Læsetid: 5 min.

Med Godards øjne

7. december 1998

Når Godard klipper og klistrer verdens filmhistorie eller filmens verdenshistorie

FILMBOG
Igennem det sidste års tid er Godards filmhistorie som film - eller, som han selv ynder at kalde det: som udsendelse - blevet vist i spredt fægtning for få indviede.
Der har været lidt at se i Cannes, lidt i Locarno. I alt seks timers udsendelse, beregnet på fjernsynet, men først programmeret til foråret 1999.
Meningen var nemlig, at filmen skulle kommet før bogen for at understrege Godards uforbeholdne mening: "At det er filmmediet, som kan omfatte og indeholde de andre medier."
Men nu er det i stedet i form af et fire- binds bogværk på det velrenomerede forlag Gallimard i den endnu mere renomerede serie: Collection Blanche, at historien bliver tilgængelig for publikum. Et digert værk på i alt 972 sider til den rørende pris af 490 ff.
Godard har fået prisen ned med en betydeligt tilskud fra Centre National de Cinema. For ikke alene brænder Godard for at fortælle sin historie, han brænder også for, at den skal være tilgængelig økonomisk og ikke udelukkende ende som sofastykke for velhavere.

Tilgængelig - og dog
Tilgængelig er den så alligevel ikke.
I en af Paris' største boghandlere, fnac, forsvandt den på to timer, og som ekspedienten fortørnet kommenterede det:
"Jeg nåede slet ikke at se den."
Genoptrykket lå klar i slutningen af november. Derfor troppede Deres udsendte op på forlaget selv, et stort gammelt hus nær latinerkvarteret, fyldt med bøger, forfattere og hidsige sekretærer. Her fik jeg venligst lov til at konsultere værket i husets bibliotek med samtlige af forlagets værker i glasskabe.
Sådan ville skæbnen, at et par timer svandt hen, som i biografens mørke, med Malraux' Le Musee Imaginaire på hylden lige der til højre. Til venstre for mig dedikerede en opstemt forfatter bøger med højlydte kommentarer, men det kunne nu ikke forstyrre læsningen, som inde i hovedet tog lyd af Godards drævende nasaler.

Et stort citat
Teksten er da også netop Godards voice off, fra udsendelserne. Og der er såmænd ikke så meget tekst, en masse af det er collageagtige billeder, overført fra video, det meste er citater og tilsammen bliver det et stort Godard-citat. Ligesom billederne er citater fra film, med Godards indsatte ord, og sammenklipninger.
Så hvad er det dog for en størrelse denne bog? Den passer ikke ind i noget normalformat, ej heller typografisk. Skriften er bestemt af, at den hedder Bookman og hver eneste side er sat op af Godard selv.
Der skulle i øvrigt møder til på højeste plan i Gallimard før direktioneri fik beroliget Antoine Gallimards spøgelse om, at det overhovedet kunne lade sig gøre med de bøger i Blanche-serien.
Nogle gange er collagebillederne langt fra hinanden, nogle gange smyger teksten sig op af dem, som for at komme i kontakt. Mange af billederne er små kunstværker i sig selv, i kombinationen af nogle af kunsthistoriens bedste malerier, filmbilleder og indsat tekst. En tekst som spreder sig ud i bogstaver, samler sig til mening, men aldrig entydigt. Er man forvirret, så kan teksten hjælpe videre forvirringen:

Det er i øvrigt
det jeg kan lide
sådan generelt
ved film
Prægtige tegn
som bader
i lyset af fraværet
af forklaring

Det imaginære museum
Står der i det kapitel som hedder: "Tegnene iblandt os." Det er faktisk mest nærliggende at sammenligne bogen med Malraux' imaginære museum, hvad Godard da også selv villigt gør, det er den virtuelle filmhistorie, uden egenlige referencer, en digtsamling, prædiken eller hymne i ord og billede. Eller som hver bog indledes med:
"Dette er en introduktion til filmens historie, den eneste og virkelige.-"
Og den slags har for Godard noget med skabelse at gøre:
"Det er på tide/ at tanken/ igen bliver hvad/ den virkelig var /farlig for den tænkende selv /en transfomation af virkeligheden/ der hvor jeg skaber /er jeg virkelig," skrev Rilke.
Så der findes altså ikke særlig mange film som er 'virkelige' i Godards historie, og der er i øvrigt ikke nogen særlig grund til at fortælle, hvem der egentlig instruerede dem. Man kan finde titlerne i slutningen af bøgerne, men ingen instruktørnavne.
Det er ligemeget. Instruktøren er instrument for verdensånden måske, det er ikke Hegels, men Godards dialektik. Selvom visse ånder så er uomgængelige, som Dreyer og Hitchcock.
Et kapitel hedder "Kontrol over universet" og her kunne vi profane måske tro, at historien var noget med videnskabens fremskridt, ekspanderingen i rummet eller politisk magt. I realiteten er det en hymne til Hitchcock. Hitchcock, den eneste store forbandede poet indenfor filmmediet, som samtidig havde succes, og det var han fordi han var den største form-skaber i det 20. århundrede.
Og når Godard beretter det, så er det selvfølgelig ikke løgn. Vi har glemt intrigen, vi har glemt, hvem der slog hvem ihjel, men vi har ikke glemt billederne, Grace-Kellys nakke eller en bil midt i en majsmark, eller et nøgleknippe osv. Og derfor:
"Er det lykkedes for Hitchcock, det som ikke Iykkedes for Alexander, Julius Cesar eller Napoleon; at få kontrol over universet."

I sand passion
Alt i alt er der otte kapitler, til at fortælle historien, som altså både bliver historien om historie, film og tekst, når det nu er det, som er på færde.
Om filmens moralske rolle, og æstetiske, om Hollywood og penge, om Nouvelle Vague, som kunne være ny, fordi det først var her, der overhovedet var en filmhistorie at forholde sig til.
Og om den blanding af billeder/tegn som hele tiden krydser ind i teksten, med overlapninger af malerier og filmstills og bogstaver.
Det hele er samlet i en sand passion for at videregive denne passion for filmen, som synes så fraværende i verden nu.
"Hjælp" slutter et af bindene, og er angiveligt stumfilmstjernen Max Linders sidste ord.
"Kunst er som en brand Den opstår af det brændende."
Og tekster, romaner, poesi er slet ikke nok, der skal film til, "når ordene bliver siddende i halsen, for at sandheden kan stå op af graver".
Derfor er det selvfølgelig ikke tilfældigt, at filmen vises på ligklædet, på svededugen...
Det er ikke kun mig, som ikke kan finde ud af om Godards historie er historie eller poesi, og jeg er heller ikke den eneste som er ligeglad.
I Liberation opfordrer de dydigt enhver filmelsker til at købe bogen - hvilket de åbenbart også har gjort. Men den agtværdige avis Le Monde er helt fjantet.
"Den kan ikke forklares denne bog. Og selvom 500 ff er lidt for så stort et værk, så er det måske for meget... Men så stjæl den".

*Jean-Luc Godard: Histoire(s) de cinema. Fire bind, i alt 972 s. 490 ff. Gallimard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her