Læsetid: 3 min.

At blive interviewet

9. december 1998

Temaet i 'Passioner' er 'at blive interviewet' - og det kommer der en tankevækkende bog ud af

NY BOG
Det afsluttende interview i Peter Øvig Knudsens Passioner, der er et udvalg af en række såkaldte 'stafetsamtaler', som har været bragt i Weekendavisen, er såmænd med ham selv.
Til at forestå udspørgningen har han indforskrevet Susanne Brøgger, ingen ringere. Det ligner jo næsten en kanonisering. Vi skal åbenbart ikke have lov til at tro, at de forudgående interviews bare er interviews, eller at intervieweren er gemen journalist. Nej, vi skal helt op i Kunstens sfære, det fornemmer man. At blive interviewet, det er det, der er sagen og temaet.
Susanne Brøgger indleder med en pinligt naiv politisk eller 'sociologisk' konstatering af den situation 'vi', dvs. os mennesker her og nu, befinder os i. Den der med, at vi 'allesammen' jo er middelklasse nu om dage, der er slet ingen klassekamp mere og bla, bla, bla.
Man kunne selvfølgelig minde hende - og andre, der lever i samme tegneserieboble - om, at der næppe har været så mange arbejdsløse, bistandsklienter og hjemløse på noget tidspunkt siden Anden Verdenskrig som netop her og nu. Men gider man? Endelig er det jo også kun som indledning til det væsentlige, hun kommer ind på disse 70'er-agtige temaer. Det væsentlige er naturligvis: Hvorfor går Peter Øvig Knudsen rundt og interviewer folk? Ligger der mon noget psykologisk bag? Det gør der sgu nok - den tanke får man i alt fald, da Øvig Knudsen (hårdt presset, må vi vel tro?) fortæller, at han en gang prøvede at trøste sin egen mor med ordene: "Jeg vil interviewe dig!"
Om det lykkes Susanne Brøgger at kanonisere 'Den Fødte Interviewer' og gøre ham til noget så fint som Kunstner, det ved jeg ikke rigtig.
Men det er ærgerligt, at hun overhovedet gør forsøget, for når man læser de egentlige (undskyld udtrykket) interviews i bogen, viser det sig faktisk, at Øvig Knudsen er en fortræffelig journalist. Ikke af den traditionelle slags, der sætter en ære i at være et neutrum, der går i et med tapetet, slet ikke. Han møver sig på, han er nærmest ublufærdig, men han kan også godt sætte grænser for sin pirken - og i alt fald virker hans metode.
Garvede interviewofre som Jytte Borberg, Bente Hansen, Astrid Saalbach, Carsten Jensen m.fl. afstår helt fra at optræde i rollen som sig selv, men viser sig frem, som man må tro, de rent faktisk er. Det er, om ikke Kunst, så dog noget af en kunst at få folk til at lukke sig så meget op.
En enkelt af de interviewede, dramaturgen Ryszard Taedling, får direkte skovlen under Øvig Knudsen, der lader forstå, netop som han skal til at interviewe den ældre, polske herre, at han personligt står i et af sit livs største kriser. Javel, siger den ældre mand, men du har da husket at børste dine tænder.
Så helt galt står det altså ikke til. En vis overlevelses-evne kan trods krisen konstateres. Interviewet med filosoffen Peter Zinkernagel er simpelthen ubetaleligt, hele bogen værd, vil jeg påstå. Peter Øvig Knudsen genrebestemmer det som et ikke-interview, og det gør han ret i. Filosoffen vil først slet ikke interviewes, ikke på vilkår, men så går han alligevel med til, efter en hel del omveje, at stille sig til rådighed for visse spørgsmål. Som han dog er stærkt tilbøjelig til at mene, der ikke findes svar på. Det gør der muligvis heller ikke, jeg skal ikke kunne sige det. Jeg føler mig heller ikke overbevist om at Peter Øvig Knudsen fik rede på det.
Hvert interview afsluttet med et lille som regel ganske sødt brev fra den interviewede til Peter Øvig Knudsen. Om reaktioner mv. Det er ærlig talt næsten ikke til at bære.
Men alt i alt: en interessant og tankevækkende bog. Den kan bestemt anbefales. Man kan jo bare springe det sidste interview og de små, kærlige breve over.

*Peter Øvig Knudsen: Passioner. Interviews. 208 s. 275 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu