Læsetid: 4 min.

Hvorfor himlen er blå

2. december 1998

Goethes farvelære belyses fra nye vinkler i ambitiøst film- og bogprojekt

FILM/BOG
Man har hørt om en del af begreberne: komplementærfarver, farvestigning, Goethes farvecirkel. Måske har man set billeder af forsøgsopstillinger:
Prismer hvor lysstråler brydes i farvespektrer eller eksperimenter med at 'narre' øjets perception ved at kombinere farver, lys og skygge på forskellige måder. I hvert fald kender man de mange spørgsmål, der jævnligt dukker op i hverdagen: Hvordan opstår farverne i en solnedgang, og hvorfor er himlen egentlig blå?
Altsammen vedrører de store spørgsmål om Lyset, mørket og farverne, hvilket netop er titlen på en film og en bog, der med friske øjne forsøger at grave ned i dén banebrydende farvelære, som den tyske digter og naturforsker Johann Wolfgang von Goethe lancerede i 1810.
Goethe investerede fyrre år af sit liv i farvelæren og betragtede den selv som sit væsentligste arbejde. Og bag det nye projekt står tre danskere, som har været ti år om at trænge ind til kernen i Goethes teorier.
Det er billedkunstneren Henrik Boëtius og de to filmmagere Marie Louise Lauridsen og Marie Louise Lefèvre.

Personlig nysgerrighed
I tråd med Goethes metode arbejder de tre ud fra en personlig nysgerrighed i forhold til naturens lovmæssigheder og fænomener vedrørende de menneskelige sansers perception. Målet har været at opnå en ny indsigt i Goethes teorier og at formidle disse i en alment tilgængelig form.
Resultatet af den langvarige proces lægges frem i en imponerende film, der lanceres af Det Danske Filminstitut, samt en bog, som sælges sammen med en videokassette med filmen.
Det særlige ved Goethe var hans unikke sammenkædning af kunst og videnskab. Set med videnskabens øjne var Goethe lægmand, hvilket betød, at hans forskning i mange år stort set blev ignoreret. Først mange år senere erkendte man, hvor revolutionerende hans naturvidenskabelige opdagelser i grund-en var.
Goethes eksperimenter byggede videre på den engelske fysiker Isaac Newtons forskning, der blev fremlagt i 1704.
Mens Newton mente, at farverne var indeholdt i lyset, fandt Goethe frem til, at farver opstår i mødet mellem lys og mørke.
Det er lyset og mørket tilsammen, der skaber farver og gør verden genkendelig, som det siges i filmen.
Og hvad der er endnu vigtigere, så udviklede Goethe en teoridannelse omkring det menneskelige øjes perception af farverne.
Filmen anstiller på overbevisende måde en række forsøg, der eksempelvis demonstrerer, hvorledes øjet 'skaber' en purpur farve i skyggen bag en kegle, hvis denne rammes af grønt lys fra den ene side og hvidt fra den anden. Ud fra forsøg som dette udviklede Goethe teorien om komplementærfarverne, og han fandt frem til den berømte farvecirkel med 'kolde' og 'varme' skalaer.

Stol på sanserne
Nutidens naturvidenskab baserer sig på et filosofisk dogme om, at alt er bedrag. Lys og mørke, farver og lyd - intet af det eksisterer som noget 'i sig selv', men er altsammen resultat af mødet mellem bølgebevægelser og sanser, siges det.
Goethes fænomenologiske opfattelse gik i den stik modsatte retning. Han mente ikke, at sanserne bedrager os. Vi udlægger blot deres impulser forkert. Og faktisk anså han øjet for at være 'det mest differentierede og nøjagtige fysiske apparat, som gives.'
Foruden videnskabelige teorier og forsøgsopstillinger lænede Goethe sig op ad almindelig sund fornuft. Og så iagttog han naturens fænomener, lysets skiften med årstiderne, den blå himmels gradueringer og horisontens farveforandringer i forbindelse med solens op- og nedgang.
Filmen træder i disse fodspor ved at veksle mellem betagende smukke optagelser af landskaber og elegant iscenesatte forsøgsopstillinger.

Mættende informationer
Der er kælet for hver en detalje. Visse sekvenser, hvor samme landskab er filmet ved forskellige årstider, er decideret magiske. Og i de mere videnskabelige afsnit har man flere steder måttet opfinde nye tekniske løsninger til lejligheden. Det hele er pakket ind i Palle Mikkelborgs sfæriske musik.
Eneste minus er, at speakerens gammeldags objektive toneleje i længden kan forekomme noget søvndyssende. Selv om filmen er særdeles pædagogisk tilrettelagt, når ophobningen af informationer på et tidspunkt en grænse, hvor i hvert fald denne anmelder mistede orienteringen.
Her savnes en mere subjektivt engageret fortæller til at trække én gennem stoffet. En anden mulighed havde været at fokusere mere på Goethes person og hans sideløbende passioner for kunst og videnskab, en pendlen, der var både frugtbar og problematisk.
Alt i alt kvier man sig dog ved at komme med disse kritiske pip, idet Lyset, mørket og farverne er og bliver et blændende flot og gedigent stykke arbejde.
Det er en film, der har noget at tilbyde til alle, som er til sinds at sætte sig ned i mørket en lille times tid og blive oplyst i god gammeldags forstand.
Bogen, der ledsager videoversionen af Lyset, mørket og farverne, er blevet til i forbindelse med et symposium om Goethes farvelære i Weimar i maj 1998. Og anledningen til projektets lancering netop nu er det forestående Goethe-år: Den tyske digter fylder 250 år i 1999, hvor Weimar tillige indtager rollen som kulturby.
Bogen gengiver filmens speak og rummer desuden en række essays af Goethe-specialister fra USA, Schweiz, Indien og Danmark.
Og hvorfor himlen er blå? - det må man se filmen for at få svaret på.

*Lyset, mørket og farverne (film/video). Instr: Henrik Boëtius, Marie Louise Lauridsen & Marie Louise Lefèvre. 52 min. Distr.: Det Danske Filminstitut.

*Boëtius, Lauridsen & Lefèvre: Lyset, mørket og farverne (bog). 120 s. 198 kr. (introduktionspris bog og video samlet indtil 1.1.99). Multivers.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her