Læsetid: 4 min.

Jack the Dripper

4. december 1998

Retrospektiv udstilling i New York viser, at Jackson Pollock som ingen andre gjorde vold
mod maleriet, og blev den mest berygtede og berømte amerikanske maler i det tyvende århundrede

UDSTILLING
Da Jackson Pollock døde ved en bilulykke i august 1956, 44 år gammel, var det, ironisk nok, kun en alt for passende afslutning på en af de største kunstnermyter i moderne kunst. I tiåret for rinden havde Pollock opnået noget nær filmstjernestatus på den amerikanske kunstscene.
Hans Namuths fotografier og dokumentarfilm havde foreviget Pollocks maleriske gestik, og en artikel i modemagasinet Life havde spurgt sine læsere, om hvorvidt Pollock var den største levende amerkanske maler, et spørgsmål, som kritikeren Clement Greenberg allerede havde svaret bekræftende på.
Det er myten om Pollock, om hans storhedsvanvid og mindreværdskomplekser, hans seje cowboy-stil med en cigaret konstant hængende i flaben, hans vilde bilkørsel og heftige drikkeri, der endte med at slå ham ihjel.
Det er en myte så veldokumenteret, at man let glemmer Pollocks værk, nemlig malerierne, de store lærreder som han lagde på gulvet i sit atelier og dryppede, kastede og hældte maling på med træpinde og hullede malerdåser.
De står i dag med deres sammenløb af linjer og klatter stadig som nogle af de mest radikale og originale i det moderne maleri.

Jazz i laden
Den nyligt åbnede retrospektive udstilling af Pollock på Museum of Modern Art i New York, den første amerikanske udstilling i over tredive år, viser på bedste vis, hvordan myte og værk er to adskilte aspekter af Pollock, der samtidigt komplimenterer hinanden.
Udstillingen byder udover et katalog med aldeles flotte reproduktioner på en cd med den jazzmusik, Pollock lyttede til, når han malede, interaktive computerskærme, Namuths film, en installation med eksempler på Pollocks utallige teknikker og en model i fuld størrelse af den lille lade, der fungerede som hans atelier på Long Island. Trods deres let poppede karakter er disse tiltag sagligt informerende, og fortæller, uden at dramatisere, myten om Pollock, der, hvadenten man vil det eller ej, ikke er til at komme udenom.
Det er dog de mere end 150 malerier og tegninger fra hele Pollocks karriere, der er MoMA's helt store bedrift. Alt fra de stilliske studier fra trediverne til midten af fyrrene inspireret af Picasso, Matisse og mexikaneren José Clemente Orozco, og de tegninger han medbragte til sin psykolog, over hans abstrakte hovedværker fra slutningen af fyrrene til de spredte fra starten af halvtredserne, er med i denne retrospektive udstilling. Og de bidrager alle på forskellige vis til Pollocks storhed, og hans søgen efter et moderne, amerikansk, maleri.

Mesterlige dryp
Selvom Pollock allerede blev kendt i starten af fyrrene for sin gotiske og mytologiske stil, er det malerier som Au-thumn Rhythm, Out of the Web, One: Number 31 og Lavender Mist, fra perioden 1947-50, der for alvor berettiger talen om ham som den største amerikanske maler.
Det var i denne periode, Pollock udviklede sin legendariske dryp-teknik til perfektion. Med lærredet på gulvet og træpinde dyppet i maling gik han til værks fra alle leder og kanter og udnyttede tyngdekraften til at dryppe og klatte maling på lærredet. På den måde skabte han en struktur, eller snarere en tekstur, af tomrun, krydsninger og afbrydelser, der så at sige voldtog alle hidtige forventninger om, hvad maleriet kunne forestille, og hvordan det skulle laves og satte det frit, the american way. Som Pollock selv udtrykte det: "Enhver tidsalder finder sin egen teknik."
Det var dog ikke bare det rene kaos og amatørklatteri, for Pollock havde kontrol over sit maleri, selv når han var allermest ude af kontrol. Han arbejdede på malerierne over flere omgange, hængte dem op for at danne sig overblik, tog dem så ned igen og arbejdede videre. Og det var denne kontrol og coolness midt i eksperimenterne og overskridelserne, der var hans geni og gjorde, at han fik en større indsigt i og nåede længere ud med det abstrakte maleri end de fleste.

Den største?
Pollock så klart og tabte ikke hovedet, selv om han stod foroverbøjet ind over lærredet. Med lige dele vold og poesi blotlagde han i stedet det abstrakte maleris vilkår, klædte det helt af og kom ind til en kompleks og paradoksal flade, hvor linjen ikke længere aftegnede en figur, men var sig selv, sin egen figur, uden begyndelse eller afslutning. Det var et maleri, der ikke forestillede noget, men stadigvæk betød, så det battede, kunne ses og mærkes. Og dette maleri var abstrakt i egentligste forstand, så abstrakt, at den netop ikke var til at forstå.
Det er dette afkald på forståelse, på det at ligne noget, som er essensen i Pollocks vision om det abstrakte maleri. Det er en vision om den totale frihed, på en gang bekræftende og fremmedgørende, der gør, at hans malerier ikke er til endeligt at bestemme og afgrænse, og derfor forsætter med at afgive ny betydning.
Der hænger således et ekko i luften på denne retrospektive udstilling. Et ekko af spørgsmålet fra magasinet Life, om Pollock var den største dalevende amerikanske maler. Pollock var, og er uden tvivl stor, nok også den største, hvis der nogensinde var en, og hvis hans person dengang blev udødeliggjort af medierne, så gør hans kunst det for tiden af sig selv på MoMA.

*Jackson Pollock på MoMA i New York indtil 2. februar 1999 og fra 11. marts til 6. juni på Tate Gallery i London. Katalog s.336, $35.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu