Læsetid: 5 min.

Huset på Isla Negra

22. december 1998

Filminstruktøren Henning Carlsen besøger Nerudas hjem og oplever en intensivafdeling - samt sig selv - indefra

REJSEBREV
SANTIAGO - Først var alt sort ... og stille. Så blev det langsomt lysere og snart helt hvidt. Som når man sidder med panden mod vinduet i en flyvemaskine og ser ud i de skyer, man flyver igennem. En eller anden klagede sig. Det lød, som om han var ved at blive kvalt.
Så var der et kort øjeblik hul i skyen, og man så ned på et mærkeligt landskab. Det var meget farverigt. Mest rødt. Og det bevægede sig, som om det var bunden af en levende vulkan.
Så var alt pludselig sort igen. Og der var igen stille...
Jeg anede ikke, hvor jeg var. Min kone stod ved siden af og så ned på mig. Da hun altid har rede på den slags detaljer, spurgte jeg: 'Hvor er vi'. 'På Clinica Universidad Católica i Santiago, my dear,' sagde hun med et trøstende smil. Og jeg var med ét slag tilbage i virkeligheden.
Det landskab, jeg for et øjeblik (eller hvor længe det nu var) siden havde fløjet hen over, var altså mit eget indre, gengivet på en monitor, og manden, der havde klaget sig, var mig selv. Jeg var ved at blive kvalt, for jeg var ved at gennemgå en endoskopi, en fotografering af mavesækken indefra.

Nerudas samling
Vi var sammen med et par venner kørt de 120 km ud til halvøen Isla Negra, ca. 50 km syd for Valparaiso. Formålet var at besøge Pablo Nerudas hus dér, som efter hvad alle sagde, skulle være en rejse værd. Jeg var ikke særlig opsat, tænkte på vore egne digterhuse i Odense, Rungsted og Skagen. Når en digter er død, så er det hans værker, der er efterladenskaberne. Tiloversblevne hatte, cigaretrør, stokke, skriveborde, og penneskafter flytter ikke på noget hos mig. Jeg var kun taget med, fordi jeg ikke havde andet at lave før om aftenen, og fordi jeg trods alt ville få noget andet af Chile at se end Santiago.
Alle, der havde sagt, at det var en rejse værd, fik ret.
Neruda havde siden barndommen været dybt fascineret af havet. Havet selv, hvad der var i det, hvad der bevægede sig på overfladen, og hvad der gemte sig på bunden. Huset på Isla Negra, som er ét af tre huse, han har efterladt sig, ligger helt ude på skrænten mod Stillehavet, kun med lavaklinter og en smal forstrand. Huset, som er bygget i adskillige etaper, har form som et skib, eller rettere som flere skibe.
Jeg talte ikke, hvor mange afdelinger og stuer, der var. Men alle rum var fyldt op med maritime og oceaniske klenodier, som Neruda har samlet gennem livet lige fra drengeårene. Kæmpesamlinger af alle former for skaldyr, sommerfugle, biller, forsteninger, koraler, sten, havfuglefjer, fiskeskeletter, konkylier og meget andet.
Straks, man kommer ind, blir man mødt af en samling af galionsfigurer, hvor iblandt én tiltrækker sig lidt ekstra opmærksomhed, fordi den påstås at forestille Jenny Lind. Så var vi igen en smut i Odense. Masser af maritime værktøjer som sekstanter, kompasser, nathuse til samme, søkikkerter, nagler til tovværksarbejde, søkort i massevis både aktuelle og antikviteter. Sandskorn i forskellige farver, fyldt på flasker, i nogle tilfælde ét for ét, således at de på indersiden danner smukke billeder af landskaber, mennesker eller blot mønstre, en for mig ukendt kunstart. Et enkelt ryst med en sådan flaske, og motivet ville forsvinde for evigt.
Jeg kunne blive ved med at remse op, men stopper her. Et sted havde Neruda indrettet et lille toilet til, som vores engelske guide sagde: 'his gentleman visitors'. Det var tapetseret på vægge, indersiden af døren og loftet med elegante postkort, der ville få Erik Nørgaard til at opholde sig herinde betydeligt længere end nødvendigt. Nå, dristige postkort har vel også været mangen sømands trøst på de lange stræk.
Neruda var en mand med en sjælden humor, specielt når det gjaldt ham selv. Her har vi, i dette hus, det kontante vidnesbyrd om en mands livslange fascination af havet. Foran huset, på en lille plads ud mod Stillehavet, stod en lille jolle med halvdæk, mast og rorpind. Den stod godt og sikkert i sand, med kurs mod horisonten. Heri sad Neruda ved solnedgangstid og tog sin drink, mens han stirrede ud mod det elskede element. Han kunne ikke drømme om at tage ud på det. Han hadede at sejle.
Foran jollen var en lille, bådformet plads. Her ligger Neruda begravet.

Blod
Vi fandt et digt af Neruda, trykt på en plakat, som bragte os tilbage til den virkelighed, dette land befinder sig i: adressanten sidder p.t. i London. I min ubehjælpsomme oversættelse bliver det til sådan noget som:

På vegne af disse døde, vore døde,
kræver jeg straf.
For dem, der oversprøjtede
fædrelandet med blod,
kræver jeg straf.
For bødlen, som befalede denne død,
kræver jeg straf.
For forræderen, som steg op ad takket være denne forbrydelse,
kræver jeg straf.
For den, som gav ordre til denne dødskamp,
kræver jeg straf.
For dem, som forsvarede denne forbrydelse,
kræver jeg straf.

Vi spiste frokost i et lille fiskerleje, men jeg kunne ikke spise noget. Vi kørte tilbage til Santiago, hvor vi kom til hotellet klokken halv seks. Der lå besked om, at Salvador Allendes datter, Isabel, ventede mig til et interview klokken kvart i seks. Og jeg havde min forelæsning på universitetet klokken halv syv. Satans osse, der røg Allende. Jeg holdt min lille tale om Sult, som folk bagefter skulle se. Da jeg var færdig, spurgte en herre blandt publikum, som var kommet for sent til introduktionen: 'Hvem er det, der står og snakker?' 'Det er filmens instruktør', forklarede min oversætter. Så klappede de allesammen. 'Jeg ved ikke, hvorfor I klapper.' sagde jeg, 'Men I ved det heller ikke selv.'
Bagefter gik vi ud og spiste med et par venner. Jeg kunne stadig ikke spise noget, men tog et par whisky. Tilbage på hotellet svedte jeg usædvanligt, selv i forhold til klimaet. Kunne ikke sove. Var oppe flere gange for at besørge tunge byrder. Klokken tre sad jeg dér og fik pludselig trang til at ofre den anden vej. Jeg lænede mig ind over badekaret og malede det rødt.
Santiagos ambulancer er udmærkede, omend lidt stive. Således havnede jeg på den intensive afdeling. De gav mig en perfekt behandling, den omtalte endoskopi, en røntgenfotografering og en scanning, og endnu en endoskopi. Her lå jeg på en enestue som en anden VIP'er, omgivet af effektive, venlige, omsorgsfulde læger og smukke, usædvanlig smukke sygeplejersker og følte mig helt tryg. Jeg tænkte på mit sidste brev, hvor jeg beskrev, hvad Simona havde fortalt mig om situationen for de mennesker, der måtte ty til det offentlige hospitalsvæsen.
På fire dage fik de mig ud af den intensive og over på overvågningsafdelingen, som jeg kom hjem fra i går. Jeg lærte meget om det chilenske sygehusvæsen og de chilenske læger. Jeg har besluttet at besøge et offentligt sygehus en af dagene. Alt det skal jeg fortælle om i et senere brev.

*Dette er Henning Carlsens fjerde brev fra Chile, afsendt 17. dec. Tidligere tre breve blev bragt 11., 12. og 15. dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu