Læsetid: 6 min.

Holocaust-traumet i Israels hær

30. december 1998

Holocaust har givet jøderne et traume, som de stadig kæmper med. Men for nogle af de unge soldater er militærtjenesten ren terapi

JERUSALEM - Hvis man ser ordentligt efter i Hebron, kan man faktisk godt se det. En trækning af ubehag glider over den israelske soldats ansigt, da bosætteren dukker frem af sin fæstning med en riffel over skulderen og et krigerisk udtryk i ansigtet.
Øjeblikket efter står soldaten og sludrer med en palæstinensisk dreng, og den israelske kommandant griner med en gruppe palæstinensiske kameramænd.
Virkeligheden er ikke sort og hvid i Hebron. Byen, der er under 80 procent palæstinensisk kontrol med en kerne under israelsk militærbeskyttelse, mønstrer nogle af de mest rabiate israelske bosættere. Og de israelske værnepligtige på 18-20 år er ikke altid stolte over situationen. Mange skammer sig over bosætterne. Det får man ikke nogen af dem til at sige, så længe de er i uniform. Men da Information møder den 22-årige Dross Rubin over en flaske spansk rødvin på en cafe i Jerusalem, vælter de inderste tanker frem. Han er netop blevet færdig med sin tre-årige værnepligt og planlægger en rejse til Indien med sin kæreste, før han vil begynde med at læse arkitektur eller arkæologi på universitetet.
Dross tilbragte sidste år seks måneder i Hebron med den opgave at beskytte de ca. 500 bosættere mod palæstinensiske mursten.
"Før jeg kom til Hebron, var mit syn på konflikten meget klart. Palæstinenserne var de onde, vi var de gode. Men i Hebron opdagede jeg, at palæstinenserne faktisk var meget søde og venlige mennesker. Det var en meget mærkelig oplevelse. Det ene øjeblik skyder man på dem, det næste står man og snakker og laver sjov og spiller fodbold med børnene," siger Dross, der blandt andet lærte at sige 'hvad hedder du' på arabisk.
Efter seks måneders tjeneste i Hebron gjorde Dross sin stilling op. Han mener, at Israel burde fjerne bosætterne fra Hebron, hvor de bare skaber ballade. Men den holdning er svær at sige højt. Internt i enheden var der mange uoverensstemmelser mellem de israelske soldater.

Breve bliver åbnet
Militæranalytikeren Ze'ev Schiff ser en helt ny generation israelere vokse op - og dermed en ny generation soldater.
"De unge har mange flere evner, end vi havde. De er meget hightech-mindede, har bedre uddannelse, de er mere åbne over for verden og de godtager ikke alt. De stiller spørgsmål, som vi ikke stillede, og de kræver ordentlige svar. Hvis de ikke kan lide svarene, så får hæren et motivationsproblem. Hvis regeringen havner i en situation, hvor der er brug for at kæmpe, og den ikke kan overbevise soldaterne om, at vi har ret, og de andre har uret, så mister regeringen hæren," siger Ze'ev Schiff.
"Vendepunktet var intifadaen (den palæstinensiske opstand fra 1987 til 1993, red.). Soldaterne så, at de kæmpede mod civile, kvinder og børn, og de begyndte at spørge sig selv: Måske har palæstinenserne ret i nogle af deres krav. Hæren fik faktisk et problem og ved nu, at den ikke kan bede soldaterne om hvad som helst," siger Schiff.
Men Schiff har personligt kendskab til episoder, hvor hæren udvælger palæstinenser-sympatisører til de udsatte poster på Vestbredden.
"En ung soldat, der er søn af en af mine bekendte, sagde til sin overordnede, at han ikke ville have noget med besættelsesoperationer at gøre. Han ville i flåden, hvor der ikke er palæstinensere at slås mod. 'Kan du lide araberne?' spurgte hans chef. 'Jeg har ikke problemer med dem' svarede den unge mand. 'Godt' sagde chefen, 'det er sådan nogle som dig, vi har brug for.' Og så blev han sendt til Vestbredden," fortæller Ze'ev Schiff.
Han tilføjer, at hæren holder skarpt øje med stemningen blandt soldaterne. Deres breve til kærester og familie bliver åbnet og læst, så hæren altid ved, hvad der rører sig.

Tilbage til hæren
Dross Rubin har set en del attituder blandt sine kammerater, som afslører, at mange er aggressivt indstillet over for palæstinenserne.
"Jeg stod og talte med en arabisk hyrde på Vestbredden. Vi havde talt i en time og han fortalte, hvordan han bare ville leve et godt liv, og at han elskede Rabin (den myrdede israelske ministerpræsident, red.). Så kom en af mine kammerater og spurgte mig, hvorfor jeg talte med en araber. Det mente han ikke jeg burde gøre," fortæller Dross.
Oplevelserne i hæren fik Dross til at ændre politisk opfattelse. Han er vokset op i et hjem, hvor faren stemte på det højreorienterede Likud, men til næste valg stemmer Dross på Arbejderpartiet. Selv om han har været til dobbelt så mange begravelser som bryllupper i sit korte liv, kan han godt se, at palæstinenserne har nogle rettigheder.
"Når en af mine venner dør, får jeg lyst til at vende tilbage til hæren og kæmpe. En af mine venner blev dræbt i Libanon for to uger siden. Jeg kunne ikke sige noget i tre timer. Men man falder ned igen. Vi kan jo ikke fortsætte på denne måde," siger han.
Ude på militærbasen Mitzkam Adam er de helt grønne 18-årige ved at lære at skyde. De har været i hæren i to uger og ligger nu på den hårde cement og skyder mod papskilte på skydebanen. Mali Mizrahi, en 19-årig pige, der ville passe bedre som blikfang i et modeblad, underviser de nyankomne i præcisionsskydning.
De 18-årige står generte i en klump med deres bumsede ansigter under de klodsede hjelme. Jeg forsøger at få en samtale i gang med to af dem, men den israelske hær løber ingen chancer. En fyr fra efterretningstjenesten ser lige på dem, mens de svarer. Da jeg spørger, om der er steder, de ikke har lyst til at blive sendt hen, hvisker agenten noget på hebraisk, og jeg afbryder interviewet uden at lægge skjul på min irritation over paranoiaen. Men episoden viser, hvilken mentalitet de unge bliver opdraget med i hæren.

Aldrig mere os
Ikke tilfældigt har hæren indskrænket brugen af reserveofficerer på de politisk ømtålelige poster som Vestbredden og Sydlibanon.
"De 18-årige er nemmere at skole og politisk mere umodne end reserveofficerernem, der er ældre og kun tilbringer en måned om året i hæren," siger Peretz Kidron, en venstreorienteret israelsk journalist og tidligere reserveofficer. Han har selv været aktiv i den uformelle protestgruppe Yesh Gvul, der betyder noget i retning af 'så er det nok'. Gruppen blev dannet, da Israel invaderede Libanon i 1982. 3.000 soldater af reserven skrev under på, at de ikke ville gøre tjeneste i Libanon, men en opposition var allerede opstået, da Israel efter Seksdageskrigen i 1967 ændrede karakter fra en forsvars- til en besættelseshær.
"Hæren tilbød os, at vi kunne slippe helt for tjeneste, men det afslog vi, for vi havde ikke noget principielt imod militærtjeneste. Vi ville bare have lov at sige fra, når vi var uenige. Og protesten gav resultater. Den daværende stabschef sagde, at tilbagetrækningen fra Libanon skyldtes manglende opbakning i hæren," siger Peretz Kidron og understreger, at jødedommen ikke er en pacifistisk religion.
"Vi har ikke nogen Jesus, der siger, at du skal vende den anden kind til, hvis du bliver slået. Tværtimod siger jødedommen, at hvis en vil slå dig ihjel, skal du dræbe ham først."
Selv har han som reserveofficer tjent i Jerusalem, hvor han nægtede at gøre tjeneste i den arabiske østlige bydel. I dag er han ude af hæren, men er ikke i tvivl om, at han ville nægte at blive sendt til Vestbredden. Han vil ikke deltage i besættelsen af arabisk land. Kidron frygter den højredrejning, han fornemmer i det israelske samfund.
"De unge slår ikke palæstinensiske børn, fordi de er fascister. De bliver fascister af at tæve børn. De bliver sendt ud på opgaver, som de ikke er modne nok til at vurdere kritisk. De mangler selvtillid i den alder og militærtjenesten er en tid, hvor de gerne vil leve op til at være mænd. Der er meget macho-dyrkelse i vores kultur. Og mange unge israelere er i dag ekstremt racistiske og aggressive," siger han og fortsætter:
"Jeg tror, det hænger sammen med Holocaust-traumet. Udtrykket aldrig mere, som bliver brugt om Holocaust, kan betyde to ting: Aldrig skal en sådan tragedie få lov at gentage sig - i det hele taget. Eller: Aldrig mere skal det overgå os. Israel synes i dag desværre at opfatte udtrykket på den sidste måde."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her