Læsetid: 1 min.

Havfruens skaber

5. december 1998

Ja, hvem var det nu, der skabte nationalklenodiet?

BIOGRAFI
Edvard Eriksen. Hvem er det? Det er den typiske replik, når kunstnerens navn bringes på bane. Men det er faktisk navnet på den billedhugger, der har skabt det mest berømte danske kunstværk. Ja, logoet for København. Byens svar på Eiffeltårnet: Den lille Havfrue. Han levede fra 1876 til 1959, og en nysudgiven biografi af hans søn, forhenværende museumsinspektør Egon Eriksen, leverer historien om monumentets skabelsesproces. Vi hører dog også om Eriksen seniors ups and downs. Om hans rejser til Carrara, London og New York. Om hans finansielle deroute - der påminder os om, hvor svært det er og altid har været - at overleve økonomisk som kunstner. Bestillingen på Den lille Havfrue blev afgivet af brygger Carl Jacobsen. Han så den 26. december 1909 kongelig balletdanserinde Ellen Price danse havfruepartiet i balletten Den lille Havfrue på Det kongelige Teater. Han blev fortryllet og skrev da fluks til Edvard Eriksen: "H.C. Andersen har skabt Den lille Havfrue i litteraturen, Fini Henriques i musikken, fru Jerichau i maleriet og fru Price i dansen. Nu skal De skabe hende i skulptur."
Og således gjort. Efter en del parlamenteren, om hun nu skulle have fiskehale eller pigeben, blev de enige om fiskehalen. Således skuer hun med romantisk længsel imod land og drømmer om sin elskede prins, fra hvem havet adskiller hende. Det var hans egen kone, Eline, der sad model. En kongelig solodanserinde kunne jo ikke sidde nøgenmodel for en kunstner, som Ellen Price udtrykte det.
Edvard Eriksen endte sit liv som konservator ved Thorvaldsens Museum. Det måtte der til for at få brød på bordet. Samtidig hermed skabte han en lang række arbejder, mange gravmonumenter, men også dekorationer til Glyptoteket. Hans håndværksmæssige dygtighed kan nu studeres i bogform.

*Egon Eriksen: Edvard Eriksen og den lille havfrue - liv og kunst. 121 s., ill. Skippershoved. 188 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her