Læsetid: 14 min.

Den jord de ikke fik

31. december 1998

Oberstløjtnant Fuentes smiler. Det er rent formelt, siger han.
Bussens passagerer ser nu ikke ud, som om de er udsat for noget rent formelt.

Mexico (3)
Han sætter sig uopfordret ved morgenbordet og oplyser, at han hedder Ray. Tomsom til efternavn. Missionær. Kulden hænger endnu over San Cristobal. Ja, faktisk fortager den sig aldrig helt på denne årstid. Chiapas-provinsens hovedstad kræver vanter og tørklæde til op på formiddagen. Det er da også en del af Rays påklædning. Hertil kommer en safarihat og en tyk notesbog med adresser.
Fem minutter senere må jeg sande, at min nye bordfælle interesserer sig for andet end himmelske anliggender.
"De kender vel baggrunden for hele misæren, amigo?" spørger han.
- Baggrunden?
Han sætter den ene støvlehæl hårdt i gulvet.
"Den skal findes dernede og desværre ikke i himlen, hvad der havde gjort det hele lidt lettere for en mand som mig med mine interesser. For er de klar over, at vi sidder og spiser morgenmad lige oven på denne klodes rigeste jord? Mineraler, mineraler og atter mineraler. Alle ved det, og derfor vil ingen give så meget som en håndsbred fra sig. Selv ikke med kniven på struben."
Og så udbygger han opdækningen - vores majskager, brune bønner og fint skåret chili - med strontium, kobber, cadmium, tungsten, jern og guld og bismut og bly og zink og magnesium og hvad ved jeg ...
"Et enormt potentiale, amigo. 60 procent af dette enorme land er lige til at grave op. Vent bare til rumalderen for alvor kommer op i omdrejninger. Så skal De se løjer! Og vi kender kun til femogtyve procent af potentialet. Og kun sølle fem procent af disse bjerge af rigdom er hidtil blevet udnyttet. Fem procent, hvad siger De så!"
Jeg må se spørgende på ham. Lidt skeptisk, måske, for han fanger mit blik:
"Ja, jeg ved det. Jeg har rejst rundt hernede i et kvart århundrede. Det med sjælene er bare min hobby. Det lyder også pænere. Når man fortæller, at man interesserer sig for jordbesiddelse og ejendomsretten, bliver mange mexicanere lidt fintfølende, forstår De. Både de, der har jord og de, der ikke har jord. Eller også spilder man tiden med at skulle lytte til deres vanvittige projekter og planer. Deres 'jeg-behøver-bare-lidt-startkapital'. Eller 'jeg-har-en-ide-om-en-hotelkæde'. Eller 'hvis-vi-nu-får-anlagt-en-middelstor-lufthavn-så ...' Nej, så er det mere enkelt det med sjælene. Det deler også folk men på en mere luftig måde, for der er jo dem, der mener, at indianerne stadig ikke har nogen sjæl..."
Missionæren, der kalder sig Ray og viser sig at være fra Atlanta, ruller endnu en majskage sammen og sluger den.
"Hvor går rejsen hen?" vil han så vide.
Jeg svarer lidt bredt, at jeg vil lidt ud i bjergene.
Han nikker:
"'Ud i bjergene', ja. Det siger alle. 'Zapatisterne', ikke sandt? De vil ud og finde retfærdighed: Det er langt at rejse for at finde så lidt. Retfærdighed! Begynd i Amatanango, så skal De se Deres retfærdighed. Der slås indianerne mod deres egne. Katolske indianere mod dem, evangelisterne har lokket over på deres side. De kæmper om jorden, skal jeg sige Dem. Jorden er deres eneste gud..."

Don Manuel har indvilget i at køre hele vejen til La Realidad og tilbage, om gud vil. De lange, otte støvede og ubekvemme timer ad bjergenes snoede veje til La Realidad, til landsbyen, der kalder sig Virkeligheden, og som er et af 'zapatisternes' sidste, befriede områder. Et hul kun et halvt hundrede kilometer fra grænsen til Guatemala. Et sted, hvis blotte navn får hans i forvejen usunde ansigtskulør til at blive endnu mere gusten. Og inden rejsen eller martyriet er gennemstået og forbi vil han, hvis forbillede er nordamerikanerne og deres rygepolitik og deres film og deres tv-kanaler, være forvandlet til kæderyger, poserne under hans øjne vil være blålige, og han vil så bitterligt fortryde, at han i det hele taget sætter sig bag rettet i sin pick-up og kørte til Virkeligheden.
Don Manuel kender godt Amatenango. Landsbyen ligger på vejen ud mod de blånende bjerge. Indiansk område, siger han. Kulsviere. Den laveste kaste. Fordrevne folk, hvilket kan ses af deres i al hast opførte hytter med bliktage og så de små, evangeliske kirker. Katolikkerne kan ikke lide dem. Myndighederne heller ikke. De har antaget en nordamerikansk tro, sikkert i mangel af noget bedre. De har også fået penge for det, hævder don Manuel. Penge for at skifte fra den ene, hvide gud til den anden. Har man hørt noget lignende? Hvor stor kan nøden blive? Nu har de hverken en rigtig gud eller et rigtigt stykke jord, end ikke en baghave med et par banantræer og lidt majs. Der hænger en grålig røg over hele landsbyen. Kulsviernes røg. Ingen vil naturligvis lade sig fotografere, specielt ikke fordi det er (endnu) en begravelses dag. Hele landsbyen vandrer tavst og med bøjet nakke bag efter en lastbil med en hastigt sammentømret kiste. Hen til begravelsespladsen, ned i jorden med kisten og så tilbage til den jord, der ikke er deres.
"De kan ikke lide fremmede," siger han og peger ud gennem frontruden. "Da 'zapatisterne' kom her forbi for fem år siden, flygtede de alle. Det er mærkeligt: de der intet har, vil heller ikke tage imod noget, når de får det tilbudt. De tror kun på de nordamerikanske præster, når de en sjælden gang kommer forbi. Deres sjæle er oppe nordpå. Men deres legemer begraver de her."

I den næste by, Las Margaritas, spørger don Manuel om vej. Han hævder, at han har kørt turen ind gennem bjergene mange gange før. Men hans rådvildhed anskueliggør, hvad han da også senere, alt for lang tid senere, tilstår. Nemlig at det faktisk er hans søn, hans eneste søn, der er kender af området. Han har også to døtre, men dem og deres navne og videre skæbne forbigår han mest i tavshed.
Han spørger på et gadehjørne, han spørger ind i en patios skygge, han spørger en gruppe skolebørn i hvide skjorter. Han spørger om dette nu også er vejen til Virkeligheden. Alle peger i forskellige retninger. Virkeligheden? Hvad er dog det? Virkeligheden! Så spørger han på en tankstation. Han vil også vide, om der er "problemer" langs vejen. Svaret er atter en pegefinger ud i den blå luft og et beroligende men også kuriøst "kun fulde folk og dem uden kørekort har problemer".
Men der er nu problemer. I form af en jernkæde på tværs af den støvede og hullede vej. Og så to typer, der afsvaler sig i skyggen foran et lille hus med grænsepolitiets emblem på fronten. Deres uniformer er ulastelige. Deres holdning om udstationeringen her på grænsen til intetheden er en blanding af beklagelse, ja næsten gråd. Den ene er hentet op nede fra Tapachules behagelige varme og konen og børnene og en mulig forfremmelse.
Nu sidder han her og stirrer på en jernkæde og spiller kort med sin kollega, omgivet af mange hunde, et par høns og en grøft med malariabefængt, okkerfarvet vand. Og han beklager meget, at han bliver nødt til at holde os tilbage. Det er ganske vist et frit land, Mexico. Men der er så mange turister. Og nogle af dem er ikke turister, men terrorister. Og hvis vi vil ind i området, hvad han slet ikke forstår, at vi agter frivilligt, så for hans skyld ingen alarm. Vi må så blot afgive en beediget erklæring og erlægge vores turistvisum og møde op på den lokale politistation inde i San Cristobal tre dage senere for at anskueliggøre, hvad det egentlig er, vi vil.

