Læsetid: 7 min.

'Inden for revolutionen er alt tilladt - udenfor intet'

31. december 1998

Fidel Castros revolution, 40 år nytårsnat, har givet cubanerne en række sociale reformer og øget selvbevidsthed. Men ønsket om mere frihed dominerer især blandt de unge

cuba
I begyndelsen af januar 1959 rykkede svært bevæbnede, langskæggede mænd i snavsede, olivengrønne uniformer ind i det nyopførte Hotel Havana Hiltons enorme foyer. De skulle bevogte adgangen til den cubanske hovedstads højeste bygning, hvor lederen af det væbnede oprør, som nytårsnat havde sat den USA-støttede diktator Fulgencio Batista på porten, opslog sin residens indtil videre.
Lederen, den 32-årige advokat Fidel Castro, havde ellers som øverstkommanderende for den nye revolutionsregerings væbnede styrker fået officiel residens på landets vigtigste militærbase, Columbia, uden for Havana. Men han ville være i centrum. Derfor beslaglagde han 23. etage på hotellet og slog sig ned med byens bedste udsigt.
I dag er de skæggede partisaner afløst af diskrete vagtfolk, og udenlandske turister og deres lokale guides fylder igen marmorfoyeren.
Uden for Hotel Habana Libre, som det nationaliserede Hilton nu hedder (det er i øvrigt overdraget til en spansk hotelkæde), antastes turisterne bl.a. af unge kvinder og mænd, som tilbyder alt muligt, inklusive sex, for at få del i de besøgendes dollar.
Andre steder i Havana er prostitutionen mere åbenlys. Den charmerende men forfaldne by er blevet et mekka for sex-turismen. Sensualiteten og den seksuelle frihed hos cubanerne har gjort landet til et oplagt mål for sex-hungrende turister.

Den cubanske identitet
Mange udlændinge når kun at opleve Havana og nogle af de pragtfulde strande. De møder ikke det Cuba, som også findes, og som er resultatet af 40 års revolutionsstyre, reformer, tilbageslag og stædig fastholden en særlig cubansk identitet.
I 1959 var Cuba legeplads for velstående nordamerikanske turister, der søgte sol, strand, underholdning og sex. En del af det - især spillekasinoerne - kontrollerede den nordamerikanske mafia. En lille, lokal elite fik sin del af kagen. Økonomien blev kontrolleret af amerikansk ejede selskaber, der bl.a. sad på det meste af produktionen af sukker, landets vigtigste eksportprodukt.
Der var fattigdom i Cuba, især i de mere afsidesliggende dele af landet, men ikke mere end i andre latinamerikanske lande. Det var de store forskelle, den hårdhændede udbytning og undertrykkelse, der sammen med USA's massive tilstedeværelse skabte grundlaget for det oprør, der sejrede for 40 år siden.
Fidel Castros løfter om dybe sociale og økonomiske reformer parret med hans radikale nationalisme og båret af en usædvanlig karisma skabte håb hos de mange og frygt hos eliten.
Der blev gennemført mange reformer - landbrugsreformen, by- og boligreformen, uddannelsesreformen, sundhedsreformen var de vigtigste - og udenlandske og lokale selskaber blev eksproprieret i de første år. USA reagerede med blokade og et mislykket invasionsforsøg i april 1961, samtidig med at Castro erklærede revolutionen for socialistisk.

Folkelig opbakning
Den folkelige opbakning var kolossal. En del cubanere - hovedsagelig fra eliten og middelklassen - flygtede til USA, men det store flertal blev og deltog aktivt i opbygningen af et nyt samfund, hvor ingen skulle sulte, hvor lægehjælp og hospitalsophold blev gratis, hvor uddannelsen blev gratis og åben for alle, hvor boligen blev billig og i princippet ejet af brugeren, og hvor produktionsmidlerne efterhånden tilhørte staten - bortset fra de små, private landbrug, som af politiske grunde blev bevaret.
Resultatet blev et land, som trods en hårdhændet blokade og utallige sabotageforsøg, og trods mange fejltagelser fra styrets side i dag kan prale med at have en veluddannet befolkning, en lav dødelighed og en relativt jævn indkomstfordeling. Samt en markant stolthed over at være cubaner.
Men også et land, hvor den politiske frihed er blevet stærkt indskrænket. I 1961 mødtes Fidel Castro med landets kunstnere og intellektuelle for at diskutere disses rolle i revolutionen. Der var blandt kunstnerne og de intellektuelle en generel opbakning til revolutionen, men også en vild trang til at diskutere dens mål og midler.
Det var på dette møde, at Castro på et direkte spørgsmål om, hvad der var tilladt, svarede de berømte ord: "Inden for revolutionen er alt tilladt, udenfor intet." En elastisk formulering, der gav plads til mange vilkårligheder.

Snævre grænser
Efterhånden viste det sig, at revolutionens grænser blev snævrere og snævrere. Padilla-sagen 1968-71 viste det med al ønskelig tydelighed. Digteren Heberto Padilla vandt i 1968 en poesikonkurrence udskrevet af UNEAC (Unión Nacional de Escritores y Artisatas de Cuba - Den Nationale Union af Forfattere og Kunstnere i Cuba). Hos det regerende kommunistparti og i hæren var man imidlertid stærkt utilfreds med Padillas kritiske digte. Hans digtsamling udkom derfor med et langt forord fra UNEAC's ledelse, hvor man angreb ham i stærke vendinger. I 1971 blev han fængslet 37 dage og måtte efter sin løsladelse aflægge en offentlig 'tilståelse' i fjernsynet.
Padilla-sagen - som vakte voldsom kritik blandt kunstnere og intellektuelle i Latinamerika og Vesteuropa - var tydeligvis en advarsel til andre kunstnere og intellektuelle i Cuba om at holde sig på måtten med deres kritik og diskussionslyst.
Slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne blev i det hele taget et vendepunkt i den cubanske revolution. Med henvisning til truslen fra USA og kontrarevolutionære kræfter strammede styret grebet og knyttede sig tættere til Sovjetunionen.
Castro støtttede således den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet i august 1968. Den sovjetiske bistand - som indtil da havde været tøvende - voksede hastigt i 70'erne og var med til at sikre at reformerne kunne udbygges.
Den cubanske tilknytning til Sovjetunionen udmøntede sig dels i, at Cuba i 1972 blev medlem af østblokkens økonomiske samarbejdsorganisation Comecon, dels i at Cuba med sovjetisk støtte i 1975 begyndte at sende soldater til Afrika - i alt 50.000 da der var flest i midten af 80'erne. Etiopien og Angola blev de to vigtigste kamppladser for de cubanske styrker.

Stigende utilfredshed
Trods en vis økonomisk fremgang i 70'erne og i mindre grad i begyndelsen af 80'erne, begyndte folk at blive utilfredse. De ønskede både mere frihed og flere materielle goder. Varemangel og rationering gjorde, sammen med de manglende muligheder for at diskutere og anfægte den øverste ledelses dispositioner politisk, at utilfredsheden voksede.
Det blev den massive flugt fra den vestcubanske havneby Mariel 1980 et klart udtryk for. 125.000 cubanere tog imod muligheden for at forlade landet.
I midten af 80'erne søgte styret at rette op på de mange økonomiske fejltagelser, men på intet tidspunkt kom det på tale at lade befolkningen deltage i en åben, politisk diskussion af den lagte linje. Den sovjetiske perestrojka og glasnost efter 1985 blev tydeligt kritiseret af Castro og andre ledere.
Murens fald i 1989 og det sovjetiske sammenbrud i 1991 bragte Cuba i en ny situation. Borte var den massive økonomiske støtte fra Østblokken. Styret måtte skære ned til det allernødvendigste. Den særlige periode, período especial, blev til noget af det barskeste, cubanerne har oplevet.
For at redde den skrantende cubanske økonomi - og bevare magten - har Fidel Castro og den øverste ledelse måttet ty til metoder, som de ellers i revolutionens første år havde forsvoret skulle genindføres i Cuba: Udenlandske investeringer. Nordamerikanske selskabers dominans i økonomien havde skabt en aversion mod udenlandske investeringer.

Åbner for investeringer
Med udgangspunkt i en lov fra 1982, som tillader private udenlandske investeringer, åbner Castro for investeringer udefra - først og fremmest i turistsektoren, som skal redde den katastroferamte cubanske økonomi. Privat økonomisk aktivitet, som ellers blev forbudt i 1968, er blevet tilladt i en række sektorer, dog kun i små familieforetagender. Det har givet beskæftigelse og dæmpet utilfredsheden.
Samtidig må cubanerne spænde livremmen flere huller ind. Fra alle sider sås Castros fald. Men nej, efter 40 år sidder han og hans styre stadig ved magten.
Men populariteten er svundet ind.
"Var det det her, vi kæmpede for under Fidel," spurgte en kvindelig veteran fra partisankrigen i 1957-58 mig under et besøg i Cuba.
Bitterheden var ikke til at tage fejl af. Men offentligt vil hun ikke sige det. Dels af frygt, dels fordi hun - i lighed med en stor del af cubanerne - foretrækker Castro ved magten frem for at risikere, at den økonomisk magtfulde, stærkt højreorienterede cubanske eksil-ledelse vender tilbage fra Miami for at tage hævn og generhverve konfiskeret ejendom.
Hos unge cubanere er ønsket om forandring mere markant, og respekten for Castro er mindre end hos de ældre generationer, der kan huske tiden før revolutionen. For de unge er revolutionens fremskridt blot en selvfølge: Gratis uddannelse, fri lægehjælp m.v. Men at det nu 40 år gamle styre skal fortsætte er bestemt ikke en selvfølge. Flere og flere cubanere ønsker forandringer, først og fremmest mere frihed, hvor de sociale og uddannelsesmæssige fremskridt fastholdes.
Castro er nu 72 år og efter sigende syg. Spørgsmålet er ikke, om revolutionen dør ud med hans afgang eller død, eller hvem der afløser ham. Den stærke hær, hvis øverste leder er lillebroderen, forsvarsminister og vice-præsident Raúl Castro, kommer uden tvivl til at spille en nøglerolle for at sikre en overgangsordning.
Men revolutionens resultater og den selvbevidsthed, cubanerne har fået med revolutionen, vil ikke forsvinde - heller ikke, selv om kapitalismen atter skulle blive dominerende i Cuba.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her