Tilsyneladende har julefreden og Ramadanen nu sænket sig over os. Men er det andet end stilhed før stormen?
Bombardementerne af Irak standsede brat i weekenden - samtidig med den muslimske fastemåned Ramadans begyndelse. Meget betænksomt. Også over for de amerikanske styrker, som var involveret i bombningerne, og som nu kan nyde julefreden.
Der har været talt en del om, at argumentet med, at bombningerne skulle klares inden Ramadanen, var ren gas. I hvert fald har den positive virkning på verdens muslimer været marginal.
Det eneste, som kunne have stemt de muslimske nationer mildere over for USA, havde været fremgang for fredsprocessen i Mellemøsten.
Det forbliver en gåde for verdens muslimer, hvordan Israel kan slippe afsted med at sidde den ene FN-resolution overhørig efter den anden, mens Iraks manglende samarbejdsvilje udløser en kontant afregning, hvor man ikke engang spørger det organ, der har stillet kravene, FN's Sikkerhedsråd, før man sender missilerne og flyene afsted.
Præsident Clinton gjorde faktisk et forsøg men uden succes. Den julefred, der nu sænker sig over Israel efter udskrivelsen af valget, er desværre kun en fastfrysning af en i forvejen kuldsejlet fredsproces.
Om der nogensinde bliver reel fred i Mellemøsten, er mere usikkert end nogensinde.
Også i Kosovo er der fred - på overfladen. Men forspillet til julen har været meget foruroligende. I december er en større gruppe albanere på vej ind i Kosovo blevet dræbt, og på den anden side er en gruppe fredelige serbere blevet skudt ned på en kafé i byen Pec i Vest-Kosovo. De ubevæbnede OSCE-observatører er ved at komme på plads, og amerikanerne forstærker deres diplomatiske initiativer for en politisk løsning.
Men de amerikanske forslag afvises af alle parter, både regeringen i Beograd, den mere moderate kosovo-albanske fløj med præsident Rugova i spidsen, og befrielseshæren UCK med dens talsmand Adem Demaci. Og den delvise serbiske tilbagetrækning, som indledtes i oktober under truslen om luftbombardementer mod serberne fra NATO-side, har ført til, at UCK nu skønsmæssigt igen kontrollerer omkring 40 procent af Kosovos territorium.
Befrielseshæren lægger ikke skjul på, at den bruger våbenhvilen til at omgruppere sine tropper med henblik på forårets operationer.
Tilsyneladende mener USA stadigvæk, både over for Saddam Hussein og Milosevic, at recepten skal være økonomiske sanktioner kombineret med bombetrusler. Men i begge tilfælde styrker man kun de regimer, man hævder at ville af med. Og begge præsidenter er eksperter i at vende de udenlandske skridt til egen fordel gennem deres herredømme over medierne. Det er en af forklaringerne på, at de stadig sidder så fast i sadlen, mens deres befolkninger lider, og nøden i den brede del af befolkningen bliver stadig mere udbredt.
Hvis man virkelig vil disse regimer til livs, kommer man formentlig meget længere ved at holde op med blot at henvise disse plagede folk til, at de bare kan styrte deres ledere. For repressionen gør det endnu vanskeligere for en indenlands opposition at vokse sig tilstrækkelig stærk. Selv hvis man skulle være så heldig at ramme præsidenten med en bombe, er der ingen garanti for, at regimet ville falde sammen. Man kunne risikere at stå over for en endnu værre leder. Sådanne regimer er som mangehovede uhyrer - selv om man får hugget et af hovederne af, er der stadig adskillige tilbage.
I tilfældet Irak er det værd at fæstne sig ved, at Saddam Hussein faktisk har vigtige udenlandske partnere. Og at han efter alt at dømme har placeret lagre og fabrikker med kemiske og bakteriologiske våben uden for Iraks grænser. Selv den mest gennemførte inspektion af fabrikker og præsidentpaladser i Irak vil ikke kunne fjerne disse.
Måske er det mest effektive luftangreb, der blev gennemført af USA i 1998, det missil der blev afsendt mod en fabrik syd for Sudans hovedstad Khartoum som gengældelse for bombeattentaterne mod de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania.
I det mindste hævder den syd-sudanesiske befrielsesbevægelse, der har ligget i krig med regeringen i Khartoum siden 1982, at den fabrik, der blev ramt af det amerikanske missil, fremstillede kemiske våben på irakisk licens, og at den sudanesiske regering faktisk afprøver irakiske kemiske og bakteriologiske våben i Sydsudan.
På Verdenskirkerådets generalforsamling i Zimbabwes hovedstad Harare i første halvdel af december afholdt repræsentanter for de kristne kirker i Sydsudan en høring, hvor de præsenterede en videooptagelse af en ikke-detoneret gasgranat, angiveligt af irakisk oprindelse.
I det hele taget gjorde sydsudaneserne deres bedste for at udnytte generalforsamlingen for verdens kristne kirker i Harare til at skabe opmærksomhed om en konflikt, som med en kortere afbrydelse fra 1972 til 1982 har varet siden Sudans selvstændighed i 1955, og som angiveligt har kostet to millioner mennesker livet.
Sudan, som arealmæssigt er Afrikas største land, falder i en nordlig, arabiseret og islamiseret del med 17 millioner indbyggere og en sydlig del med 10 millioner indbyggere, som er kristne eller hedenske afrikanere. Det islamistiske styre gør alt, hvad det kan for at forhindre løsrivelse eller selvstyre for denne etnisk og religiøs afvigende provins.
Ved en gudstjeneste på et stadion i Harare den 6. december holdt den katolske ærkebiskop for Sydsudan en prædiken, hvori han harcellerede over, at NATO kunne stille det store apparat på benene over for serberne i Kosovo, mens det islamiske regime i Khartoum ustraffet i årevis kunne gennemføre etnisk udrensning og undertrykkelse i Sydsudan.
Budskabet gik i det mindste ind hos regeringen i Khartoum - næppe var ærkebiskoppen vendt hjem til Sydsudan, før den by, hvor han har sin residens, blev bombet.
Begivenhederne i Sydsudan viser, hvordan konfliktfelterne i verden ofte hænger sammen: Mellemøsten med Golfen og Palæstina-Israel er ét felt, Afrika syd for Sahara et andet. Men de overlapper hinanden. Ukrudtet breder sig, og den ene konflikt smitter af på den anden. Og trådene løber sammen i FN's Sikkerhedsråd, hvor det stadig er forholdet mellem stormagtsmedlemmerne USA, England, Frankrig, Rusland og Kina, som er den afgørende faktor for FN's handlekraft.
I 1998 har både Kosovo- og
Irak-krisen alvorligt udfordret den stormagtskonsensus, man har forsøgt at bygge op efter den kolde krigs ophør. Et billede af 'Vesten' mod 'Østen' tegner sig igen i horisonten. Og det mærkes ikke kun i FN.
Årsskiftet 1998/99 behøver ikke at betegne starten på en ny kold krig. Det er her væsentligt at se på den rolle, Frankrig forsøger at spille. Det lægger op til en ny stormagts-konsensus baseret på fortsatte våbeninspektioner i Irak kombineret med lettelser i de økonomiske sanktioner.
Hermed kan man fortsætte med at have fingeren på pulsen med hensyn til eventuelle krigsforberedelser fra Saddam Husseins side og samtidig bøde på den isolation af det irakiske samfund, som alt andet lige fungerer mere stabiliserende end undergravende for regimet.
Den franske holdning signalerer, at der i Vesten stadig er en vilje til at lytte til 'Østmagterne' og betragte dem som partnere. Og den tilbyder en vej ud af den højspændte situation, som gør det muligt for alle parter at bevare værdigheden.
Naturligvis har Frankrig sine egne konkrete økonomiske og politiske interesser i at følge denne kurs. Men den udgør et alternativ til en udvikling, som i stigende grad får USA og nu også England til at fremtræde som ufølsomme og brutale, selvbestaltede ordenshåndhævere - selv om 1998 faktisk har været præget af seriøse amerikanske forsøg på at tackle nogle af de mest akutte internationale konflikter - godt nok med meget begrænsede resultater.
Der er bestemt ikke grund til at juble over situationen i verden her ved udgangen af 1998. Men måske er der alligevel grundlag for en vis, begrænset optismisme.