Det er de mexicanske myndigheders helt specielle måde, at skjule 'zapatist'-oprøret på: Det er blevet kvalt i en militær mobilisering uden sidestykke. I rifler og pansrede køretøjer. Med maskinkanoner, når det ikke kunne være anderledes. Med løfter om jord og bod og bedring, hvis det skulle være på den måde. Mexicos præsident, Ernesto Zedillo har fra hovedstaden ladet forlyde, at han "forstår at værdsætte" de krav, 'zapatisterne' har fremført, men at der nu må komme en tid, en moderne tid, en tid hvor der bliver sagt farvel til våbnene som argument, en tid hvor revolutionerne er forbi, hvilket vil sige, at 'zapatisterne' kommer ned fra bjergene, afleverer deres antikverede geværer, trækker deres elefanthuer af ansigtet, træder ud af anonymiteten og røber, hvem de er, og hvad det er, de vil.
Det vil møde forståelse i regeringspartiet, der lige siden 40'erne har slugt og fordøjet enhver form for opposition, og som altid har stået for jord til de besiddelsesløse, de fattige og de forarmede.
Men det skal blot ske på en værdig, en demokratisk og en ikke-voldelig maner. Det er sådan, det officielle krav lyder på et parti, der plages af korruption, interne magtopgør, likvideringer, alliancer med narkokartellerne og affæren med den tidligere præsident, Carlos Salinas, som forsvandt i det selvvalgte eksil først i Cuba, så i Spanien og endelig i Irland og medbragte en anseelig del af statskassen.
Intet under, at 'zapatisterne' tøver.

