Læsetid: 3 min.

Et geni siger aldrig undskyld

16. december 1998

Er Leni Riefenstahl - kunstner eller Adolf Hitlers mest talentfulde pr-medarbejder?

FILM
POTSDAM - "Giv mig seks dage af Deres liv," tiggede Hitler.
Og Leni Riefenstahl skænkede ham mesterværket Triumph des Willens om
NSDAP's rigspartidage i Nürnberg 1934.
I de år blev filmen rost til skyerne - også i udlandet - for sin æstetik og dynamiske klipning. Efter Anden Verdenskrig er den blevet kategoriseret som den rene gift, et stykke nazi-forherligende propaganda, der bør opbevares utilgængeligt for børn og voksne. Derfor er filmen i sin helhed heller ikke blevet vist offentligt i Tyskland; ikke før nu, hvor den indgår i en særudstilling om Leni Riefenstahls liv og arbejde på Filmmuseet i Potsdam. Foran en lille tv-skærm flokkes udstillingsgæsterne for endelig at se dette eksempel på degenereret kunst.
På andre tv-skærme ruller bl.a. hendes Olympia-film fra OL i Berlin (1936) og hendes gennembrudsfilm som skuespiller Der heilige Berg (1926).
Leni Riefenstahl gav Hitler mere end seks dage af sit liv - hun gav det meste af sit liv. Først skulle filmen klippes (det var fem måneders arbejde i døgndrift), siden kostede den hende karrieren, fordi hun konsekvent har nægtet at erkende sin medskyld i nazismen.
"En kunstner kan slet ikke tænke politisk," forsvarer Leni Riefenstahl sig i den portrætfilm, museet viser, og hun påpeger, at hun aldrig var medlem af partiet.
For hende er filmen et selvstændigt kunstværk med et budskab.

Fred og arbejde
Hendes øjne lyser af begejstring over de film- og fortælletekniske nyskabelser, hun fandt på. Når talen falder på det nazistiske indhold, formørkes hendes ansigt.
"Jeg er ikke stolt over Triumph des Willens, jeg er dødsens ulykkelig," nøjes hun med at sige. Mens andre instruktører fra nazi-tiden gjorde op med deres fortid, er hun gennem alle årene stået ved sit værk.
Med sin stejle holdning holder hun derfor stadig spørgsmålet åbent: Kan man isolere hendes kunst fra mæcenen Hitlers politik?
Udstillingen forholder sig neutralt, den vil ikke give noget svar. Hendes arbejde bliver lagt frem uden fordømmelse eller retfærdiggørelse, så må museumsgæsterne selv finde ud af, hvordan de skal håndtere Leni Riefensthal. En manglende pædagogisk stillingtagen, der i sig selv er noget af en revolution i det forsigtige Tyskland.
Og man kan tænke over hende, til man bliver træt, men en vis beundring kan man ikke komme uden om at nære: Hun begyndte som showdanserinde, blev skuespillerinde, bjergbestiger, instruktør, filmfotograf og filmklipper.
Hun kæmpede sig op til toppen i en mandsdomineret verden, og da hendes stædighed afskar hende fra muligheden for at lave film, blev hun reportagefotograf. I årevis rejste hun gennem Sudans støvede ørken og tog billeder af de ædle vilde. Senere, som 69-årig, løj hun sig 20 år yngre for at kunne tage det dykkercertificat, hun skulle bruge til at fotografere sin nye passion: Livet under vandet.
Mens den 96-årige Leni Riefenstahl ligger syg med lungebetændelse i sit hjem i Bayern, har de tyske medier endnu engang taget hul på diskussionen om hendes skæbne som kunstner.
"Jeg frygter ikke ny kritik," fortalte hun ugebladet Bunte fra sin sygeseng. "Aggressionen mod mig er stilnet af, og jeg ikke har aldrig modtaget så mange fanbreve, som nu. For øvrigt rammer angrebene mig heller ikke så hårdt mere - jeg er for det meste væk, dykker i Det indiske Ocean. Og under vandet er der ingen smerter."
Med nutidige øjne kan Triumph des Willens og Olympia slet ikke leve op til deres egne skræmmende rygter - man bliver ikke nazist af at se dem, højst irriteret over at det går så langsomt, at kameraet hopper, at underlægningsmusikken er frastødende. Men hendes arv er gået videre, og måske burde man frygte nutidens reklamefilm mere end en antikveret sort-hvid strimmel med Fører og folk.

*Riefenstahl. Filmmuseet Potsdam til den 28. feb. (lukket mandage)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu