Læsetid: 5 min.

'I Iran har vi ytringsfrihed men ingen frihed'

18. december 1998

I Iran har vi ytringsfrihed, men ingen frihed, når vi har ytret os, siger en chef-redaktør efter at have siddet et fængselsophold.

TEHERAN - Han kan godt ligne en lidt søvnig huskat med sit velplejede overskæg og sin stemme, der lyder som en dyb spinden. Men når han skriver, er han en rigtig baggårdskat, der sidder på et plankeværk og hvæser med kløerne fremme.
I sin klumme i dagbladet Tous (navnet på en by i den østlige del af landet) vovede han at gøre grin med næsten alt - f.eks. adskillelsen mellem kønnene: Som en endelig løsning på problemet foreslog han at dele landet i to med mændene i nord og kvinderne i syd.
Denne ironi, der blev udtrykt på formfuldendt persisk, gjorde ham til en helt for mange unge iranere.
"Vi købte først og fremmest Tous for at slå op på side 4 og fryde os over det, han havde skrevet," fortæller den 17-årige gymnasieelev Reza, som klippede klummen ud hver dag. Alene dens titel var en provokation: "Femte kolonne".
"Når avisen var forsinket, ventede vi foran kioskerne. Der dannede sig lange køer," tilføjer Ramir, en studerende på 23 år.
Den 16. september blev Tous lukket efter en kendelse fra revolutionsdomstolen i Teheran, og redaktionslokalerne blev ryddet af ordensmagten.
Endnu værre var det, at Ibrahim Nabiri blev revet ned fra sit plankeværk: Han blev arresteret sammen med avisens direktør Hamid Jalaipour og to andre ledende medlemmer af staben.
"Vi følte det, som om det lys, vi så for enden af tunnellen, brutalt var blevet slukket," siger Ramir. De fire mænd blev holdt i isolationsfængsel i næsten en måned.
Tous havde så sent som i juli afløst dagbladet Jameh (Samfund), der blev forbudt for at have udbredt "løgnagtige informationer". Begge aviser blev fordømt af konservative kredse på grund af deres frie tone og deres succes (mere end 300.000 eksemplarer) - men også på grund af deres åbne støtte til præsident Mohammed Khatamis løfter om at udvikle det civile samfund og give befolkningen flere rettigheder.

Følsomt interview
Kort før Tous blev lukket, havde 180 af de 270 medlemmer af parlamentet, Majlis, underskrevet en appel til myndighederne om at gribe ind over for "dem, der bringer den nationale sikkerhed i fare".
Påskuddet til lukningen var et interview med den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing under dennes besøg i Iran. Her hævdede han, at nu afdøde ayatollah Khomeini i slutningen af 1978 søgte politisk asyl i Frankrig.
Dagen efter krævede Iran nuværende åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, at der blev truffet forholdsregler over for avisen, som ifølge ham var redskab for en "snigende vestlig kulturaggression" og derved skadede "folket, islam og revolutionen".
Journalisterne havde ventet, at kulturministeren, der har ry for at være en af de mest liberale i regeringen, ville forsvare dem. Men
Ataollah Mohajerani, som i forvejen var under stærkt pres fra Majlis, valgte at redde sin ministerpost.
Tous var ikke kun en avis, der glædede sine læsere. Den var også en af de få i landet, præsidenten kunne regne med.
"Khatami foreslår demokratiske løsninger, som ikke tilfredsstiller hverken venstre- eller højreorienterede islamister. Han har ingen organisation at støtte sig til; han har kun folket og pressen. Pressen fungerer som det parti, han ikke har," siger Ibrahim Nabavi, som endnu er en smule mærket af sit fængselsophold.
Men selv om Khatami måske bag kulisserne arbejdede for at få de fængslede pressefolk sat på fri fod, forholdt han sig tavs om lukningen af Tous. På den måde skadede han sin anseelse i befolkningen, som mere og mere bebrejder ham hans passivitet. Ibrahim Nabavi synes ikke at bære nag til ham af den grund: "Den iranske struktur er præget af orientalsk enevælde. Den, der kommer til magten, bliver straks en fjende af demokratiet og begynder at svinge pisken. Khatami er den eneste undtagelse fra den regel - i hvert fald indtil nu..."
Tous var den isolerede præsidents mest trofaste forbundsfælle. Hans konservative modstandere har ellers kontrol med alt: parlamentet, retsvæsenet, de magtfulde revolutionsfonde, Pasdaran (revolutionsgarden) og Eksperternes Råd, som udnævner og overvåger den åndelige leder. De har også ayatollah Khameneis mere eller mindre udtalte sympati.

Ikke så professionel
Præsident Khatami kan kun støtte sig til en skrøbelig koalition af venstreorienterede islamister og en strømning, der hævder at gå ind for landets 'genrejsning'.
Den første gruppe, som indtil for nylig var sekterisk og ekstremistisk, foregiver at tro på de demokratiske dyder, fordi den er i tilbagegang. Den anden gruppe består af teknokrater, der går ind for økonomisk liberalisering, men uden politiske åbninger. Kort sagt er ingen af dem særlig pålidelige forbundsfæller.
Derfor er Khatami nødt til at følge spillets regler og overholde ritualerne i et system, som han er en del af, og som han udadtil står som garant for. Hvis han vil have sine reformer gennemført, må han benytte sig af pressen.
"Vi må sige folket sandheden, hvis ikke vi skal begå fejltagelser," sagde han for nylig i et tv-interview.
For tiden er truslerne rettet mod avisen Salam, talerør for den radikale islamistiske venstrefløj (som er venligt indstillet over for Khatami).
"Hvis de lukker den, bliver situationen meget farlig. Hvad er der så tilbage af præsidentens ord om politisk udvikling og pressefrihed? Så har vi et mindretal, som har stor magt, og et flertal, som ingen magt har," siger Machallah Chamsolvaezin, chef-redaktør for Tous.
"I Iran har vi ytringsfrihed, men ingen frihed, når vi har ytret os," tilføjer han med henvisning til sit fængselsophold.
Sammen med andre journalister forbereder han nu et nyt projekt. Men denne gang venter de, til de har garantier fra præsidenten - efter lukningen af Tous står de tilbage med en gæld på 500.000 dollar. Dertil kommer, at de konservative kredse synes at forberede sig på at slå til i forbindelse med en vigtig politisk begivenhed: De første kommunalvalg i den islamiske republik, som Khatami har udskrevet til februar, og som han er nødt til at vinde.
Endnu et dagblad har for nylig set dagens lys på initiativ af hojatoleslam Abdallah Nouri, en af præsidentens nærmeste rådgivere. Dens navn, Khordad, henviser til den måned, han blev valgt (maj 1997).
Men selv om redaktionen består af tidligere medarbejdere fra Tous, er den nye avis langtfra lige så professionel og så fri i tonen som den.
I mellemtiden undgår Tous-folkene, der definerer sig selv som "revolutionens mest trofaste sønner", omhyggeligt at komme ind på et tabu-emne - selve grundlaget for den islamiske republik, Velayat-e faqhi (som fastslår religionens overhøjhed, inkarneret i den åndelige leder, ayatollah Khamenei).
Enhver form for debat om dette dogme er umulig i Iran. "Velayat-e faqhi er hovedhjørnestenen i systemet. I henhold til forfatningen er Khatami nødt til at gå ind for den, ellers vil han øjeblikkeligt blive afsat. Tous forsøgte at nærme sig dette problem og brændte fingrene på det," forklarer en vestlig forsker.
Men i hvert fald en del af avisens menige medarbejdere står for langt mere radikale holdninger end præsidenten. "Naturligvis er jeg imod Velayat-e fiqhe. Og hvis Khatami virkelig gik ind for det princip, ville jeg være ked af det," siger en ung journalist.

© 1998 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Tidligere artikler om situationen i Iran blev bragt d. 16/12. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her