Læsetid: 7 min.

'Under hagekors og Dannebrog'

2. december 1998

Første omfattende - og fremragende - historiske fremstilling af danskere i tysk militærtjeneste under krigen

NY BOG
Mere end 50 år skulle der gå, inden en både bred og dybtgående historisk undersøgelse af de ultimative landsforrædere under den tyske besættelse af Danmark 1940-45 forelå. Men det gør så nu afdækningen af dette - før i tiden - tabu-emne.
En ordentlig svend af en bog på over 500 sider, en autoritativ fremstilling af danskere i Waffen SS med den sigende titel: Under hagekors og Dannebrog, skrevet af tre unge historikere Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith, et team der før har gjort sig bemærket med en undersøgelse af dansk arbejde i forbindelse med tyske befæstningsanlæg på Vestkysten.
Med bogen lægger de tre talentfulde historikere alen til den vækst af historieskrivning om 'den anden side', som de senere år har budt på. Anette Warrings forskning i et andet smertefuldt kapitel i besættelsestidens historie: Tyskerpiger (1994) viste vej til uddybningen af et mere reelt virkelighedsbillede af de fem forbandede år. Samme forfatters opgør med besættelsestidens myter: Besættelsestiden som kollektiv erindring (1998) i samarbejde med Claus Bryld, var endnu en trædesten i korrektionsarbejdet med besættelsens vranghistorier og sort/hvid tegning af ven og fjende.

Samarbejdets logik
Perioden skabtes som bekendt på godt og mest ondt af begge sider med hver deres motiver, som historikeren upartisk og nøgternt må behandle ud fra kildernes udsagn og intet andet.
I det meste af krigsforløbet var besættelsesmagtens og de besattes interesser, forenet i samarbejdspolitikken som et overvejende befolkningsflertal stod bag, inderligt viklet ind i hinanden. Så meget desto større var behovet for bagefter at rede disse sammenfiltrede tråde ud. Og dét på en sådan måde at de mest utvetydige personer, de der tydeligst og mest demonstrativt havde valgt den forkerte side, kom til at bære den nationale skyldbyrde. I denne proces var det nærliggende at fratage landsforræderne ethvert forsonende træk, typebeskrive dem som bærme - hvilket ikke var
uoverkommeligt - og uden antydning af ideale endsige nationale motiver eller dyder. Kendetegnende for disse overleverede fjendebilleder af danskere, der på den ene eller anden måde gik i fjendens sold og individuelt eller på lavere organisatorisk niveau fraterniserede med besættelsesmagten, blev således rene stereotyper: Tyskerpigen fremstillet som liderlig so, der ikke kunne styre sine drifter, men villigt kastede sig på feltmadrassen og betjente fjendens soldater. Nazisten, frikorpsmanden, hiposvinet tillagt psykopatens træk, dertil underbegavet, uberegnelig og livsfarlig, en sut der opererede i et menneskeligt og nationalt tomrum for rovets og voldens skyld uden kulturel, social eller historisk forbindelse til sine besvegne landsmænd.

Talende tal
Sådanne billeder har selvsagt ikke befordret den menneskeliggørelse af disse ofte mistrøstige karakterer, der ville have kunnet bibragt danskerne en bredere forståelse for periodens tve- eller flertydighed.
Hvad angår den del af den senere pådømte landsforræderiske virksomhed, der udøvedes i Hitlers klæ'r, taler tallene i og for sig deres eget sprog: 12.000 mand meldte sig til tysk krigstjeneste. Af disse kom 6.000 i aktiv tjeneste næsten udelukkende ved Østfronten. Af de 6.000 faldt de 2.000. Sammenholdes disse tal med det særdeles beskedne antal aktive i modstandsbevægelsen - vel at mærke før majdagene 1945 - er der god grund til selvransagelse.
Man skal i den forbindelse huske på, at den danske regering og senere fungerende administration under hele krigsforløbet stod bag hvervekampagnerne til SS. Ganske vist befinder de danske aktører sig i en evig erklærings-infight med tyskerne for formelt at bære så ringe en del af ansvaret for de danske frivillige som vel muligt. Og ganske vist ligger det i luften - og udtales (vistnok) af selve kongen - at danske soldaters overgang til tysk krigstjeneste er landsforræderi.
Trods samarbejdspolitikken - som sagt støttet af befolkningen - er der altså dog ingen tvivl om at deltagelse i tysk tjeneste i det store og hele foragtes allerede fra 9. april. Men det ændrer ikke den kendsgerning at det officielle Danmark tilskynder til hvervningen. Dertil kommer at kampen mod bolsjevismen i konservative miljøer - ikke mindst officerernes - i sig selv kan være begrundelse for at melde sig. Frikorps Danmarks første chef, oberstløjtnant Kryssing, er netop en officer med denne radikale anti-sovjetiske holdning, der i og med at han træder uden for nummer og bliver tysk soldat, ikke drømmer om at melde sig ind i nazistpartiet.
Man kan sige, at Kryssing ved at stille sig i spidsen for det Frikorps Danmark, som det officielle Danmark vel at mærke med honnør sender til fronten, følger sin regerings anvisning, hvilket han - som typisk sonoffer - må betale for efter krigen, da han idømmes fire års fængsel for landsforræderi. En besk og bitter historie om en naiv, principfast mand, der bliver offer for disse sine egenskaber og sin stædige officersstolthed, da han ikke kan finde ud af at krydse sit spor.

Det pragmatiske sigte
De tre historikere forstår ikke alene at fremlægge disse og adskillige andre historier om enkeltskæbner med indlevelse og forståelse - og i et i øvrigt velflydende og flot disponeret sprog. De taber heller aldrig under den lange vej gennem dette store, ofte uudforskede stof et rimeligt sigte i fremstillingen. Det kunne jo være nærliggende at identificere sig i den grad med kildernes personer og gøre den danske regering til et nyt og mere entydigt fjendebillede. I den grøft falder ikke kun forstokkede nationalfundamentalister. Ingen nævnt, men én i Ekstra Bladet hyppigt skrivende husket.
Imidlertid gør de tre klogt opmærksom på, at når den danske regering tilskyndede til hvervning, var det ud fra en overordnet betragtning, som jo samtidig styrede samarbejdspolitikken, at man derved undgik at tyskerne forlangte noget, der var langt værre. For eksempel: at danske regulære styrker direkte blev tvangsindsat i den tyske krigsmaskine. Med andre ord ofrede man med åbne øjne de folk, der meldte sig frivilligt.
Hvervekampagnerne, påviser de tre, gjorde næppe nogen til frikorpsmænd der ikke allerede havde besluttet sig. Eller lokkede nogen i fordærv, som man vist roligt kan sige de særdeles håndfaste initiativer over for arbejdsløse til at tage arbejde i Tyskland gjorde. De, der med våben i hånd drog afsted til Østfronten, var så at sige alle - og i modsætning til Kryssing hvilket i sidste ende kom til at koste ham kommandoen over Frikorpset - allerede medlemmer af nazipartiet og havde formentlig meldt sig under alle omstændigheder.
Denne forklaring betyder på den anden side ikke at lovgivning med tilbagevirkende kraft er et rimeligt juridisk forehavende.

Danske bedrifter
Hvad angår den militære virksomhed, som danskere i tysk krigstjeneste udøvede, adskilte den sig ikke i nævneværdig grad fra, hvad andre SS-tropper foretog sig.
De indsattes på de værste frontafsnit, nedkæmpede og skød partisaner, myrdede løs blandt krigsfanger og opførte sig i det hele taget, som man forventede af SS-folk. Et rent tilfælde gjorde, at danskerne ikke blev direkte indblandet i stormassakrer på russiske og andre østjøder.
Ingen behøver være i tvivl om - ud fra de breve de tre historikere fortjenstfuldt har gravet frem - at danskerne ville have været i stand til at udføre sådanne ugerninger. Den ideologi der havde ført dem ind i SS, indebar ifølge sagens natur en radikal antisemitisme. I øvrigt latent i tredivernes europæiske lavkastemiljøer, hvorfra SS rekrutterede besatte folks børn - samt i visse officerskredse. Også danske. Ikke just opbyggelig læsning disse breve om nødvendigheden af jødernes udryddelse - på dansk. men endnu en brik til forklaringens mosaik.
Hvem var landsforræderne? De var såmænd landsmænd med en radikaliseret politisk holdning - men i bund og grund ikke afgrundsdyb forskellig fra strømninger i det danske folk i perioden. Jo, lad os bare få det med: Jyllands-Posten skrev antisemitiske ledere om hvert folk, der havde sine jøder, og at man ikke burde dømme for hårdt, når tyskerne rullede sig ud. Dertil kom et farligt stort antal KU'ere, der rendte rundt med skrårem og cykelpumpe og hejlede dagen lang under Dannebrog. Jovist. Nogle tog dem på ordet, yderligere radikaliserede - oven i købet i frustration og i vrede mod regeringen over, at der ikke blev kæmpet den 9. april. Derfor meldte de sig i tysk krigstjeneste for at bekæmpe kommunisterne, der alle til hobe var jøder, som skulle fjernes fra jordens overflade - for at Danmark kunne overleve. Det kunne ikke gå rask nok. Logikken for den typiske danske SS-mand, hvis æresbegreber inden for denne tankegang som oftest ikke fejlede noget, var klar nok.
En helt nødvendig bog om besættelsestidens aktører har de tre historikere her bidraget med. Et nødvendigt korrektiv til et flimrende billede af den smerteligste fortid i vort folks historie. Nu mangler vi den store fremstilling om værnemagerne, der scorede kassen.

*Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith: Under hagekors og Dannebrog. Danskere i Waffen SS 1940-45. 521 s., ill., 299 kr. Aschehoug

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu