Læsetid: 2 min.

Om hadets herkomst

1. december 1998

Alice Miller er måske mildnet med årene, men hun borer stadigvæk i de ting fra barndommen, der varer hele livet

PSYKOLOGI
I 16 år har Alice Miller hamret på vore sanser: I må ikke slå børn; enhver form for at slå børn er en mishandling; og I, børn, I må se på jer selv, og hvor I finder smerte, har der været en årsag; denne årsag er overgreb.
Lige siden Det selvudslettende barn fra 1982 har hun sagt sådan. Først stille og henvendt til kolleger i den lille bog, senere i store værker med sigende titler som: I begyndelsen var opdragelsen, Du må ikke mærke og Den bandlyste viden.
På en skandinav kunne hendes hamren lyde som en vild overspillen, men det er ikke klogt at sidde hende overhørig, selv om vi har haft det nogenlunde i barndommen. Det viser sig oftere og oftere, at den tilsyneladende hus forbi-holdning er en idyllisering.
Men Miller gjorde det ikke altid let for os at holde med hende. Tonen var skarp og kunne til tider føles skinger. Nu er hun her med en ny bog: Livets veje, en titel der lyder anderledes mild.

Opdigt og facit
Bogen består af syv "historier", to artikler og en slutning. Historierne virker umiddelbart betænkelige: De er opdigtede. I syv historier fortæller Miller, hvordan folk har større eller mindre psykiske skader, og hvordan en forsigtig, famlende åbning fører til nyt livsmod og større styrke.
Ja, det kan enhver komme og skrive, for så kan man jo nok få sine facitter til at passe, når man selv har konstrueret regnestykket. Der er endnu en betænkelig side ved historierne: De fleste foregår i Nordamerika. Nå, fru Miller er nok blevet international beauty og ved, hvor publikummet er størst, og at amerikanere ikke vil have undertekster, men synkroniserede versioner.
Og dog er der værdi i historierne. Ikke litterær værdi, langt fra. Tonen er som i de politisk korrekte bekendelsesbøger, vi led under i halvfjerdserne. Værdien ligger et andet sted: De er gode som eksempler.
Eksemplerne handler om, hvordan vi ikke er dømt til for evigt at lide under en lidelsesfuld barndom. I studiekredse kan historierne virke som gode igangsættere af samtaler om intime og vigtige emner fra lønkammeret og arbejdspladsen for selvudvikling.
Der er kommet en anden klang ind i den aldrende Alice Millers tonefald. Udsoning kan finde sted, siger hun nu.
De afsluttende artikler handler om sekteriske ledere, der piner deres tilhængere til døde som i Jonestown, Guyana. Igen om Hitler og andre diktatorer, hvis had udsprang fra hadefulde barndomme, og igen er der opgøret med Freud, der mente, at barndommens driftsønsker og fantasier var vigtigere end at søge efter reelle overgreb hos patienterne. Nu er opgøret med Freud mildnet, fordi nye freudianere synes at studere børn mere direkte og uhildet og at interessere sig mere for børnemishandlinger end tidligere.
Og det er vigtige studier, for hvor kommer hadet fra? "I mine øjne er had en mulig følge af vreden og fortvivlelsen hos det barn som, allerede inden det kunne tale, blev forsømt."
Bogens budskab er: Udsoning er mulig, men må gå over indsigten, samtalen og åbningerne.

*Alice Miller: Livets veje. Oversat af Hans Christian Fink. 196 s. 220 kr. Munksgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu