Der er klejnekvalme, satiriske plet- og vådeskud samt skarpe tegneserieportrætter af 90'ernes klimakterie-makreller i årets julebøger og -hefter
RUNDT I JULEN
Der er en tendens til, at alt bliver glaseret og kandiseret op til jul. Lad os gå hurtigt forbi de brune kartofler, violer, kanelæbler, skinkesteg og sulefad og hoppe direkte ind i bøgernes og hefternes verden.
Mandelgavelitteraturen rummer både de klassiske satirehæfter, opsamlingshæfter af årets tegneserie-striber og de mere traditionel-sentimentale julebøger med historier om julen fra dengang, verden endnu ikke var af lave.
I sidstnævnte er der rigtig pyntet op med klejnekvalme erindringsklip og kandiserede novellelignende ansatser om morfars flaskeskib, det magiske grantræ, krybskytters julehilsen, gulnede breve, julen på gården, faster Marens tyvelygte og slige delikate emner.
I bøgerne Ved julelampens skær 1998 og Julegæsten. Den store danske julebog 1998 blander tidligere toppolitikeres erindringer sig skønsomt med mere og især mindre kendte forfatteres udgydelser.
Ministrenes jul
Man kan således finde sød-sentimentale erindringer som disse:
"Min første juleaften er uløselig knyttet til fødegården på Fyn. Det var 'Jul på Gården'. Min lillesøster og jeg var transporteret den lange vej fra København, hvor vi i ugevis havde trykket næserne flade mod butiksrudernes juleudstillinger... På gården
boede min morfar. Han var verdens rareste mand. Med tyk mave, lommeur og gråt overskæg. Og så naturligvis min mormor, som lavede verdens bedste mad, men altid var bekymret for, om der nu var nok," skriver - gæt hvem? Den forhenværende næsten-statsminister Uffe Ellemann-Jensen såmænd.
Også den tidligere kirkeminister Mette Madsen er på banen. I starten af 90'erne gjorde hun sine tidligere digtsamlinger følge af en politisk erindringsmosaik af strøtanker og dagbogsblade med den urovækkende titel - Og så er der kaffe! Mine seksten år som folkevalgt. Men her op til jul inviterer Mette Madsen læserne ind på livet af Faster Maren:
"Det var som om ingenting hastede den aften. For vel anbragt i sofahjørnet skulle Faster jo have kaffe. 'En knaldtår kun,' sagde hun. 'Jeg har jo fået min eftermiddagskaffe derhjemme.' Og mor kom med kaffebakken og et rummeligt udvalg af husets julekager," fortæller altså den tidligere minister.
Alvor eller satire
Søren Ryge Petersen beretter om, hvordan hans far forsynede juletræet med ekstra grene, så det kunne tage sig bedre ud indendørs. Og sådan er der jo så meget.
Det meste er vist ment alvorligt, men man kan jo blive i tvivl, når man i 'Julemandens lommeleksikon' bagest i Ved julelampens skær kan læse, at "årets varmeste julegave til de unge mødre er skåneærmer a la Kirsten Hüttemeier, broderet med 'Glædelig Jul 1998'."
Dog er alvoren ikke til at tage fejl af i f.eks. forfatteren Martin Halls julenovelle. Den optræder i antologien Julehistorier, der også præsenterer udmærkede noveller af Tomas Møllehave, Hans Lyngby Jepsen, Ole Strandgaard m.fl. Hos Hall bliver der gjort kort proces, og der skæres gennem sukkerlagene, ind til den nøgterne konstatering af tradtionernes hulhed.
"Den første cigaret, han røg på sengen i det lille rum med den usle metallampe over sig, var for højtiden selv. For stammens golde traditioner og for vanens kvælertag på sine ofre. (...) Den anden cigaret, han tændte, dedikerede han til beslutningen om at lade dette være den sidste jul, han tilbragte i familiens skød," skriver Martin Hall i novellen Ni cigaretter.
'de konservastive'
Årsudgaven af Politikens bagsidesatire At Tænke Sig udmærker sig især ved sin ihærdige indsats for at finde på nye navne.
Således taler man nu om Det konservastive Folkepartys dolketingsgruppe, Politiets Efterrationaliserings Tjeneste, Per Stiv Øller, Allah Dullerup eller evt. Ulla Abdullah, Chefredaktøger Zeitungsfaden, Hendes Hongkongelige Møjhed Kornprinsesse Alexandra af Scnakkengård, The Prince Formerly Known As Charles, håndboldspilleren Anja Anderledes, løberen Wilson Kvikpeter, om bydelen Nørrebrosten og om julekalenderen Fulderup Hærgeby, der specielt er for ungdomskriminelle.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at ATS-skribenterne hverken nærer høje tanker om højrekræfterne i dansk politik, om analyseinstitutternes uafhængighed af politiske interesser eller om selvoptagetheden i dele af det danske filmmiljø, hos ATS især repræsenteret ved Lars von Trier. Heller ikke Clinton nyder stor respekt: "Ugens film - 'The big Lewinsky' - en farce om sæd og skikke i Det Hvide Horehus."
Selvom Poul Nyrup ikke er fredet, kan han nok glæde sig over, at satireredaktionerne var afsluttet, inden der for alvor kom gang i efterlønsdebatten.
ATS fanger præcist statsministerens fremfærd efter valget: "Socialakrobaterne holdt valgaften under partiets slogan 'Modgang i 90'erne', og Poul Nykup Rasmussen kommenterede valgresultaterne med ordene: 'Ja, det ser jo ikke for godt ud. Derfor vil jeg her i aften gerne sige til Uffe Duellemann, til Per Stiv Øller, til Mimi, til Bent Stuckert, til Gårdejer Schou, til jer alle, der er forsamlet her i aften, til hele Danmarks befolkning ... nå, nu har jeg glemt, hvad det var, jeg ville sige. Men tak for i aften.'"
Tæring efter færing
Svikmøllen og Blæksprutten er sjældent lige så sjove, som man husker dem.
Men der er særlige high-lights i år, hvor satirikerne stiller skarpt på ledelsesproblemerne hos de konservative, folketingsvalget i marts, færingerne, Bill Clinton og sex-skandalen, Frank Jensen og PET, pinsepakke, storkonflikt, Farums borgmester Peter Brixtoftes privatiseringer mm.
Blæksprutten, som i år bliver holdt oven vande af sine gode tegnere, udnævner ganske enkelt 1998 til året, hvor danskerne "satte tæring efter færing," og hvor "pinsesolen dansede over pakkeløsningerne."
Svikmøllen har taget traditionen op fra krigens tid og har optrykt særlige rationeringsmærker på gær, som læserne kan klippe ud og gemme til de næste overenskomstforhandlinger.
Valgefterspillet får et par satiriske penne-prik med på vejen:
"Efter valget er de konservative gået så meget i opløsning, at de må begynde forfra med Adam. Partiets nye slagsang: 'Om lidt er vi borte'," skriver Svikmøllen.
Og også lodtrækningen om formandsposten i Folketinget, som Birthe Weiss tabte bliver kommenteret:
"Pressen spurgte ihærdigt om, hvem der skulle være Folketinges formand. Svaret lød langt om længe: Weiss nicht!," skriver Svikmøllen, der også giver kommunalpolitikken et par nye mundheld med på vejen:
"Hellere en kæp i øret end en Pind på rådhuset" og "hvorfor smide penge i kloakken, når man kan sælge den."
Hæftet med Årets læserbreve 1998 byder også på enkelte morsomheder. Eksempelvis kommenterer en fransk læserbrevsskribent Clintons politiske dispositioner således:
"Personligt synes jeg, det er fint, at hr. Clinton går ind for 'Make love, not war'." Et synspunkt, der nok må revideres i lyset af amerikanernes nylige bombninger af Irak, for Clinton er vist en mand, der vil det hele. En hjemlig læserbladsskribent giver sig af med politisk rådgivning i BT, idet han mener, at "de konservative burde finde andre topfolk end dem, der rimer på øller."
Nikolines madammer
Af bunkerne af mandelgavebøger rager Nikoline Werdelins livsstilssatiriske tegneserier op på deres egen underfundige måde.
Werdelins portrætter af 90'ernes 'klimakterie-makreller', som Anne Marie Helger plejer at betegne de midaldrende små-frustrerede kvindemennesker, er intet mindre end pragtfulde.
I Homo Metropolis 4 er det blandt andet skilsmissen og rivegildet om børnene, der står for skud. Og som hovedpersonen Hannah siger: "Helvede var løs, men der var ingen der døde."
Om det også gælder julen og mandelgavestrabadserne, kan man kun gisne om.
*Ved julelampens skær 1998. Red.: Ib Boye. Grønvald Fynbos Forlag. 144 s., 85 kr.
*Julegæsten. Den store danske julebog 1998. Red.: Kay Holkenfeldt. Forlaget Holkenfeldt 3. 208 s., 85 kr.
*Julehistorier. Lindhardt og Ringhof. 105 s., 128 kr.
*Svikmøllen 1998. Red.: Karsten Lindhardt og Paul Schiøtt. Egmont Lademann. 48 s., 49,50 kr.
'Blæksprutten. Red.: Michael Blædel og Poul Holck. Gyldendal. 48 s., 49,50 kr.
*Ole Rasmussen og Gorm Vølver: At Tænke Sig 1998. Året der gak. Gyldendal. 104 s., 68 kr.
*Årets læserbreve 1998. Paraplyens Forlag. 56 s., 59,75 kr.
*Nikoline Werdelin: Homo Metropolis 4. Udvalgte historier 1997-98. Munksgaard/Rosinante. 152 s., 148 kr.