Analyse
Læsetid: 5 min.

Gasledninger af guld

23. december 1998

Staten risikerer milliard-tab på kontrakt med A.P. Møller, hvis det ikke lykkes at overtage de fem gældstyngede naturgasselskaber - men kommunerne er til at lokke

Kongerigets kassemester kunne umiddelbart se ud til at dumpe i elementær købmandsregning.
Finansminister Mogens Lykketoft har tilbudt 226 af landets kommuner 1,4 mia. kroner for at overtage deres fem regionale naturgasselskaber, der tilsammen roder med en gæld på over 16 mia. kroner.
Han vil altså give penge for at overtage en stor gæld.
Men måske er tilbuddet ikke så ufornuftigt endda, for andre faktorer indgår i regnestykket, og dem har kassemesteren fået øje på.
De regionale gasselskaber er imod en sammenlægning til en stor stats-koncern, fordi de frygter, at Lykketoft derefter en sen nattetime vil privatisere selskabet. Og med en stor udenlandsk gas-gigant i spidsen, der kun tænker på at tjene penge, kan de mange små parcelhuskunder risikere opskruede gas-priser, frygter formanden for de regionale selskaber, Søren Clausen.
Meget kan Lykketoft beskyldes for, men udsalg af DONG ser ikke ud til at være hans primære mål med at omfavne de fem regionale gasselskaber.
Når det europæiske gasmarked fra midten af år 2000 gradvist bliver åbnet for konkurrence, så kan udenlandske giganter som det russiske Gazprom eller det tyske Ruhrgas levere naturgas direkte til de største gas-kunder i Danmark gennem gasnettet, som alle leverandører må benytte på lige vilkår.
Og DONG risikerer at stå tilbage med gas-leverancer, som ikke kan sælges eller må afsættes til spotpris med store tab til følge.
DONG er eneopkøber af al den naturgas - frem til år 2012 - som det delvist A. P. Møller-ejede, Dansk Undergrundsconsortium, og de andre operatører i den danske del af Nordsøen overhovedet kan hive op fra undergrunden.
Med andre ord så hænger staten på gassen uanset, om den kan sælges eller ej.
De fem regionale naturgasselskaber har forpligtet sig til at købe al deres gas gennem DONG, men de fem kommunalt-ejede selskaber har spagt truet med, at kan DONG ikke levere gas til en tilfredsstillende pris på det frie marked, så vil de regionale selskaber have lov at købe gas fra andre leverandører.

Sådan ser skrækvisionen ud for DONG. Ingen tror for alvor på, at de regionale selskaber vil få lov at købe gas udenom DONG, men heller ingen kender EU's fremtidige krav om endnu mere konkurrence. Derfor må Lykketoft kalkulere med denne risiko i sit komplicerede regnestykke.
Et andet nok så håndfast element er milliardgælden i de fem regionale selskaber, som staten reelt hæfter for.
Kommunerne kom simpelthen med på en fribillet, da Folketinget i 1979 vedtog at gå i gang med det store gas-eventyr.
Efter to energikriser i træk, blev der dengang tænkt mere på forsyningssikkerhed end penge. Derfor langtidskontrakten med A.P. Møller, og derfor blev der ikke tænkt så meget på, hvordan Danmarks-historiens største anlægsprojekt kunne etableres mest rationelt.
Kommunerne blev sat ind som medejere af de regionale gasselskaber, fordi man mente, de ville være bedst til sikre lokal opbakning til at få gravet de mange kilometer rør ned, og dermed bane vejen for naturgassens udbredelse.
Og denne opgave påtog kommunerne sig med stor iver - særligt i pioner-regionen Sønderjylland. Med en blanco-check fra staten kunne de regionale gasselskaber føre rørene ud i selv den mindste landsby uden tanke for, om det nu også var rentabelt.

Siden fik Folketinget mere snor i selskabernes pengeforbrug, men milliardgælden var en realitet. Med et samlet indskud på under 100 millioner kroner havde de 226 kommunale ejere skabt en gæld på over 20 milliarder kroner - hvilket var noget mere, end staten havde regnet med, da den påtog sig ansvaret for gælden.
For at de regionale selskaber ikke skulle gå konkurs, har naturgassen været fritaget for energiafgift, og denne såkaldte skyggeafgift har kostet statskassen 26 milliarder kroner, hvilket Mogens Lykketoft er så venlig at påpege i sidste uges brev til samtlige kommunalbestyrelser.
Budskabet er ikke til at tage fejl af. Når staten hæfter for gælden og har ydet indirekte milliard-støtte til projektet, så har staten nærmest en moralsk ret til at overtage hele butikken.
Samtidig vil et samlet selskab kunne rationalisere driften, og det vil stå stærkere over for udenlandske konkurrenter, argumenterer kassemesteren.
I forhandlingerne med de fem regionale naturgasselskabers sammenslutning, Komgas, er Lykketoft og hans ministerkolleger Svend Auken og Marianne Jelved ikke kommet nogen vegne.
Regionerne er imod, og onde tunger taler om, at modstanden ikke kun skyldes frygt for senere privatisering. Det er altid svært at forhandle om at skulle fusionere fem direktører og fem godt betalte formandsposter og bestyrelsesposter.
Lykketoft ved, at nationalisering af det kommunale ejerskab er dødsdømt på forhånd. Dertil står det kommunale Socialdemokrati og kommune-venstre for stærkt. Derfor forsøger han nu at få den kommunale front til at vakle.
I sidste uges brev til kommunerne både lokker og truer han.

Alle kommuner kan i en vedhæftet liste se, hvor mange millioner de hver især kan hente på at sælge til staten, og hvor mange millioner de risikerer at hæfte for, hvis staten - som Lykketoft antyder i brevet - får held til at løse sig fra sin garanti for gælden. Med det psykologiske skaktræk er det svært at forestille sig, at en kommune som eksempelvis Bramming vil kunne sige nej til at modtage 7,4 millioner kroner til en slunken kommunekasse og oven i købet slippe for sin andel på 132 millioner kroner af den samlede gas-gæld.
Kommunerne skal melde tilbage inden den 1. marts 1999, og en frivillig samling af selskaberne synes at være den eneste realistiske udgang på sagen.
Selv bedyrer Mogens Lykketoft, at han absolut ikke har intentioner om at sælge de statslige aktier i et samlet gasselskab til private, når gælden er bragt ned.
Igen er der tale om ren købmandsregning. Staten vil simpelthen ikke kunne hente så mange penge på et engangs-salg af aktierne, at det kan opveje den løbende indtjening, som staten kan se frem til år efter år, som ejer af et efterhånden gældfrit gasnet.

Med i overvejelserne er ligeledes DONG's storhedsdrømme.
Det skal kunne lege med de store på markedet, mener DONG's ledelse, og derfor er et samlet dansk gas-selskab at foretrække.
De få udenlandske giganter på markedet er allerede i fuld gang med at eliminere konkurrencen ved at indgå i alliancer med hinanden, eksempelvis tyske Ruhrgas med russiske Gazprom. Samme metode kan DONG blive tvunget til at benytte sig af for at undgå at blive udkonkurreret på det danske marked.
Alliancer - også med en delvist gasdreven el-sektor - kan blive særlig nødvendige, når gassen i Nordsøen gradvist slipper op inden for de næste 10 til 15 år, hvorefter DONG må ud blandt de kun tre stor-producenter af naturgas til det europæiske marked: Rusland, Norge og Algeriet.
Så er det godt at være stor, for at kunne købe billigt ind til de 270.000 danske parcelhus-kunder, synes Lykketofts strategi at være.
Og med det pejlemærke for øje, er der ikke plads til fem små danske gasselskaber.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her