Alt det udtaler grænsegendarmen nede fra Tapachula sig naturligvis ikke om. Han behøver blot vores visum og lader os fortsætte med en henkastet bemærkning om, at der længere fremme langs vejen til Virkeligheden venter os flere overraskelser.
"I vil møde hæren," siger han med en blanding af stolthed og trods. "Vi har intet med hæren at gøre. Den tager sig af sit, og vi tager os af vores. Men vi står sammen i kampen mod de 'fremmede'. Hils soldaterne!"
De "fremmede" er en fælles karakteristik, som myndighederne har fundet på for yderligere at miskreditere 'zapatisterne'. Hvad de går og prædiker og bilder folk ind dybt nede i Chiapas-provinsens bjerge og slugter, er ikke noget, de ægte mexicanere har fundet på. Det er noget, der er kommet fra udlandet. Jord til de fattige! Hvor kommer det absurde krav fra? Ikke fra Moskva. Der er russerne blevet mere fornuftige. De er ikke længere kommunister. Og ikke fra Cuba. Der er de både blevet mere fornuftige og mere sultne. Og Fidel Castro har selv udtalt, at han ikke mener, det er tilrådeligt - tilrådeligt - at forsøge sig med væbnede revolutioner på denne højde af århundredet.
Så hvor kommer disse "fremmede" fra? Fra Guatemala, måske. Fra de sydamerikanske rest-revolter. De utilfredse nede i Columbia og Venezuela. De intellektuelle i Brasilien. Hvad der er tilbage af dem, der i det hele taget kan huske Chiles Salvador Allende eller sandinisterne i Nicaragua. Sydamerikas latente utilfredshed. Revolutionen som den direkte vej til et bedre samfund eller som en umulig drøm om Utopia. Eller som en profession, en livsstil, en levevej.
Kontinentet er fyldt med unge, begejstrede mennesker, der læser Simon Bolivar, Marx og Castro. Et veritabelt museum for nutidstanker, der er ved at støve til. Der er jo intet sket, hævder de. Trods snesevis af revolutioner og opstande befinder jorden sig stadig på herskernes hænder.
Århundredet er gået med revolutioner. De er blevet en slags magnet for europæisk ungdom, Nicaragua, Chile, Cuba, men alt er gået, som helten fra sidste århundredets befrielseskrige mod Spanien, general Simon Bolivar spåede: "At kæmpe for revolutionen er som at pløje havet."
Om oberstløjtnant Almerio Fuentes i det hele taget har gjort sig den slags tanker, skal jeg ikke kunne sige. Men han viser mig den ære (eller også er han blot nysgerrig) at dukke op uden for porten til hans junglereservat sammen med en adjudant, som også er kamera-mand og et par sergenter, der omhyggeligt noterer alt, hvad der bliver sagt.
Oberstløjtnanten er ikke i hygge-stemning. Han vil vide om vejret i Europa. Selv har han aldrig besøgt den verdensdel. Han har været i Texas, ja. Han er ranger-trænet på Fort Bliss i El Paso. Og jeg vil måske vide, hvorfor han står her på en miserabel bjergsti og tager imod fremmede?
Det skal han sige mig: dette er udelukkende en øvelse. Her er ikke noget oprør længere. Den tid er forbi. Oprørerne og regeringen forhandler. Hans tilstedeværelse, sammen med et velvoksen batallion, er kun en markering. Alle kan frit bevæge sig i området.
Han smiler det smil, jeg dagen efter så ganske absolut ikke vil kunne genfinde omkring hans tynde læber, mens han rykker ind i Virkeligheden i spidsen for sin pansrede kolonne.
Da vil han have ændret karakter. Nu er han blot den venlige officer. I morgen vil han være truslen, undertrykkeren, indianerhaderen, hvis soldater vil stirre stift frem for sig og klamre sig til deres våben, mens de kører gennem Virkeligheden og kun gør, hvad de har fået besked på: At ignorere indianerne siden det åbenbart ikke længere er velset at skyde dem!
Mit blik fanger en ramponeret bus, som også er blevet standset ved oberstløjtnantens check-point.
Dens passagerer bliver udsat for en lidt anden behandling, end jeg har været ude for. Mænd med stråhatte og bulede bukser, enkelte med en bananklase eller en macheta, slidte sko og et tandløst, undskyldende, selvudslettende smil. Ind i køen! Kropsvisitering i henhold til de forenede, mexicanske Staters Forfatning, paragraf 11, 14 og 16 samt tilføjelserne i artikel 1, 3, 7, 34, 43, 64 og 161 skal alle vejfarende her på disse kanter undersøges for besiddelse af våbe og sprængstoffer.
Oberstløjtnant Fuentes smiler.
Det er rent formelt, siger han.
Bussens passagerer ser nu ikke ud, som om de er udsat for noget rent formelt.

Ved den næste vejspærring gentager ritualet sig: flere høflige, udenomsspørgsmål. Der bliver skrevet op, og der bliver skrevet ned og der bliver fotograferet og kamera-filmet. Jeg får næsten den forunderlige fornemmelse af at være på vej til en helt anden planet, og at jeg absolut skal filmes, før jeg vinker farvel og tager afsked med dette liv. Og spørgsmålet bliver ved med at gnave inde i kraniet: Hvad er det, jeg har rodet mig ind i, siden det vækker så stor opmærksomhed, at en tilrejsende ankommer til et fredeligt sted uden problemer, som oberstløjtnant Fuentes har udtrykt det.
Men jeg ved det naturligvis godt. Inde bag den næste bjergryg, i den næste dal eller slugt, på den anden side af sletten, der hvor man tror, der slet ikke er noget som helst ovre på den anden side, ikek et eneste frø, ikke noget som helst, ikke et træ eller bare en eneste rod, der hvor alt er gennemfuret af revner og udtørrede vandløb, og hvor der kun vokser et sygt krat, ja der ligger der alligevel et sted, hvor der bor mennesker. Der er et strejf af røg i vinden. Nogen er ved at forberede mad. Hundene gør. "Kom hjem," synes en stemme at sige.

Kom hjem!" Du gode gud. Hvad er det for en velkomst? To fyre dukker frem fra skumringen. Gummistøvler og løsthængende skjorter. De standser don Manuels pick-up med en bydende gestus.
- Hvem i helvede er de? vil jeg vide.
Min lunte er ved at blive kort.
"Konflikten," svarer don Manuel. "De er fra konflikten."
- Og hvad skal det sådan mere nøjagtigt sige?
"'Zapatisterne'," tilføjer han næsten ulykkeligt, som om han ønskede mig en bedre skæbne.
Jeg har brækket mig. Blod og majskager med for megen friture. Myggene har stukket og myrerne har bidt mig. Jeg har følt mine nyrer give efter under bumpene og hullerne i vejen. Jeg har lyttet til grænsegendarmernes dumme løgne og oberstløjtnant Fuentes' udenomssnak. Det er blevet køligt, og jeg er både sulten og tørstig. Og jeg har hverken sovepose eller moskitonet med, og da slet ingen safarihat og vanter og halstørklæde som min nye bekendte, mister Ray langt tilbage langs ruten og helt inde i San Cristobal. Men jeg har min utålmodighed. Og den kan være frygtindgydende, hvis bare den bliver serveret på en organiseret måde.
Så jeg ser ikke på dem, ikke direkte, men jeg siger, at jeg gerne vil vide, hvad de vil, 'zapatisterne'.
De svarer, at de vil have en ansøgning, en skriftlig ansøgning, motiveret og punkt for punkt, om tilladelse til at aflægge virkeligheden et besøg.
Og så står jeg der i skumringen, der nu næsten er blevet til mørk aften. Og jeg kigger mig omkring til alle sider og ser bjergene i silhuet mod himlen og månelyset. Og jeg tænker: al den plads, al den jord, til ingen nytte. Mine øjne har slet ikke noget fast holdepunkt mere. Der er lyde i natten. Men lyde er ikke noget, man ser. Det er det mest fantastiske ved lydene: Man hører noget, et firben måske, eller blot en sten der ruller ned fra skråningen, eller en zamuro, en grib der kalder på en anden, eller en palmegren, der tungt falder til jorden.
"Ja, det er nu sådan, det er her mellem os," siger en af dem med gummistøvlerne. "Her har vi orden i sagerne."
Han har ikke selv et ark papir eller en kuglepen, og der må ikke tændes lys, tilføjer han almægtigt. Men en ansøgning skal han have. Den vil blive videresendt ind til virkeligheden. Og i fald nogen, hvem som helst, finder den plausibel, vil jeg og don Manual og hans elendige pick-up få tilladelse til at køre videre. Som gummistøvlerne siger: "Her mellem os har vi orden".
Det er det sidste oprør i dette århundrede, i dette årtusinde for den sags skyld. Og her står jeg på en skæv og hullet bjergsti og forsøger i mørket at sammensætte en forklaring på, hvorfor jeg i det hele taget er her. Absurd. Jeg finder papir og kuglepen frem og anfører på mit mest korrekte spansk, at jeg vil tale med dem, der endu ikke besidder, men en skønne dag vil få den jord, de gør krav på.
Ude i mørket mener jeg at kunne skimte cubanerne, sandinisterne, tupacamaruerne fra Uruguay, brasilianerne fra Nordøstbrasilien, indianerne fra Guatemala, bønderne fra El Salvador, de venezuelanske guerrileros og selv den gamle, trætte Che Guevara med sin astma drage forbi i et endeløst optog, i en håbløshedens parade, på vandring mod et mål, de aldrig vil nå. På vej til Virkeligheden.
Imens venter jeg på tilladelse. På tilladelse! Da den endelig kommer, brækker jeg mig atter. Blod. Det er med mavesår som med revolutioner: De bryder helt uventet op.

Dette er den tredje artikel i Jan Stages rejseberetning fra Mexico. De første blev bragt 19.-20. og 24. december. Fjerde del følger i weekenden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu