Læsetid: 5 min.

Det kan aldrig blive for meget

29. december 1998

Det er farver, det er farligt, det er fremmed - det er Brøndby Strand, det er Anne Marie Helger, det er alt andet end sovsemedister-dulmende dejligt

Anne Marie Helger er i direkte, inviteret udbrud her i Tranumparkens aktivitetshus ved Brøndby Strand.
En gruppe unge nydanskere og en enkelt voksen - alle mænd - kryber sammen på de bageste rækker. De retter sig og smiler, som aftenen skrider frem. Alle hverdagens brokkehoveder er her også, hvisker en sidemand ved baren. De sidder foran, ligner almindelige danskere og siger ingenting.
Ser man syner, eller slår de virkelig øjnene ned ind imellem haglene?
Vi befinder os i en gængs, grim 70'er-dansk betonbebyggelse, hvor det typisk er indvandrere, der hjælper vildfarne besøgende om de rette hjørner.
På scenen spankulerer Helger rundt i calypsorøde sko. Hun er i det hele taget skejet ud i et multietnisk orgie af kulørte flæser, perler, guld og gigantiske blomster i håret. Mottoet "Det kan aldrig blive for meget" efterleves punktligt. Helger giver indledningsvist udtryk for at dele dette motto med Hendes Majestæt, Dronningen, som Helger yderligere deler den ydmygelse med at være blevet kåret som landets dårligst klædte:
"De kan dænge metervarer på os - lag på lag på lag på lag - vi er stofmisbrugere," lyder det selverkendende, umiddelbart før hedeturens højdepunkt, et udbrud, der er lige så langt som klapsalverne bagefter:
Anne Marie Helger: "Der bliver tilsyneladende flere og flere mennesker i vores lille fedtglinsende eventyrpøliske smørhul i jorden af et land, som har noget imod de fremmede - de farvede. Det er alle disse natioracister, Pianister og Bencke-bidere - de bryder sig ikke om de farvede."
"Det er jo mærkeligt, for sådan et lille sort menneske - når hun bliver født, er hun nærmest gråmeleret. Når hun vokser op, så bliver hun sort. Når hun bliver forelsket, bliver hun kulragende, og når hun bliver gammel, bliver hun sort. Når hun er syg, bliver hun sort. Og når hun dør, er hun sort."
"Men sådan en lille rød-hvid fremmedfjendtlig natioracist - når hun bliver født, så er hun lyserød. Når hun bliver voksen, er hun skummemælksfarvet. Når hun kommer i solen, bliver hun pæon-rød. Når hun bliver misundelig, og det er hun hele tiden, så bliver hun grøn. Når hun bliver fuld, er hun dybgrøn. Når hun bliver adelig bliver hun blå, og når hun fryser, bliver hun koboltblå. Når hun får leverbetændelse, bliver hun gul, og når hun bliver gammel, får hun brune pletter. Når hun dør, bliver hun hvinende violet."
"Så det er da mageløst, at sådan en lille, farvefjendtlig, kalejdoskopisk forvandlingskugle af en natioracist - at hun har så meget imod de farvede. Det må da være udtryk for et gigantisk, metamorforisk, eksorbitant selvhad, de mennesker ligger under for."

Fru Plaskenskjold
Rettere kan direktøren for A/M Helger Holding ikke tolke det.
Hun får ikke meget modspil fra salen, der nøjes med at grine. Så heldigvis kommer fru Plask Plaskenskjold forbi. Hun bor i Ordrup, hvor hun spiller golf og er gift med Percy.
Hun udtaler sig sædvanligvis meget åbent om de fremmede, men når hun synes, Anne Marie Helger går over stregen, skriver hun et brev, som hun sender til skuespillerinden privat.
Anne Marie Helger på scenen i Tranumparken: "Man skal være meget forsigtig med at udtale sig offentligt, hvis man ikke vil have stritørerne i maskinen. Jeg har fået mange breve gennem årene - i 70'erne var de anonyme. "Hvis du er så rød, hvorfor tager du så ikke og rejser til Rusland. Så kan du sidde der i dine fine kjoler og fryse på en isflage i Sibirien." Sådan.
I dag er stilen en anden. I dag står fru Plask Plaskenskjold frem som afsender, når hun skriver: "Kære Anne Marie Helger. Vi har skam ikke noget imod de farvede. Vi nyder at færdes blandt de farvede i deres respektive hjemlande. Men at flytte hele tyrkiske landsbyer hertil - det er at gøre grin med de danske skatteydere. Næææh, lille pige med den store mund og den meget lille danskhed: Det skal ikke undre om en eller anden en dag giver Dem et velrettet spark bagi, så De fløj flere gange rundt om jordkuglen, og så Deres røv blafrede."
"Og når sådan nogen staver blafre med p - så er det lige før, man begynder at ryste i skovpantallonen," siger fru Helger og tilføjer med et blik udover et i forhold til hende selv kedsommeligt klædt publikum: "Jeg er godt klar over, at når I har valgt farver fra, så er det ikke, fordi I har noget imod de farvede. Det er fordi, I gerne vil være moderne. Det vil jeg også gerne. Det er jeg bare ikke..."
Og det er jo sandt nok. For fru Helger går stadig til demonstrationer og forsvarer de svage. Lige nu vil hun helst tale om samfundets svigt af de hjemløse og om den bistandsklient, der tager konsekvensen af sine egne erfaringer og deler soveposer ud foran Christiansborg.
Og om alle dem, der har oversat "gone with the wind" til "gå efter vinden", og som nu lægger sig i slipstrømmens dårlige ånde. Hyler med de ulve, de er iblandt. Slår på ham, der ligger ned og i øvrigt lever efter devisen: "Den der har det sidste ord, han har ret til folkemord!"
Helger: "OK - det sidste var måske en overdrivelse, men mottoet leve - 'Det kan aldrig blive for meget'. Siger man måske ikke netop, at
overdrivelse fremmer forståelsen?"

Grine af sandheden
Aziz Al-Zyadi sidder sammen med de unge og elsker fru Helger, fordi hun - som han siger - "får os til at grine ad sandheden."
"Hun optræder ikke som skuespiller, det kommer her indefra," siger han og peger på hjertet. "Det kan man se i hele hendes attitude, hendes ansigt og kropsbevægelser," siger han.
Aziz Al-Zyadi bor i en nabobebyggelse og har opholdt sig i Danmark som politisk flygtning siden 1992 - hvis han ikke stod til dødsstraf i Irak, ville han straks tage hjem. "Jeg savner min mor," forklarer han. Han er i selskab med en kollega fra en beboerbestyrelse, Jens Randløv.
"Lige så snart vi bevæger os ud over de lokale afdelinger, bliver de fremmede væk. Men det skal nok komme. Hvad vi har af uoverensstemmelser her, er småting. Folk klager over, at der er 50 pct. indvandrerbørn i skolen. Men sådan er livet. Aziz' børn bliver integreret gennem mine børn. Om 30 år har vi slet ikke noget problem."
- Mener de øvrige beboere ved Brøndby Strand, at indvandrerproblematikken er lige så overskuelig, som du giver udtryk for?
"Hvis de ikke mente det, ville vi nok have haft meget mere ballade," siger Jens Randløv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her