Læsetid: 4 min.

Glæden over det simple

23. december 1998

En sand strøm af flotte billeder pryder en ny og gennemarbejdet bog om lysfænomener
i naturen

NY BOG
"Glæder kommer af de simple og naturlige ting, tåge over engene, sollys på blade, månens bane over vandet," (Sigurd F. Olson) er indledningscitatet til noget så usædvanligt som en dansksproget bog om Lysfænomener i naturen.
Den lover meget, men ikke for meget, når formålet med bogen er, at "beskrive alt naturligt lys."
Ideen til bogen udsprang af et kursus i optiske fænomener i naturen afholdt på Københavns Universitet i 1997. Deltagerne fandt gennemgangen af emnerne så inspirerende, at de besluttede sig til at omskrive foredragene til bogform. Det har taget de tretten bidragydere 18 måneder at sammenfatte materialet.
Det er tre fysikere og astronomer, Lars Lindberg Christensen, Anne Værnholt Olesen og Mike van der Poel, der har haft den omfattende opgave at redigere bidragene. Og bogen er også på mange måder en besværlig størrelse at definere, men den mest korrekte måde at beskrive den på, er som naturguide; en slags 'lille hjælper', når man støder på ethvert lysfænomen. Set på den måde er bogen fremragende.

Lysbilleder
Samtlige fænomener, der er beskrevet i bogen kræver kun få eller som regel ingen hjælpemidler for at blive set. Som forfatterne også selv gør opmærksom på i indledningen, skal man "ikke altid forvente at se fænomenerne lige så klare og farvestrålende" som i bogen, og det taler sit eget sprog.
Bogen er gennemillustreret til overflod med velvalgte og illustrative farvefotos, tegninger, kobberstik etc, der vidner om et usædvanligt omhyggeligt researcharbejde. Desværre synes dette arbejde til tider at have skæmmet gennemarbejdningen af teksten noget, da denne til tider virker uinspireret og opremsende.
Bogen indeholder konsekvent ingen nummering af figurerne, hvilket virker som led i et bevidst forsøg på at gøre bogen så letlæselig som mulig ved at undlade naturvidenskabens meget formaliserede artikelstrukturer.

Fyndige fænomener
Der er således nok af gode intentioner i forsøget på at formidle stoffet "i en form, der er til at forstå for en bredere del af den danske befolkning." Og det er ikke nogen nem opgave.
Lysfænomener i naturen er således stort set klinisk renset for formler, og den er i stedet krydret med diverse gamle skrøner om betydningen af kometers komme og skatten for enden af regnbuen.
Derudover er alle kapitlerne indledt med et lille poetisk mellemspil, og afsnittene afbrydes jævnligt af små fyndige citater fra kendte forskere, der så fænomener, de endnu ikke selv vidste eksisterede. Og det virker for det meste forbavsende godt.
Toppen af kransekagen er to usædvanlig velskrevne afsnit om henholdsvis "Regnbuen" og "Lyn og Torden," hvor der behandles nordisk mytologi, og udklip fra lynforskningens pionertid. Desværre bærer bogen præg af at være skrevet af mange forskellige forfattere, der ikke har de samme pædagogiske og fortællermæssige evner. Mange steder virker lysten til at fortælle gamle røverhistorier for påtaget som i indledningen til kapitlet om "Luftspejlinger," hvor man skal trækkes gennem en opdigtet historie om et fata morgana, som om dette var et nyt svært fagudtryk.

Frygt for forklaringer
Bogen er forsynet med en temmelig omfattende ordliste, og da mange fagudtryk går igen i flere kapitler, er denne særdeles nyttig, men den kan dog til tider virke lidt irriterende, da nogle fagudtryk allerede er forklaret i kapitlerne. Alligevel er ordet angivet med fed skrift (henviser til ordlisten). Slår man således op i ordlisten for at få mere at vide, bliver man slemt skuffet, da forklaringen her er den samme, man netop har læst.
Andre essentielle fagudtryk som lysbølger og polarisation, der naturligt nok går igen i mange afsnit, har der derimod ikke været plads til i selve teksten. Man må nøjes med en temmelig forkortet og derfor svært forståelig forklaring i ordlisten. Dette virker besyndeligt, da man i starten af bogen har placeret et temmelig langt kapitel om "Synet". Måske havde et kapitel om "Lyset" været på sin plads i stedet.
Når nu valget i stedet faldt på et afsnit om synet, må man trods alt sige, at det er modigt, da dette umiddelbart falder uden for forfatternes fagområde. Krydret med sjove eksperimenter, hvor læseren selv kan checke synets egenskaber, er dette dog en inspirerende og anderledes indledning.
Et andet sidespring fra fysikkens verden finder man i "Lys og farver i dyre- og planteriget", hvor man får en noget kortfattet, men farvestrålende gennemgang af blades farveskift og kattes øjne, selvfølgelig indledt af vores allesammens Poul Thomsen.
Lysfænomener i naturen er således også en befriende underholdende bog, der ikke tager sig selv for højtideligt. Man får også Rasmus Klumps forklaring af "Nordlyset," og et højst utraditionelt afsnit om lysforurening, der er et stort problem for astronomer. Derimod kunne man i denne kolde vintertid godt have været foruden en temmelig plat forklaring på, hvorfor vores hjemlige kolde og uklare farvande skulle være lige så fascinerende som tropernes.

Julelys
Alt i alt er bogen dog et enestående eksempel på vellykket formidling af naturvidenskab på dansk. Det er ikke svært at se bort fra de forholdsvis få mangler bogen har, når man i rigt mål får 'naturlige' forklaringer på "Den flyvende hollænder" og UFO'er. Der er ikke kun tale om en opslagsbog for naturelskere. Den er først og fremmest en manifestation af mangfoldigheden og betydningen af lys i vores hverdag.
Hver gang bogen frarøver mystikken fra gammelkendte fænomener, åbner den læserens øjne for mange nye. Lysfænomener i naturen er derfor en oplagt sidste øjebliks julegaveide til alle, der mener at "lys skal ses i naturen."

*Lysfænomener i naturen, 216 s., 298 kr. Høst og Søn. Internet: http://astro.ku.dk//lys

*Morten Busch er freelance journalist og ph.d-studerende i biokemi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her