Læsetid: 3 min.

Hvide Rudolf

23. december 1998

7. kapitel, hvori læserinden mener at være offer for en hallucination. Hvordan bør kvinden reagere, når en mand undtagelsesvis lugter af vand og sæbe? Hvad vil det sige at være et ringe kvindfolk?

DECEMBERFORTÆLLING

Kære Ellen Margrethe,
det jeg nu vil fortælle dig, tror du sikkert er løgn. Da jeg vågnede i morges, var Tage der ikke, men det er nu ikke det, der er det mærkelige, det er sket før. Men der, hvor han ligger, når han altså er her, nemlig lige ved siden af mig, der lå der en lillebitte mand, ældgammel, virkelig tudsegammel, helt ubeskriveligt gammel. Han havde sådan nogle små, hårde øjne, kuglerunde som et dyrs. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg lå og var så øm i skridtet, for det var jeg, fuldstændig som når det var Tage, der rigtig var gået til den, og jeg syntes også den gamle fyr lå og gloede lige lovlig familiært op og ned ad min krop. Havde han taget mig, mens jeg lå og sov? Det skulle sgu ikke undre mig. Og det var sjovt nok det eneste, jeg lå og tænkte på, jeg undrede mig mærkeligt nok ikke over, at han overhovedet lå der.
Du er et ringe kvindfolk, hvis du ikke holder jul for mand og børn, sagde han. Hans stemme rungede som i en kirke, men samtidig var den lille og fin. Jeg kom til at grine. Et ringe kvindfolk, sikke noget at sige! Rend mig, sagde jeg.
Så var han pludselig væk. Helt væk.
Jeg stod op. Det var satans, tænkte jeg. Fornuftige mennesker - og sådan et er jeg jo - ville selvfølgelig sige til sig selv at den lille mand må have været en hallucination. Så det gjorde jeg. Han var en hallucination, sagde jeg til mig selv. Men samtidig var jeg fuldkommen klar over, at det var han ikke. Han havde virkelig været der i sengen ved siden af mig. Og jeg var også øm i skridtet langt op ad formiddagen, så der havde han sgu nok også været, tænkte jeg.
Lortejul! sagde jeg højt og kikkede ud ad vinduet. Bonderøvene kørte ude på markerne med deres traktorer, de er ved at tage roer op. Det er næsten ikke til at forestille sig noget mere åndssvagt end roer.
Men det sneede. Og mens jeg stod der og sagde Lortejul, begyndte det at kilde i min mave. Jeg smed mig på sofaen og fnisede og grinede en hel time, tror jeg, jeg kunne simpelthen ikke lade være.
Paw og Frederikke Amalie har allerede fået juleferie, de havde sikkert planlagt at sove længe, men jeg må have vækket dem med min fnisen.
Hvad er der med din mor? spurgte Paw.
Hun er vel blevet sindssyg, sagde Frederikke Amalie.
Lidt over middag kom Tage hjem. Jeg var blevet mig selv igen og kastede mig om halsen på ham, pludselig utroligt glad for at se ham. Min mand! Jeg regnede jo med, at han skulle sove et par timer, og håbede selvfølgelig at jeg kunne få lov til at putte ham, men han var frisk og udhvilet. Han havde sovet henne hos Sorte Rudolf, forklarede han. Jaså, sagde jeg. Jeg kunne forstå, at Sorte Rudolf måtte have et badeværelse, for Tage lugtede for engangs skyld af vand og sæbe.
Kan du forstå det? Jeg skulle vel have tænkt mit, være blevet jaloux og sådan, men det gjorde jeg ikke. Jeg var pludselig så mærkeligt lykkelig, jeg blev også pjanket og spurgte endnu engang Tage, hvad han havde tænkt sig at give mig i julegave. Det har jeg jo sagt, sagde han, du får den bagfra.
Jeg kommer til at slutte. Paw har lagt glanspapir ud over hele spisebordet. Vi skal klippe julestads, siger han. Selv Frederikke Amalie virker helt ivrig. På et tidspunkt synes jeg hun sidder så mærkeligt urolig på stolen. Er der noget galt? spørger jeg. Det klør, forklarer hun så. Jeg ved ikke hvorfor jeg spurgte, men det gjorde jeg altså: jeg spurgte om hun havde været oppe på loftet. Mm, sagde hun. Det havde hun.

Din
Camilla E
I julelampens skær

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu