Læsetid: 7 min.

Der kan være meget ensomme dage (TILLÆG)

24. december 1998

Dagbog

Stig, 61 år: Vågnede et kvarter senere end jeg plejer. Min kone sagde, at jeg havde talt i søvne og fortalt om mine drømme, jeg har ingen erindring, kun at jeg drømte meget. Måske skrev jeg ubevidst de første sider til dagbogen? Det er et godt tilbud - jeg tvinges i 24 timer til at reflektere over, hvad jeg gør og hvorfor - håber jeg.
Fredag. Sengetøjet skal skiftes, det er efterhånden blevet min ugentlige pligt, fordi jeg har fået mindre at bestille det sidste år. Kører konen til stationen før jeg skal til havet for at hylde Kong Neptun. Ja, jeg er vinterbader - har været det i 32 år. Jeg er meget priviligeret. Hver morgen får jeg et nyt maleri forærende. Naturens maleri. Der er aldrig to dage, der er ens. Fra stranden i Vedbæk ser jeg mod Sverige. Et historisk sted. Her landsattes 15.000 engelske soldater i 1807. Hvordan mon vejret var den dag?
I dag er det tåget, jeg kan ikke se Hven. Tidligere på ugen var der nogle helt fantastiske solopgange, hvor alt i stod i flammer. Og det har også sneet, medens vi pjaskede i det salte vand. Temperaturen er 1,5 grader. Isen er heldigvis væk fra trappen, skal huske at fortælle det til konen, hun når kun at dyppe sig i Øresund i weekenderne. Svømmede et tag mere end jeg plejer, da jeg kom op, kunne jeg godt mærke, hvor afkølet jeg var blevet. Grænsen mellem kicket og bevidstløshed fornemmes hårfin. Vi, der har hovedet under vandet, afkøles også meget hurtigere, ialt er vi i vandet 15-20 sekunder!

Tilbage via posthuset. Hente posten i postboksen, bemærker regningen fra tandlægen som jeg besøgte i går. Regningen var på 2.636 kr. for godt en times arbejde inkl. opfølgende besøg - en kirurgisk paradentalbehandling af een tand. Undrer mig over, at vi alle accepterer at betale tandlægen, men ikke den praktiserende læge.
Tandlægerne tjener vist også årligt flere penge end lægerne. De har været smartere. Ærgrer mig over at tandlægen ikke holdt vor aftale på max kr. 2.300. Faxer en protest. Overvejer om jeg vil fortsætte hos ham, hvis ikke han giver sig. Skyller havsaltet af i et koldt styrtebad. Bemærker at konen igen har efterladt en klat tandpasta. Hvorfor sker det så tit, er det et ubevidst udtryk for at 'jeg var her før du'? Er er det kvindelig sjusk?
Spiser mit rugbrød og surbrød som jeg selv har bagt. Drikker indisk te fra Skjalm P. Ser efter om der er e-mail. E-mailer selv til et par stykker i håb om at kunne få husly på søndag, hvor datteren holder julefrokost for sine syv flotte matematik-veninder. De virker på een og samme tid så voksne og alligevel så sarte.
Har besluttet at jeg skal sætte mig ind, hvad Danmarks Senior Akademi er for noget. Måske kan jeg bidrage med et eller andet.
Har for mange kræfter og for lidt at lave. Netværket forsvinder, det er svært at skaffe opgaver. Er glad for den kommunikationsopgave jeg har fået fra min hjemkommune. Observerer, at mine egne produkter er blevet bedre - det er altså en fordel at have lidt mere tid til at fundere.
Glad for at være selvstændig, selvom det er krævende. Ville ikke for alt i verden bytte med de ansattes vilkår. Jeg har valgt at lave det, jeg havde lyst til - hele livet. Jeg har sagt nej tak til opgaver mindst et par gange om året - jeg har bedst kunne lide nye opgaver - at reproducere en gang opnået viden keder mig. Hvilket privilegium. Prisen er bl.a. at jeg hele tiden skal finde opgaver, der trænger til en løsning, og derefter introducere mig selv som den der kan løse dem. Besværligt.

Heldigvis har helbredet været med hele tiden - har ikke forsømt een hel dag siden 1958. Jernhård disciplin er nødvendig, hvis man skal overleve som selvstændig. Lærte af et interview med Thorkild Hansen, at man aldrig må skrive sig helt ud, altid gemme noget til at komme igang på dagen efter.
Der kan være meget ensomme dage. Telefonen ringer efterhånden sjældnere og sjældnere. Heller ikke faxen lader høre fra sig. Kun e- mailen kommer af og til med et budskab. Med e-mailen er brevet genopfundet, men vi kommer alligevel også længere og længere fra hinanden - den direkte kontakt formindskes. Vi sender og modtager fra hvert sit lille isolerede rum.
Hænger vasketøj op. Ny portion i vaskemaskinen. Indstiller sauna-uret til kl. 1700. Vi går altid i sauna om fredagen. Det er en udendørs sauna med vindue, som vi selv har bygget. Måske bliver der sne nok til at kaste på stenene?
Ringede til gamle venner i Bruxelles har ikke hørt fra dem længe. De har det økonomisk godt med ansættelse i kommissionen, men de er nedtrykte. Alderen kan komme pludselig til både kvinder og mænd. Det blev alligevel ikke til det, vi måske naivt havde troet.
Vi har et langt liv bag os med ajourført viden og erfaring. Når man 'ankommer til senioralderen' (hvornår en sådan begivenhed end finder sted), sker det ofte uforberedt, ureflekteret og mere grundet forhold den enkelte ikke har indflydelse på. For mig som selvstændig siver netværket bort lidt efter lidt. Og det er svært at opbygge et nyt netværk. Det belaster konen, der er en del år yngre. Hvis jeg ikke passer på, kan hun blive en mental skraldespand. Det vil ødelægge det venskab, vi har opbygget over 22 år. Vigtigt at balancen ikke skrider.
Selv-indbydelsen blev desværre ikke imødekommet. Første søndag i advent. De havde travlt. Vi går ind i en måned, hvor alle farer rundt. Jeg gider ikke, skal heldigvis på ferie med konen til Casablanca i midten af måneden.

Konen ringede og var meget forstående overfor forsøget på at skrive en dagbog. Lidt ironisk tilføjede hun, at det vel ikke var så svært for en så ekstrovert person...
Reflekterer over om jeg har haft et godt liv - svaret er et stort JA. Masser af udfordringer i adfærdsændrende kampagner, de fleste af dem har jeg selv taget initiativet til. Miljø, sundhed, returtøj, DSB, Forsvaret, Irma, GN Store Nord.
Håber at jeg fortsat kan få nye ideer. Undres tit over mine intuitive tankespring, som mine akademisk uddannede venner har svært ved at forstå. De accepterer det ikke som reelt arbejdsgrundlag. Men de forbløffes over resultaterne. Men det kan være svært at kommunikere, jeg går i stå, fordi de ikke forstår, hvordan jeg er kommet frem til en løsning. Måske har jeg valgt at være kommunikationsrådgiver, fordi jeg selv synes, det er så svært.
Ringede til ejendomsmægleren. Vi har besluttet at sætte huset til salg 30. juni 1999 i erkendelse af, at jeg ikke kan skaffe tilstrækkelige indtægter til at klare min del af udgifterne. Har boet her i 32 år. Det er et vidunderligt hus, som vi selv har udvidet i løbet af årene. Panoramudsigt over den fredede Maglemose. Rådyr, ræve og fasaner, fiskehejrer - det hele er her. Og der er fredeligt.

I dag skal der ikke købes ind til middag. Vi skal for en gang skyld ud til middag hos gamle venner. Spændt på om der kan udvikle sig en diskussion.
Det gjorde der. Fredag er en farlig aften at holde middagsselskab. Alle er trætte og stridbare efter ugens strabadser. Jeg var nok også lidt provokerende - synes ikke det er rimeligt, at kvinder udelukkende bestemmer i aborttilfælde, kan godt indse at det er næsten umuligt at løse, men manden burde have en høringsret af en art. Jeg har også svært ved at forlige mig med de kvinder, der for alt i verden ønsker barn, men som helt frabeder sig, at barnet får en chance for at have et far-modbillede.
De tre kvinder i selskabet inklusive konen læser utrolig mange bøger, men jeg synes ikke, der kommer noget ud af al den læsning, de er passive forbrugere af andres tanker. Det kom der en heftig diskussion ud af. Ren nydelse sagde kvinderne, og hvorfor skal der komme noget ud af al ting, jeg kan ikke forstå, at de ikke føler trang til selv at udtrykke sig. Kvinderne påstod at al den læsning muliggjorde, at de trods alt kunne holde os ud, og det kan jeg ikke argumentere i mod.
Vi havde også en diskussion om, hvem man ville redde først, hvis man kun kunne redde ægtefællen eller et barn. Kvinderne var ikke i tvivl. De ville til enhver tid vælge barnet. Mændene var ikke så sikre. Umiddelbart ville jeg selv vælge min elskede kone, men hvem ved det? Vi var enige om, at vi ikke håber, at vi nogensinde kommer i den situation.
Vi kørte hjem kl. 12.00 i total tavshed og lagde os til at sove i hvert sit værelse. Der var ikke mere at tilføje. Men masser at tænke på. Det var så den 27. november 1998.
Er der nogen, der gider læse de fem sider? Næppe mandlige journalister?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her