Læsetid: 5 min.

Hvem vil han slå på?

5. december 1998

Han ligner en mand, der er blevet taget det eneste sted, han ikke bryder sig om at blive taget: På ordet

QLUMMEN
Det klæder nogle mænd at blive formænd. Anders Fogh Rasmussen for eksempel. Han har ikke bare skiftet tøjstil fra for skinnende habitter til mere noble anstrøg, men nærmest skiftet personlighed - efter tv-skærmen at dømme.
Denne forhenværende unge venstreløves brøl har tit bevæget sig på kanten af komik, når iveren for at slå igennem fik stemmen drevet op i diskant, og de meget blå øjne glitrede af noget, der var svært at genkende som andet end fanatisme - eller måske fantasteri. Forskellen er indimellem ens. Hvad man kan forvisse sig om ved at læse hans ikke så gamle bog Minimalstaten.
Alt i alt et let offer for tegneren Roald Als, der klædte Rasmussen i stenalderpels, brutalt kæbeparti, gav ham en kølle i hånden og gennem en hel forligssæson lod ham hoppe rundt i Politikens spalter og råbe "pengene fosser ud af statskasssen."
Karikaturtegnerne har fået det sværere, efter at Anders Fogh blev formand for Venstre. Anstrøget af hysteri fordampede, han ligner et statsmandstalent. Ord som samarbejde, ansvarlighed, tryghed, fællesskab og velfærd falder ud af hans mund i en naturlig rytme - og jeg tør vædde på, at hans stemme er blevet dybere, gestikken rundere og øjenbevægelserne langsommere.
Det kræver imidlertid et sammenlignende studie af tv-optagelser, jeg ikke lige har ved hånden at få afgjort den sag.

Formandsskabet klæder derimod ikke Poul Nyrup Rasmussen. Han prøver at se ud, som om han har lært at kunne lide rollen som statsminister. Men forgæves.
Først for et års tid siden på en stor SiD-konference om globalisering forstod jeg, hvordan det er lykkedes ham at nå til tops i partiapparatet. Ingen ulden snak den dag. Blandt et par hundrede SiD-tillidsfolk var Poul Nyrup simpelthen skidecharmerende, glad i bevægelserne og kvik i pæren gav han klare svar på tiltaler - som indimellem var særdeles kontante, som den nu er blandt SiD'ere.
Det er næsten ubegribeligt, at det er samme menneske, der bliver interviewet som statsminister i tv. Dér sidder han ofte og trækker hagen ned mod brystet og skuler til journalisten eller sin meddebatør. Jo mere presset han er, desto flere hager dukker frem over skjorteflippen - og jeg tror, det er fordi, han er bange.
Den påstand kræver en uddybning: En af mine veninder er fotograf. Da hun en dag skulle tage nogle portrætter af mig sagde hun: "Op med hovedet" - og fortalte, at alle spontant trækker hagen ned mod brystet, når fotografen retter kameraøjet mod dem.
"De beskytter instinktivt struben mod angreb," var hendes forklaring.
Jeg tror, hun har ret. Poul Nyrup Rasmussen føler sig ofte angrebet.

Lige nu med god grund. Ikke så snart var forliget i hus, før det socialdemokratiske bagland begyndte at affyre en veritabel harmbyge mod statsministeren og finansminister Mogens Lykketoft, fordi de havde ændret efterlønsordningen. De to forligssnedkere så ud til at blive ægte forbavsede over vredesudbrudene:
"Vi har lagt det ud på Internettet," svarede Mogens Lykketoft spontant, da en journalist spurgte om regeringen ikke havde forsømt at informere befolkningen om, hvad ændringerne gik ud på.
På Internettet!
Og Poul Nyrup anbefalede SiD'erne at gå hjem og læse på lektien, før de brugte deres ytringsfrihed til at skælde ham ud for løftebrud.
I sandhed et dobbelt lærestykke i magtens arrogance. De fatter åbenbart ikke, hvad folk er vrede over - hvilket også viser sig i den modkampagne Socialdemokratiet lynhurtigt satte i værk for at rette op på statsministerens image.
Allerede i sidste fredags aviser foldede statsministeren sig kropslangt ud i store annoncer under overskriften "Vi passer på velfærden." "Vi har sikret efterlønnen - for dig og for eftertiden."
Meningen er vist, at han skal ligne en mand, der er ved at smøge ærmerne ned efter et veludført stykke arbejde.
Budskabet trænger ikke igennem. Tværtimod ligner Poul Nyrup Rasmussen en mand, der er blevet taget lige dét sted, han ikke bryder sig om at blive taget: På ordet.
Så nu er han vred. Han har lyst til at slå, ser det ud til. Slå dem, han har lovet noget og nu svigter. Dem, der har taget ham med moralbukserne nede om anklerne.

Vrede er en meget menneskelig reaktion i den situation - agressionen er så at sige dækfølelse for skyldfølelse, når man bliver grebet i bedrag. Reaktionen kan være forståelig og tilgivelig i private relationer, men den er direkte pinlig at udstille i store annoncer.
Især når man er statsminister.
Værre end pinagtigheden er den politiske ... dumhed. I de sene forligstimer handlede Lykketoft og Nyrup efter devisen: Det er lettere at få tilgivelse end tilladelse. De forregnede sig. Denne gang lod vælgerne sig ikke dreje om ved næsen - hvilket er det eneste opmuntrende i en ellers sørgelig historie.
Det er regulært sjusket at jappe vigtige reformer igennem på den måde, som det er foregået. To store morgenaviser udkom torsdag med samme seksspaltede overskrift: Total forvirring om efterlønnen - og det er en præcis beskrivelse af tilstanden efter at både Finans- og Arbejdsministeriet havde udsendt forklarende pjecer om den ny og moderne efterløn, og trukket dem tilbage igen, fordi de stred mod hinanden. Efter at diverse ministre og ordførere udlagde forligsteksten forskelligt, og efter at LO fik presset nye ændringer igennem og har flere af dem på dagsordenen.
Sådan en forvirring hjælper Internettet stort på. I den sidste meningsmåling får Venstre 68 mandater, mens Socialdemokratiet ryger helt ned på 35. Det er partiets dårligste vælgertilslutning siden 1903.

Løfte- og tillidsbruddene omkring Nyrups efterlønsgarantier forklarer en hel del. Men Jan Halbak fra Socialdemokratiets fynskreds har fat i en mere alvorlig ende, når han i gårsdagens Information sagde:
"Det handler ikke en disse om efterlønnen. Over mange år har der ophobet sig vrede over, at embedsmændene i Folketinget og rundt om i kommunerne har større indflydelse på politikken end medlemmerne ... det handler om vilkårligheden. Hvis man havde gennemført en ordentlig demokratisk debat, var der overhovedet ikke kommet den voldsomme reaktion."
Det var der næppe. Hvem som helst kan indse det problematiske i, at de økonomiske vismænds regnemaskiner forudser, at indkomstskatten skal stige med otte procent i år 2035, hvis man fortsætter i samme gænge som nu. Hvem som helst kan indse, at arbejdet er grundlaget for samfundets velstand, og hvis der ikke er nok af de unge, må de ældre arbejde lidt længere tid, hvis de kan.
Og hvem som helst kan se, at Socialdemokratiets spidser regner folk for dummere ,end de er, at de har opgivet at tale med og til deres egne vælgere som ansvarlige, begavede, myndige samfundsborgere.
Det er oprøret mod denne umyndiggørelse man kan aflæse i århundredets dårligste meningsmåling. Socialdemokratiet er på vej til at tabe den afgørende debat om velfærdstaten på parketgulvet i Finansministeriet ... og uden for døren står Anders Fogh Rasmussen og ser bedre ud med en fejekost end med en kølle i hånden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu