Læsetid: 4 min.

Intimitetens tyranni

10. december 1998

"Der er en betydelig offentlig interesse og væsentlige retssikkerheds-hensyn, der taler imod en dørlukning".
Retsformand Bent Otken,Østre Landsret

PÅ EN STORSKÆRM i Østre Landsret kunne den interesserede offentlighed mandag og tirsdag helt gratis se nogle hjemmevideoer af en 41-årig familiefar, der i en række stærke sexscener misbruger sine to døtre og bl.a. voldtager sin seks-årige datter. Også fire af pigernes veninder "medvirker" i nogle af videofilmene, fremgår det af forskellige avisers referater.
Manden, der er tiltalt for via Internettet at distribuere og sælge børneporno i en international ring af pædofile, sad foroverbøjet med lukkede øjne og græd, mens billederne rullede hen over storskærmen. Og han holdt sig for ørerne, straks han hørte sin egen stemme. Ikke underligt forbrydelsens art taget i betragtning.
Han er en helt igennem stakkels person af den type, som Fjodor Dostojevskij skrev nogle af sine største romaner på. Bag den gennemførte ondskab og den perverterede seksualitet gemmer der sig et menneske, der under sin opvækst var anbragt på institutioner og i sit voksne liv hutlede sig igennem med forskellige rengøringsjob og lange perioder i arbejdsløshed. Men uanset hvilken medlidenhed denne triste menneskeskæbne kan fremkalde hos et andet menneske, så tildeles han forhåbentlig en retfærdig straf for de grove forbrydelser, han har begået mod sit afkom og andre småpiger.

OTKENS BESLUTNING om at vise videoerne for åbne døre, der angivelig er truffet af hensyn til retssikkerheden, er dybt problematisk. Ikke fordi den tiltalte ikke kan holde ud at se sine egne forbrydelser. Men fordi det er en alvorlig krænkelse af de misbrugte pigebørn, som allerede har lidt nok, og burde forskånes for, at tilhørere - herunder pressen - er vidne til de intime sexscener.
I de fleste retssager er offentlighed og åbne døre et sundt og godt princip, som en liberal retsstat som vores bør fremme, men i den aktuelle sag er der et hensyn, der burde går forud. Nemlig hensynet til ofrene. Naturligvis skal nævningene have fuld adgang til bevismaterialet for at kunne fælde en retfærdig dom, men det er på ingen måde i en bredere offentligheds interesse at se hjemmevideoer, hvor mindreårige pigebørn sexmisbruges.

RETSFORMAND Bent Otkens beslutning om at åbne dørene for en videofremvisning af denne art ville næppe være taget for bare få år siden. Men det offentliges interesse for og indtrængen i selv den intime del af det private liv er blevet forstærket voldsomt i de seneste år. Senest kulminerede det i den voluminøse medieinteresse for præsident Bill Clintons sexliv, hvor det paradoksalt nok blev konservative moralister, der i den inkvisitoriske Starr-jagt fuldførte den revolution, som libertære venstreorienterede, hippier og andre frigørelsesteologer fejrede i 1968: Orgasmens samfundsmæssiggørelse.
Den amerikanske sociolog Richard Sennett beskrev allerede i 1977 i sin bog The Fall of Public Man, hvordan erosionen af det offentlige liv har været med til at deformere de intime relationer mellem mennesker - og degraderet betydningen af den fysiske og kødelige kærlighed gennem en stadig større sexualisering af selvet.

NETOP I DENNE UGE tager det tyske ugemagasin Der Spiegel tråden op i en større artikel om "Intimitetens terror", som naturligvis er illustreret med en masse dejlige nøgne damer. Det kan næppe genere ret mange af os moderne mennesker, som fra supermarkeders hylder bombarderes med endeløse rækker af pornoblade eller kan se halvnøgne kvinder, der sutter fallosfigurer på reklamestandere i bybilledet. Vi har set alt, og det er gabende kedsommeligt. I Voyeur-repu-blikken Tyskland løfter de kommercielle tv-kanaler dynerne til soveværelserne. Og sadomasochister, transvestitter, læderfetichister og sodomister får sendetid, fordi de kan pirre offentlighedens interesse. Den endeløse striptease i det offentlige rum kendes også herhjemme. Som når Dagbladet Politiken forsøger at få kunder i butikken med artikelserier om den porno, der boomer i 90'erne, eller når TV-3 gør porno til docusoap i primetime, og DR går i Brunst. Der Spiegel kalder denne udvikling for "en sexualisering af offentligheden", der skaber en samfundsmæssig tvang til tolerance.
Sex er dejligt, men når intimiteten bliver tvang og tyranni i det offentlige rum, er det ødelæggende. Det frister lettere svage sjæle - uden moral og menneskelig rygrad - som den pædofile 41-årige til at begå vold på sig selv og sine nærmeste, når livet ser sortest ud. Og det gør det sværere for retsformænd at trække den rigtige grænse mellem offentlighed og beskyttelsen af den private intimitet.

OCTAVIO PAZ - den mexicanske nobelpristager i litteratur - har i bogen Den dobbelte flamme påpeget, hvordan den erotiske frigørelse siden 1968 desværre er blevet konfiskeret af pengemagten og reklameverdenen: "Det er mærkeligt, at man i en epoke, hvor der tales så meget om menneskerettigheder, tillader leje og salg af exhibitionistiske billeder af mandlige og kvindelige kroppe, som var de kommercielle lokkefugle, uden at undlade at vise de mest intime dele. Skandalen er ikke, at der er tale om en universel praksis og tilladt af alle, men at ingen skandaliserer det: Vores moralske drivfjeder er lammet." Paz' budskab til os er ikke at vende tilbage til den afskyelige victorianske moral, der byggede på forbud og straf. Det er tværtimod at bryde den ondartede pagt mellem kapitalismen og den sexuelle frigørelsesteologi ved at sætte kærligheden i centrum for de personlige relationer. I centrum for den moralske sensibilitet.bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her