Læsetid: 5 min.

Hr. Knyyhychnäses jul

17. december 1998

Spisning af gris er vor patriotiske pligt

Befriet område
Det var jul! Med til denne kære og elskede højtid hører julefrokosten.
Sammen med min gode ven, hr. Knyyhychnäse - en gammel latinlærer, der tidligere havde fundet et aldeles ufrivilligt asyl under det psykiatriske systems beskyttende vinger - var jeg draget af huse for at deltage i et af disse hedenske ritualer.
"Er ikke denne blødagtige Bekymring, som Vore Svinebønder udviser i disse Dage," sagde hr. Knyyhychnäse, idet han med en stolt mine slyngede halstørklædet over skulderen som var han selveste Cicero i senatet, "er denne Bekymring ikke blot Udtryk for, at Usurpatoren Peter Gæmelkes Jerngreb om Axelborg er ved at ruste? Oh Gud, hvilken Skændsel for Vor Tid: Folketinget og Ministeren ved Besked, og dog er denne Mand i Live, ja han kommer i Folketinget, deltager i Vore Forhandlinger, med et Nik med Hovedet anviser han sine Folk, hvem der skal myrdes næste Gang..."
Hr. Knyyhychnäse havde det med at disputere således: Som gammel latinlærer var det vel også kun naturligt, at de gamle mestre fra tid til anden faldt ham i talen.
Vor fælles bekendt så sandt for dyden noget klatøjet ud, da han åbnede døren og med en knap så elegant som tiltænkt håndbevægelse bød os indenfor i sit højtidssmykkede hjem. At han heller ikke havde grund til andet blev klart, da han for at opbløde vore forfrosne hjerter og fingre bød os hver en opknappet juleøl af stærkeste sort.
Hr. Knyyhychnäse brummede blot utilfreds ned i halstørklædet og blotterfrakken:
"Man ynder ikke bayersk Øl, min gode Mand; fly mig i stedet en Cocio."
Værten så forvirret på mig; det eneste svar, jeg kunne give ham, var et opgivende træk på skuldrene. Ud af øjenkrogene bemærkede jeg, hvordan værtens kone samt de andre gæster var begyndt at skule ondt til min ven, og i et lønligt håb om at undgå flere episoder af lignende uheldige art, gennede jeg ham blidt, men bestemt længere ind i lejligheden, hen mod det festklædte bord.
Her stod små skåle med hjemmelavede, marinerede sild i gulerødder, hele peberkorn og dild på den røde juledug; hvidløgsstukne lammekøller hævede sig i begge ender af bordet; friske salater fra Italien og Provence, hjemmebagt groft brød med fennikel og stege af kalveinderlår ornamenterede opsætningen, der fuldendtes af fade med oksetunge; men midt på bordet tronede værtens stolthed - et stort fad med hele, upillede krebs.
Snart sad vi alle bænket, og efter at silden og den første snaps var nået ned langs bordet (og min ven havde fået den Cocio, der rettelig var tiltænkt værtens børn), var det som om, stemningen blev en anelse mildere.

'For Kongen'
Jeg burde have sagt mig selv, at det ikke skulle gå så let, thi pludselig begyndte min ven, der sad på min venstre side, at tale lavmælt hen for sig:
"Stor og mægtig laa han i sin Stol, ærefrygtindgydende, imposant, et Underværk af Kød. Tre Dobbelthager hang ham ned over Skjortebrystet; og hans røde, skinnende Ansigt lyste under det krusede hvide Haar, som en Fuldmaane under en Snesky."
Således mumlede min ven; hans ord vakte en gnist af genkendelse i min hukommelse, men før jeg kunne komme på hvori denne genkendelse bestod, rejste han sig med et voldsomt sæt. Han greb resolut min knagkolde Lysholmer, og idet et særligt lys bredte sig i hans øjne slog han akvavitten i sig efter med høj malmrøst at have råbt "For Kongen!"
Hele selskabet stirrede vantro på min ven, der på sin side med stadig stigende utålmodighed forlangte, at man atter fyldte hans bæger. Jeg nåede knap at fjerne den rimduggede flaske i betryggende afstand fra glasset efter opfyldningen før hr. Knyyhychnäses fingre på ny lukkede sig om det snapsspændte bæger, der derpå igen hævedes efterfulgt af ordene "For Kvinden".
Jeg var i mellemtiden kommet på omdrejningshøjde med min hukommelse, rejste mig med min borddames snaps i hånden og råbte ivrigt ud over bordet: "Og til sidst: For friheden - ikke sandt, min ven?"
Hr. Knyyhychnäse blot så på mig med små, røde, ondskabsfulde øjne - øjne, der syntes at hidrøre fra Ornen fra Helvede - og snerrede: "Idiot! For Grisen! Saa fat det dog! For Grisen! Sjældent har man set Mage til betalingsbalanceforrykkende Julebord. At I ikke skammer Jer! Fjern disse vederstyggelige Svecismer" - her pegede han anklagende på krebsene, der ventede på at blive pillet - "Vig bort fra mit Åsyn, I kætterske Lammekøller fra den Iberiske Halvø, og disse Salater fra Middelhavslandene hører minsæl en anden og lysere Tid til. Thi nu er det Jul, og til Julen hører én og kun én Spise: Grisen, hin Ætling af Galten Særimner, om hvem det siges, at alle Valhallas Kæmper kunne spise af dens Flæskesider og alligevel var den levende og hel den følgende Dag."
"Jeg siger," og her hævede han atter mit snapseglas, hvor Lysholmeren på forunderlig vis var blevet erstattet med Brøndum fra De Danske Spritfabrikker A/S "At spise andet end Gris til Julefrokosten er direkte upatriotisk og må anses for landsskadelig Virksomhed. Tænk på de nybyggede Stalde, hvor stolte Bedrifter på 800 Søer utålmodigt venter på at blive sat til livs ved vore traditionsrige Julegilder - dem har man snigløbet med en fej Veneration for Lam, Oksekød og Krebs", hvilket sidste ord han med alle tegn på væmmelse spyttede ud over bordet.
Og se! Knap havde min ven færdiggjort sin sætning, og klappet i hænderne som en anden Augustus, da han beordrede alverden skrevet i mandtal, før dørene til køkkenfløjen gik op og fade med rigtig julesul bares ind: Glaserede skinker fulgtes af fedtglinsende flæskestege, mens julesylte og blodpølse med timian dansede menuet i tjener Emanuel Thomsens kapable hænder; den lune leverpostej med dens garniture af bacon sendte bølger af velduft mod vore forventningsfulde næser og svinekam og grisetæer kappedes om den efterhånden noget delte opmærksomhed. Da ingen af os helt ville undvære grøntsager i dette talgglinsende orgie i svinekød, blev der sørget for passende mængder af rødkål, stuvet grønlangkål og en enkelt udkogt sveske pr. mand.
På denne vis blev det ikke bare for min ven hr. Knyyhyychnäse og os andre alligevel jul, men også på de stakkels storsvinebedrifter kunne få en afglans af den julestemning, der ellers ville være forholdt dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu