Læsetid: 6 min.

Fra den gamle skole

1. december 1998

Tredje del af Torben Brostrøms erindringer

NY BOG
Hvornår forsvandt dannelsen egentlig fra den almindelige offentlighed, som et krav man kunne stille til offentlighedens forskellige aktører og som nød almindelig respekt?
Svaret er nok, at det gjorde den i begyndelsen af 70'erne, da autoritetstroen blev trængt af en mere robust 'folkedemokratisk' holdning til samfundet. Ingen skulle have lov til at bestemme over nogen som helst, ingen var længere i en position, hvor det var naturligt for dem at opfatte sig selv som opdragere for resten af befolkningen.
Det er selvfølgelig en smagssag om man savner de gode, gamle dage, da der var naturlig autoritet forbundet med lærdom og akademiske embeder. For mit vedkommende savner jeg dem absolut ikke, for Autoriteten præsenterede sig ofte som ren og skær hovmod, nærmere et udtryk for social forkælelse end for egentlige kvalifikationer. Så godt vi slap af med det lort. Men som det ofte er tilfældet, røg der et lille barn med, da det snavsede badevand blev skyllet ud i kloakken. Nemlig den almindelige dannelse. Den var nok af borgerlig observans, nok fordomsfuld og i mange tilfælde også ren facade. Men den hører ikke desto mindre til de mere gedigne af borgerskabets opfindelser.
Nutidens lærde er specialist, han ytrer sig af princip så uforståeligt og sprogligt sjasket som overhovedet muligt. Og af vældig god grund er der faktisk ingen, der interesserer sig for, hvad han siger. I den almindelige, borgerlige dannelses dage, følte den lærde sig forpligtet til, i alt fald lejlighedsvis, at ytre sig på en sådan måde at det pudsige, nærmest folkloristiske væsen, kaldet menigmand også forstod, hvad han sagde.
I den forstand er Torben Brostrøm af den gamle skole. Hans erindringer, der med Tegn og træf er nået til tredje bind, koncentrerer sig om årene fra slutningen af 40'rne til et stykke op i 60'erne, dvs. netop de år, hvor den udvikling starter, som detonerer små ti år senere.
Hvad det egentlig er, der sker, gør han rede for i bogens slutning, hvor han overværer en teaterforestilling, hvor skuespillerne - i datidens eksperimenterende stil - ikke rigtig foretager sig noget. Det får et par af publikummerne til at udvandre, men først da skuespillerne - eller musikerne, som det er - også begynder at udvandre, og kun en enkelt bliver tilbage for at spille på sin cello, bliver det for meget for en blandt publikum. De andre er gået! råber han ned til cellisten. Brostrøm konkluderer: "Afslutningen tilhørte således publikum, der jo også er den instans, som skaber og fuldender teksten. Kunstneren leverer materialet. Det var den nye lektie."

Lærd kritiker i trøjen
Torben Brostrøm er en af vores mest lærde kritikere, og det kommer da også til udtryk i bogen. En halvstuderet røver som undertegnede må ærligt indrømme, at han er på skideren, når Brostrøm gør det franske sprogs grammatik til et slags erkendelsesgreb, men som alle, der ikke bare er lærde af navn og facade, har erindringsskriveren en udpræget smag også for tilværelsens mere platte og ukunstlede sider.
Da han som ung stud. mag. er indkaldt til session, stiller han op til pikparade på lige fod med alle andre. Og da han senere, sammen med dialektforskeren Iørn Piø, er i sprogmarken på Sjælland et sted, hvor en gammel kone troskyldigt udtaler at hele mit liv er sket her i Søsum, gør det ham lige så tænksom som alverdens litterære klassikere.
Brostrøm nærer en inderlig uvilje mod statelige autoriteter, mod embedsmandsvælde og - selvgodhed. Det kommer frem hvor han beskriver sin svigerfars død i kz-lejr, et dødsfald som tilskrives danske politimyndigheders emsighed med at internere et langt større antal kommunister end den tyske besættelsesmagt krævede. Og det kommer frem i en lille episode, der tilsyneladende står lidt henkastet for sig selv, men som er både velanbragt og rystende. Det drejer sig om en militærøvelse, en af de evige krige mellem Blå og Orange, som såvel Brostrøm som andre, der egentlig har overstået deres værnepligt, er genindkaldt til. Også officererne er genindkaldte, ingen interesserer sig for 'krigen' og til sidst er der ikke længere nogen, der har nogen føling med, hvordan det går med den.
I en slags ondskabsfuld rastløshed giver en deling, som Brostrøm til hører, sig til at standse privatbilister for at spørge dem, om de har set noget til fjenden. Det er bilisternes - dvs. civilisternes - reaktion, der er det uhyggelige. For det første gør den bevæbnede horde dem hunderædde - selv om alle ved, at der kun er tale om en øvelse - for det andet udviser de en så kvælende civil lydighed, at man kommer i tvivl om, hvorvidt de overhovedet er selvstændige mennesker med evne til at tænke og handle på egen hånd.
Alt sammen fortalt af Menig Brostrøm, der forinden har indrømmet, at synet af fjenden i papattrap-skikkelse fylder ham med så stor skræk, at hans aftrækkerfinger nægter at adlyde. På samme måde føler han ikke den mindste fornøjelse ved at optræde som militær autoritet for de forskræmte søndagsbilister.

Absurditetens håb
Ellers kan man ikke sige, at det er de mere private erindringer, der dominerer. Bogen er nærmest komponeret som en roman, eller et romanessay (hvis den genre altså findes), og er en fortsat refleksion over Betydning og Tilfældighed, Tegn og Træf.
Læsning spiller i grunden en lige så stor rolle som personlige erindringer. Det, der karakteriserer stilen, er først og fremmest en uhyre opmærksomhed, sine steder så nøgtern, at man kommer til at tænke på en kirurg der, før han foretager et operativt indgreb, nøje studerer patienten. Patienten er naturligvis også Brostrøm selv, men tiden og dens atmosfære er genstand for en mindst lige så grundig undersøgelse.
Et sted citerer han Albert Camus: "Man må forestille sig Sisyfos som et lykkeligt menneske," nemlig. Absurditetens håb, karakteriserer Brostrøm selv. Datidens tidsånd? Leve som om der var en fremtid og et håb, som Malinowski skrev og som Brostrøm også citerer.

Tilblivelsen af en kritiker
Om Torben Brostrøms betydning og rolle for modernismen i Danmark, må man læse i erindringernes første bind, Men dansen den går fra 94, men Tegn og træf handler selvfølgelig også om tilblivelsen af en kritiker. Denne særlige bestilling er der betydeligt mere lidenskab forbundet med, end man måske i almindelighed forestiller sig. Det er langtfra bare en slags intellektuel hjernegymnastik på de stakkels digteres bekostning.
I Men dansen den går, suppleret med andet bind, Lod og del fra 97, og nærværende tredje bind af erindringerne, får man et udmærket indtryk af at kritikeren investerer lige så meget af sit personlige liv i sagen - litteraturen - som digterne gør.
Endelig har Brostrøm et eller andet kørende med ure. Noget nærmest - eller reelt - overnaturligt. Han nævner selv episoden, hvor han blev Danmarksberømt fordi han, i sin egenskab af lærd lektor og kritiker, kunne bevidne at den israelske tryllekunstner Uri Geller faktisk kunne få folks ellers defekte ure til pludselig at gå - ved en telepatisk manøvre via tv-skærmen, som ikke engang Poul Thomsen har kunne give en naturlig forklaring på.
Brostrøm tilføjer en anden historie, hvor et af hans ure pludselig, af lige så uforklarlige grunde, går i stå.
Dette mystiske forhold til ure, kunne selvfølgelig være forklaringen på Brostrøms stil: nøgtern som den er, opmærksom og ufravigelig præcis. Det er en stil, der måler og vejer både tegn og træf, den har hverken travlt eller ikke travlt, og så har den en velgørende ironisk sans for enhver udmålings absurditet indbygget. Tættere kan sproglig stil ikke komme på et ur.
Og som læser kan man kun være glad for, at hele Brostrøms vurderende kritikerliv er sket i fuld offentlighed, til gavn for den almindelige dannelse, og ikke har været forbeholdt kollegerne på urmagerværkstedet.

*Torben Brostrøm: Tegn og træf. Erindringer. 156 s., 225 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu