Læsetid: 6 min.

Generaler på fredens slagmark

23. december 1998

Mens politikerne kynisk udnytter folkets frygt og fordomme til at sikre sig magten, går Israels generaler ind for fred med palæstinenserne

Hæren
TEL AVIV - Hvis man undgår morgentrafikken, tager det en times tid at tilbagelægge den fysiske distance mellem Israels parlament i det religiøst osende Jerusalem og universitetet i det sekulære Tel Aviv. Men når man sætter sig til rette i universitetets Jaffee Center for Strategiske Studier og lytter til den tidligere generalmajor og eks-chef for den militære efterretningstjeneste, Shlomo Gazit, fornemmes den afgrundsdybe distance mellem ham og den afgående ministerpræsident Benjamin Netanyahu.
Nøglebegrebet for Shlomo Gazit, der blev pensioneret i 1980 og i dag arbejder som forsker ved Jaffee-centret, er opbygning af tillid mellem Israel og palæstinenserne samt Israels umiddelbare naboer, Jordan, Egypten og Syrien. Uden tillid, ingen fred, hverken i dag eller i overmorgen, mener han.
"Netanyahu arbejder ikke i den retning," konstaterer Gazit på den udramatisk underspillede facon, der er kendetegnende for soldater. Og det selv om stort set alle geopolitiske faktorer i Mellemøsten efter hans vurdering er i tillidsopbygningens favør.

Generalerne er duer
Shlomo Gazit er bare et eksempel på det interessante israelske fænomen, at generalerne er duerne og politikerne høgene. Mens politikerne kæmper om magten og tager billige stik hjem på vælgernes frygt og fordomme, står hæren med fødderne solidt plantet i konkrete problemer, der skal løses på den mest hensigtsmæssige måde. Det giver dem en mere pragmatisk indstilling til Israels udfordringer.
Det var Israel's Defence Forces (IDF), der pressede på for at standse den blodige kampagne i Libanon i starten af 80'erne, ligesom der i dag er eks-generaler, der støtter krav i civilsamfundet om tilbagetrækning fra det besatte Sydlibanon.
Under det palæstinensiske oprør, intifadaen, parerede hæren ganske vist ordre og slog hårdt ned på oprørerne, som politikerne dikterede, men mange generaler stod offentligt frem og opfordrede politikerne til at løse, hvad de opfattede som et politisk problem med politiske midler. En af dem var general Yitzhak Rabin, der siden blev ministerpræsident for Arbejderpartiet og manden, der indgik Oslo-fredsaftalen med palæstinenserne i 1993.

Risiko for nuklearkrig
I debatten om fredsprocessen kommer den skarpeste kritik af Netanyahu-regeringens politik fra Rådet for Fred og Sikkerhed, en sammenslutning af pensionerede seniorofficerer, og adskillige generaler har meldt sig under fredsbevægelsens faner efter endt tjeneste, ikke mindst i bevægelsen Fred Nu. Det betyder, at der ofte er sammenfald i holdninger blandt fredsbevægelsen og hærens folk.
Soldaterne er ikke blevet pludselige pacifister, og deres indstilling næres ikke af dybfølt kærlighed til palæstinenserne. De mener slet og ret, at fred med naboerne er i Israels egen interesse, ja faktisk afgørende for statens overlevelse.
På et seminar afholdt tidligere på året på Jaffee-centret med amerikanske og mellemøstlige eksperter, lød en af konklusionerne, at regeringens langdragspolitik over for palæstinenserne på den ene side øger risikoen for nuklearkrig mellem Israel og andre stater med masseødelæggelsesvåben-ambitioner - eksempelvis Iran og Irak - og på den anden side skader Israels alliance med USA. En alliance, der vil være afgørende for Israel i en ganske vist hypotetisk nuklear konfrontation. De strategiske analytikere har derfor ikke meget til overs for regeringens kortsigtede fokusering på, om palæstinenserne for tredje gang ændrer deres charter eller ej.

Stor chance for Israel
Men lad os et øjeblik vende tilbage til, hvorfor Shlomo Gazit opfatter den geopolitiske situation som en stor chance for Israel og freden i Mellemøsten. Han mener, der er tale om en kombination af internationale, regionale og nationale ændringer.
"På den internationale skala har afslutningen på Den Kolde Krig standset de enkelte nationers forbindelse til den ene eller den anden stormagt. I tilfældet Mellemøsten var de fleste af Israels fjender knyttet til Sovjetunionen, og med sammenbruddet bortfaldt både den økonomiske, militære og politiske støtte fra russerne, hvilket har svækket landene. Dertil kommer, at Murens fald har medført en væsentlig ændring i internationale prioriteringer. Mens oprustning og forberedelse til krig før stod øverst, satser de største lande i verden i dag på økonomisk fremgang, levestandard og miljø. Og hvem regner så en lille stat i Mellemøsten, der har en lokal konflikt," spørger Gazit.
På det regionale plan har olien mistet sin styrke som de arabiske landes før så effektive afpresningsmiddel. Dertil kommer, at de fleste arabiske regeringer har nok at gøre med at holde intern opposition i skak, først og fremmest de islamiske bevægelser.
"Men det vigtigste er, at oprustning er blevet så dyrt, at landene simpelthen ikke har råd til det, hvis de ikke helt vil svigte deres sociale pligter," siger Shlomo Gazit og tilføjer, at de arabiske lande med krigen i 1973 indså, at de ikke kan besejre Israel militært. Oveni ved de, at Israel har atomvåben.

Israel skal smede nu
Også for Israel er situationen ændret. Krigen i 1973 kostede så mange menneskeliv, at Israel meget nødig vil gentage den menneskelige fiasko. Og intifadaen viste, at Israel ikke kan fortsætte med at være en besættelsesmagt over for så mange palæstinensere, der vokser i antal.
Med disse forhold som baggrund mener Gazit, at det er nu - lige nu - Israel skal smede en aftale i stand med palæstinenserne og skynde sig at få en på plads med syrerne også.
"Ellers er det kun et spørgsmål om tid, før vi ser et nyt militært angreb mod os. Det kan være fra Syrien, Jordan eller Egypten, som udgør en større trussel end palæstinenserne. Og det er ikke kun et spørgsmål om at indgå nogle aftaler med sikkerhedsgarantier, men især om at opbygge et tillidsforhold. Mange mennesker spørger mig tit, hvorfor vi ikke har en rigtig fred med Egypten, når vi formelt har en fredsaftale fra 1979. Det er fordi, vi ikke har gjort noget for at opbygge tillid," siger han.

Ukendt general
Endnu har den netop afgåede stabschef i hæren, general Amnon Lipkin-Shahak, ikke afsløret sin politiske overbevisning. Han anses for at være en af favoritterne til posten som ministerpræsident, hvis det ikke lykkes Benjamin Netanyahu at vinde igen, og meget tyder på, at hans holdninger ligger på linje med de øvrige fredsduer, der er lettet fra hærens rækker og fløjet over i den politiske rede(lighed).
Han blev udnævnt som stabschef under Arbejderparti-regeringen - der i dag ledes af hans forgænger på posten som stabschef, Ehud Barak - og det er en offentlig hemmelighed, at Lipkin-Shahak ofte har været i konflikt med Netanyahu, der 'overtog' ham ved valget i 1996 og siden gjorde alt for at inddæmme hans indflydelse.
Generalernes uniformskifte fra soldater til politikere viser, hvor integreret hæren er i Israels nationale identitet og politiske DNA. Omvendt kan ændringerne i det israelske samfund læses direkte på hæren.
Et tydeligt eksempel er det skift i eliter, der finder sted i disse år. Hvor samfundets ledere før var børn af de europæiskfødte asjkenazim-jøder, vinder de orientalske jøder frem i dag. Således også inden for hæren, asjkenazim'ernes hidtidige domæne.
Da Lipkin-Shahak gik af for fem måneder siden, blev han erstattet af en jøde af iransk afstamning ved navn Shaul Mofaz, selv om vicestabschef Matan Vilnai både var favorit og asjkenazim. Valget af Mofaz blev set som et vendepunkt og et klart signal om Israels ændrede magtstrukturer.

Hæren diskriminerer ikke
Samtidig stiger antallet af nationalreligiøse officerer i hæren, mens antallet af de typisk sekulære og socialistisk orienterede kibbutznik'er med asjkenazi-baggrund falder.
Spørgsmålet er, om det betyder, at Israel i fremtiden får en mere højredrejet og idelologisk hær.
"Ikke nødvendigvis," siger Israels mest respekterede militærskribent, journalisten Ze'ev Schiff, til Information.
"De religiøse officerer er som regel meget disciplinerede, og jeg har ikke hørt om, at de ikke adlyder ordrer. Man kan også se det som en succeshistorie, at der er flere orientalske jøder i hæren, for det viser, at vi har absorberet de jøder, der kom med et lavt socialt niveau. Hæren diskriminerer ikke nogen, men er åben for samfundets ændringer," siger Ze'ev Schiff.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her