne, begyndte makulatoren at køre i Elefantstokken, FE's daværende hovedkvarter. Stort set med samme fart, som spørgsmålene fra folketingsmedlemmerne begyndte af ryge over disken hos daværende justits- og forsvarsminister Orla Møller (S), som under stærkt pres i juli 1977 først måtte acceptere, at regeringen nedsatte en kommissionsdomstol, der skulle kulegrave den stærkt tvivlsomme affære. Og dernæst - den 1. oktober samme år - var nødt til at gå af som minister. Officielt fordi han skulle tiltræde en højtstående NATO-post i Bruxelles. Det hele skete imidlertid, efter han flere gange - på grund af usandfærdige oplysninger fra FE - uforskyldt var blevet bragt i en situation, hvor han havde vildledt eller direkte løjet for Folketinget.
Der er klare paralleller mellem Hetler-sagen og så den situation, justitsminister Frank Jensen befinder sig i i dag. Frank Jensen er ligesom Orla Møller blevet slæbt til truget, skridt for skridt baglæns i retning af først at måtte acceptere en undersøgelse og derefter langsomt at udvide undersøgelsen. Og ligesom i 1977 har det været pressen, der har trukket skeletterne ud af efterretningstjenestens skabe. De siddende politikere og embedsmænd har - som i 1977 - været tavse som den grav, hvorfra skeletterne er kommet.
Hvor Hetler-undersøgelsen kun omfattede FE, skal Frank Jensens undersøgelse alene beskæftige sig med PET. Den militære tjeneste blev ellers kastet ud i det rampelys, den har det så skidt med, da Jyllands-Posten i efteråret afslørede, at chefen for FE, Erik Fournais, i oktober 1971 hjalp den just afgåede forsvarsminister Knud Østergaard (K) med en fortegnelse over ledende medlemmer af Militærnægterforeningen og disses politiske tilhørsforhold. Forsvarsminister Hans Hækkerup (S) har indtil videre haft held med at holde FE ude af den kommende undersøgelse ved at bede forsvarets egen generalauditør undersøge sagen. Det har sidstnævnte efterhånden gjort længe.
En grundig gennemlæsning af Frank Poulsens redegørelse for Hetler-sagen giver sjovt nok generalauditøren og os andre et kvalificeret svar på, hvor Fournais fik sine oplysninger til Østergaard fra. Efter alt at dømme fra det i dagens avis omtalte E1013 kartotek, som Fournais i 1977 under strafansvar nægtede at have kendskab til. Vi ved fra Poulsens Hetler-redegørelse, at der fandtes et E1013-kartotekskort på Militærnægterforeningen. Og vi ved, at netop disse E1013 kartotekskort indeholdt oplysninger om bl.a. foreningers bestyrelsesmedlemmer og deres politiske tilhørsforhold. Et perfekt 'match' på de oplysninger, Østergaard modtog fra Fournais. Frank Poulsen selv mener - adspurgt af Information - at Østergaards oplysninger kan komme to steder fra: Enten PET eller netop E1013 kartoteket.
Så det er på mange måder nyttigt at se tilbage på Hetler-sagen, som også springer i øjnene, fordi den minder os om efterretningstjenestens brug af stærkt højreorienterede agenter som Hetler selv eller hans kartoteksbestyrer, Valter Loll. En praksis der blot er videreført fra 60'erne, hvor det nærmest var et krav, at agenter havde tilknytning til det stærkt højreorienteret Demokratisk Alliance. Spørgsmålet er, hvem efterretningstjenesten rekrutterer i dag? Frank Poulsen giver overfor Information efterretningstjenesten og dens agenter i Hetler-dagene følgende svada med på vejen:
"Hverken Ulrik Schmidt eller flere af de andre helt op til chefen selv var deres opgave voksen. At de overhovedet gad at entrere med en mand på så lavt et niveau som Hetler, det var jo rystende. Det centrale for mig i sagen var egentlig at afdække, at vi havde med en efterretningstjeneste at gøre, som ikke levede op til de krav, man må kunne stille til den."
Det synes vi, Frank Jensen skal tænke lidt over, når han nu alligevel skal i gang med at kigge PET i kortene.ni. & jek
