Læsetid: 6 min.

Hilsen fra Svend C.

31. december 1998

Jeg føler mig mere uvidende nu, når jeg rejser, end jeg var, da jeg kom, skriver Henning Carlsen i sit sidste rejsebrev fra Chile, hvor han krydser sin faders spor

REJSEBREV
Det er nu på tide at forlade dette land, om hvilket man næsten kan sige, at kontrasterne ikke mødes. Gang på gang på gang har vi fået fortalt, at befolkningen er delt op i tre lige store grupper: De meget rige, et jævnt borgerskab, og de absolut dybt fattige.
For en udlænding er det tæt på det umulige at forstå det politiske liv i Chile. Og på tre uger kan man slet ikke komme ind i det. Jeg føler mig på det nærmeste mere uvidende nu, når jeg rejser, end jeg var, da jeg kom. For nu har jeg fået en fornemmelse af, hvor meget der er, jeg ikke fatter.
Noget har jeg dog lært, eller hørt, som i hvert fald er nyt for mig. Da der skulle være præsidentvalg i 1970, kunne partierne fra venstrefløjen over socialisterne til de kristelige demokrater ikke blive enige om en kandidat til at stille op imod højrefløjens to kandidater. Kommunisterne ville have Pablo Neruda, men det ville socialisterne ikke. Men der var én ting, de kunne enes om: De ville ikke, ingen af dem, under nogen omstændigheder have Salvador Allende. Allende var i Vietnam på det tidspunkt. Han sendte et telegram til hver af partilederne, og lod det sive til pressen, og takkede dem på det hjerteligste, fordi de havde valgt ham som præsidentkandidat. Allende var så populær blandt folket, at politikerne ikke turde afkræfte hans telegram, og han blev valgt med mere end 46 procent over de to andre kandidater. At han derved på en måde kom til at underskrive sin egen dødsdom, gør kun hans tragedie større.

En lille julehistorie
Men nu er det hjemover. Dog først en lille julehistorie.
Omkring juletid 1912 tog en ung dansker toget fra Buenos Aires for at rejse vestover gennem det enorme Argentina til en lille by, Mendoza, ved foden af Andesbjergene, just på den anden side af dem, når man befinder sig i Santiago. Han var tyve år, havde en simpel handelsuddannelse, og han havde aftjent sin værnepligt ved dragonregimentet i Randers. Han ville opleve noget af verden, inden han lukkede sig inde i et familieliv med kone og børn og forpligtelser. Så han var beredt til at udstå den monotone togtur tværs over den argentinske pampas, hvor de frodige marker i begyndelsen af rejsen hurtigt blev afløst af afsvedne landskaber med de evindelige, afblegede skeletter af kvæg og heste langs jernbanelinien. Næsten to døgn tog det ham, før han ankom til Mendoza, en søvnig, primitiv og let brutal bondeby med dagtemperaturer på denne tid af året omkring 37 grader celsius. Dette hul kan kun have tiltrukket den unge dragon, fordi der dér på egnen var en stor tradition for opdrætning af heste.

En måneds sygeleje
Det kan ikke være gået ham helt vel i starten. For den 19. marts 1913 sender han et brevkort til en vis Signor Ellermann i Aalborg, hvis kone drev et pensionat, hvor han havde boet nogle måneder, inden han begav sig ud på rejse. Kortet viser en statue af San Martin, som befriede det meste af Sydamerika fra de spanske conquistadores. Han har tegnet en pil over sin stamkafé, angiver sin adresse som poste restante Mendoza, og så skriver han:

Kære Herr og Fru Ellermann samt Kamma og lille Gerda,
Jeg er i Forgårs kommet ud fra Hospitalet efter 1 Md. Sygeleje af Rheaumatisme og Ledevand i Knæet, staar uden Arbejde, saa jeg er ikke rigtig oplagt til at skrive et langt Brev, men har alligevel vældig Lyst til at sende en Hilsen, idet jeg længes morderlig efter at høre lidt derhjemmefra. Haaber De har det godt alle og at jeg i nær Fremtid kan meddele om et godt Job.
Deres heng.
Svend C.

