Læsetid: 5 min.

Fra jordskred til jordskred

4. december 1998

Socialdemokratiet fejrer 25 året for jordskredsvalget i 1973 med den ringeste vælgertilslutning siden de politiske meningsmålinger startede

FRIE ORD
MEGET kan man sige om Socialdemokratiet, men jubilæer, det kan de fejre. Sit største nederlag nogen sinde led partiet ved folketingsvalget den 4. december 1973 med kun 25,6 procent af stemmerne. På selve 25 års dagen i dag står Socialdemokratiet ifølge den seneste meningsmåling til blot 19,5 procent af vælgerne. Det laveste nogen- sinde i al den tid, meningsmålinger af den art har været foretaget i Danmark.
Timingen er ikke alene perfekt. Forløbet er det også, blot i forstærket grad. Det katastrofale resultat for 25 år siden fulgte efter en valgsejr godt to år forinden på 37,3 procent. På 26 måneder tabte det store gamle arbejderparti en tredjedel af stemmerne. Greens meningsmåling i går i dagbladet Børsen følger efter en valgsejr (med Færøernes hjælp) den 11. marts i år på 36 procent. På små ni måneder har Socialdemokratiet mistet næsten halvdelen af sine stemmer.
Det må man da kalde et jubilæum, der ikke ønsker at stå tilbage for fortiden. Fra jordskred til jordskred. Socialdemokratiet cykler bare deruda'. Eller neda'.

OG SÅ hedder de Mogens hver gang. Den gang Mogens Glistrup, i dag Mogens Lykketoft.
Mogens Glistrup strøg i dag for 25 år siden ind i Folketinget som leder af landets næststørste parti og næststørste arbejderparti med næsten 16 procent af stemmerne. Fremskridtspartiet hed det.
I dag bør Mogens Lykketoft ifølge forbitrede specialarbejdere streges som medlem af Socialdemokratiet. I hvert fald siger specialarbejdernes, SiD's tidligere formand Anker Jørgensen: "Nyrup mente det med (garantien af) efterlønsordningen fuldt og helt, men andre har modarbejdet ham - det er Mogens Lykketoft."
SiD's nuværende formand Poul Erik Skov Christensen belægger i den anledning sine ord som kun den mest slebne diplomat er uddannet til: "Jeg vil ikke kommentere indholdet i det, Anker siger. Jeg har hele tiden forsøgt at diskutere indholdet i sagen i stedet for at diskutere personer, Men med Ankers erfaring og troværdighed i befolkningen, er jeg sikker på, at han har tænkt meget nøje over hvad og hvordan han skulle udtrykke sin kritik. Jeg har tænkt meget over, hvad han siger. Det kan man så lægge i, hvad man vil."

DET GØR vi så. I 1972 havde Socialdemokratiets daværende formand og statsminister Jens Otto Krag udpeget SiD-formand Anker Jørgensen som sin efterfølger umiddelbart efter EF-folkeafstemningen den 2. oktober, som nok gav flertal for dansk indmeldelse i det, der blev til EU, men som havde kløvet Socialdemokratiet og fagbevægelsen fra isse til fod. Anker, som det danske folk hurtigt kom på fornavn med, skulle hele Bevægelsen, men valget den 4. december 1973 viste, at det langt fra var lykkedes den ellers så folkekære lille arbejdsmand.
Han var ikke blot oppe imod EF-(EU-)modstanden. Et par måneder før skæbnevalget holdt Roskilde Universitetscenter en uddannelseskonference, hvor LO's daværende uddannelsessekretær Erik Nielsen på det nærmeste bønfaldt æggehovederne om at forstå, at de frygtindgydende meningsmålinger, som til tider gav Mogens Glistrup op mod 25 procent, skulle tage dødsens alvorligt: "Vores folk - måske især de ufaglærte - vil simpelt hen ikke betale en krone mere i skat. De opfatter ikke alle jeres 'livslange uddannelsesplaner' og 'højere uddannelser til alle' og 'kvindernes ret til karriere og børnenes ret til det helt gennemførte velfærdssamfund' som noget, de i sidste ende får andel i. De synes allerede, at skattetrykket på dem er alt for stort."
Det tog Anker Jørgensen næsten fire år at forvinde tabet fra Glistrup-valget og bringe Socialdemokratiet tilbage på et tåleligt niveau med 37 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 1977. (De 42 procent fra begyndelsen af 60'erne genvandt Socialdemokratiet aldrig). Partiets redning sikrede Anker hovedsagelig i kraft af den personlige troværdighed, han nød hos lige præcis specialarbejderne, kvindeligt arbejderforbund, de ufaglærte i den offentlige sektor.
Det er denne personlige troværdighed, Anker nu med sit målrettede og uhørte angreb på netop Mogens Lykketoft-finanslovsforliget forsøger at overføre til - Poul Nyrup Rasmussen.

DEN personlige troværdighed får Nyrup i ufattelig grad brug for, skal han gøre Anker kunsten efter.
For nok ligner dagen i dag katastrofedagen for 25 år siden. På et afgørende punkt er de to dage alligevel vidt forskellige. Ankers evner som deltager i det højere national-økonomiske skoleridt og i LO-formanden Thomas Nielsens rasende kamp for Økonomisk Demokrati gav anledning til mange bittersøde bemærkninger, også her i bladet, men hans kærlighed til og sammenbidte forsvar for de ufaglærte i Danmark blev aldrig betvivlet et eneste sekund.
Det er æoner af tvivl, der i disse uger slår op om Poul Nyrup Rasmussen.
"Han har direkte sagt til mig, at efterlønnen ikke ville blive forringet." Den sætning går igen og igen hos alle de tusinder af mennesker, der skælder og smælder, smækker med dørene, melder sig under Anders Fogh Rasmussens faner i meningsmålingerne og delvis også under Holger K. Nielsens, sidder forstenede hen eller græder. Ja, folk græder.
For de oplever sig umyndigjorte. Det gjorde de ikke i 1973, da var de snarere høje i hatten. I dag oplever de, at deres eget parti arrogant skider dem en hatfuld.
Løftebruddet er forfærdeligt. Tillidsbruddet er værre.
Det har Anker brugt en lille uge til at gennemskue og erkende de uhyggelige følger af. Tillidsbruddet må i hvert fald heles. På det alter må om fornødent Mogens Lykketoft ofres - retfærdigt eller uretfærdigt. "Jeg har tænkt meget over, hvad Anker siger," kommenterer diplomaten
Poul Erik Skov Christensen. "Det kan man så lægge i, hvad man vil."

FOR AT SKÆRE det ud i socialdemokratisk beton:
Den typiske specialarbejder på 65 år er gift med en to-tre år yngre kvinde med enten løn eller efterløn. De bor i en mindre ejerbolig. Er denne specialarbejder blevet nødt til at gå på den nye form for efterløn allerede som 60-årig, vil han den dag, da han fylder 65 år og skal på folkepension, opleve et indtægtstab på syv tusinde kroner om måneden i 24 måneder i forhold til før finanslovsforliget. (Fra 11.000 kr. på efterløn til 4.000 kr i folkepensions grundbeløb, fordi konens indtægter fjerner hans folkepensionstillæg. Boligsikring bliver der heller ikke noget ud af.)
Det er sammenlagt et tab på 168.000 kr., denne specialarbejder lider, inden han som 67-årig skal fortsætte sit liv.
Hvad havde landets tennisspillende advokater ikke fået optaget af kronikker i Politiken, Berlingeren og Jyllands-Posten, hvis deres muligheder for højfjeldshoteller og safarier over en nat pludselig var blevet formindsket med 168.000 kr.?
I stedet får disse tennisspillende advokater som 65-årige 100.000 kr. forærende, fordi de ikke har haft så nedslidende et arbejde, at de blev nødt til at gå på efterløn.
Det er en ydmygelse af udsatte mennesker i Danmark, som der skal en Anker Jørgensensk troværdighed til at gøre god igen.
Er Poul Nyrup Rasmussen så god?

Side 6: Nyrup får løn som forskyldt, De har mistet tilliden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her