I sin skrivende stund vidste den unge mand ikke, det må vi i hvert fald formode, at han seks år senere skulle vende tilbage til Aalborg og gifte sig med den omtale Kamma. Ej heller vidste han, at han fjorten år senere skulle blive far til mig som det sidste af hans fire børn, eller at vi skulle tilbringe nitten år sammen, før han fortrak til den evige pampas.

Næppe en messe værd
Af en eller anden grund så jeg først dette postkort, få dage før vi skulle af sted til Chile. Men da jeg nu blev mindet om, at min far havde været i Mendoza, blev det naturligvis straks et projekt at krydse Andesbjergene og besøge byen, om ikke for andet så for at krydse hans spor. Det er bare en busrejse på syv timer. Omstændigheder, som jeg ikke selv var herre over, men som jeg har beskrevet i et tidligere brev, tvang mig imidlertid til at forholde mig i ro, indtil vi skulle flyve hjem.
Så nu sidder jeg her, i LH 527, og skriver om jeg så må sige efter levende landskab. Vi skal ned i Buenos Aires om bare halvanden time, så vi flyver ikke ret højt, skraber netop bugen af jumbojetten hen over Andesbjergene. De er utrolig flotte med deres gletchere og evige sne. Ligner slet ikke Alperne, som vi krydser med jævne mellemrum. Det er meget klart, og vi begynder at kunne se ned på den skrånende højslette. Dernede ligger så det Mendoza, som jeg ikke fik besøgt. Den ligner enhver anden moderne by med et vinkelret net af gader. Sikkert næppe en messe værd. Men dernede lå min far altså på et hospital i en måned og 37 grader i skyggen for 85 år siden. Jeg prøver at forestille mig det og tænker samtidig på mine otte lukseriøse døgn på hospitalet i Santiago med aircondition.

En rigtig cowboy
Vel ude af sit sygehus, men på krykker, humpede han hen til to tyske baroner, som drev med hesteopdræt. Han skjulte krykkerne og stavrede sig op til at bede om et job.
De bad ham finde en hest i stalden og ride ud til en indhegning og hente fem heste. Det gjorde han så. Da han sprang ned fra den hest, han havde redet på, var hans knæ blevet rask. Han har da sikkert følt sig som en gaucho verdadero (en rigtig cowboy).
Jeg kan følge jernbanelinien, som strækker sig øst på fra Mendoza. Nu er vi over San Luis. Men jernbanen er næsten død. Der går kun sporadiske godstog et par gange om måneden, som ikke medtager rejsende. Banen er privat, og da den ikke kan forrente sig, er det billigere at lade den forfalde.
Dernede ligger Mercedes, ifølge jumboens video-service.
Jeg forestiller mig øjeblik, at det er sandt, at alting sker på samme tid. Jeg forestiller mig, at min far startede sin togrejse fra Buenos Aires i samme øjeblik, som jeg lettede fra Santiago. Hvor vil vi så mødes? Med sine 55 kilometer i timen og mine 960 ditto regner jeg ud, at han bør se op i luften, så snart han er ude på den første pampas og passerer landsbyen Luján, hvis han vil have et glimt af min jumbo.
Nå, jeg glemmer, at det er ham, der er oppe, og at jeg snart er nede til en times ophold i Aeropuerto Internacional Ezeiza, før det store skræv på 13 timer over Sydatlanten. Når jeg er i Frankfurt, ja, når jeg er i København, er min far endnu ikke nået til Mendoza.
Jeg var gerne blevet i Santiago et par uger til for at indhente noget af det, jeg gik glip af. Men jeg må hjem. Ikke fordi jeg har hjemvé. Tværtimod: Jeg gruer for en på alle måder sur januar.
Men jeg skal betro jer noget: Den lille Gerda, min mors lillesøster, som min far også sendte en hilsen til på sit postkort fra Mendoza i 1913, fylder hundrede år på årets næstsidste dag.
Og da vil jeg være til stede i Aalborg.

Dette er Henning Carlsens syvende og sidste brev fra Chile. Tidligere breve blev bragt 11., 12., 15., 22., 24. og 30. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu