Læsetid: 0 min.

Kanon fra Kasakhstan

21. december 1998

Darmen Sadavakasov vandt junior-VM i Indien

SKAK
Som bekendt er også vort gamle modersmål underkastet modens luner. Hvad der for mere end tyve år siden var skæppeskønt, var for ti år siden fedt - i dag er det bare kanon.
Inden for skakterminologien findes der for øvrigt et begreb, der hedder Aljechins kanon. Det dækker, at man har fået anbragt alle sine tre tunge officerer på samme linje. Udtrykket stammer fra et parti, Aljechin spillede som sort mod Rubinstein, i Dresden 1926.
Junior-VM (under 20 år) er i den indiske by Calicut blevet vundet af Darmen Sadavakasov fra Kasakhstan. Den unge mand præsterede en score på 10,5 af 13 mulige points, et helt mere end den nærmeste forfølger, Zhang Zhong fra Kina. Hvad er mere naturligt end at bringe disse to talenters indbyrdes opgør. Sadavakasov har sort, og selv om det ikke lykkes ham at få opstillet Aljechin-kanonen, kører han godt rundt med sine tunge officerer - se blot selv:
1.e4 c5 2.Sf3 d6 3.d4 cxd4 4.Sxd4 Sf6 5.Sc3 a6 6.Le3 e5 7.Sb3 Le6 8.f3 Sc6 9.De2 Sa5 10.0-0-0 Sc4 11.Lg5 Le7 12.g3.
Her gendrives 12.g4? af 12.- Sxe4!, der efter 12.g3 kan gendrives med 13.Dxe4 Lxg5+ 14.f4! etc. Noget helt andet er så, at kineseren måske burde have forsøgt sig med 12.Sd2.
12. -, Tc8 13.h4 0-0 14.g4 b5 15.Lxf6 Lxf6 16.g5 Le7 17.Lh3 Dd7 18.Lg4 Tc6 19.Sd5 Tfc8 20.Thg1 Ld8 21.Kb1 a5 22.Dg2 Kf8 23.h5 a4 24.g6 fxg6 25.hxg6 h6 26.Sa1 - (her ser 26.Sd2 mere naturligt ud) - Lg5 27.a3 Se3 28.Sxe3 Lxe3 29.Dh3 Lxg4 30.Txg4 Kg8 31.c3 De6 32.Sc2?
En alvorlig fejl, hvad ynglingen fra Kasakhstan klart afslører med:
32. - Txc3!
Dette tårn er naturligvis tabu på grund af 33.bxc3 Db3+ - hvad der ender katastrofalt for hvid.
33.Sxe3 Txe3 34.Tg3 Dc4 35.Tgg1 Dc2+ 36.Ka1 ...
De tunge sorte officerer skærer sig skånselsløst gennem den hvide stilling:
36. -, Txa3+! 37.bxa3 Dc3+ 38.Ka2 Db3+ 39.Ka1 Tc2 - og Zhang Zhong nåede at opgive, inden han blev sat mat.
Der havde åbenbart ikke været penge til at sende en dansk deltager til Indien, og så blev finnen Salmensuu bedste nordiske spiller med en score på 8,5 points og en delt femteplads - grækeren Banikas vandt bronce, og Thien Hai fra Vietnam besatte fjerdepladsen.
Hos pigerne sejrede Hoang Tranh Trang fra Vietnam med 10,5 points. Også her var der tale om et helt points margin. Polakken Irene Radziewicz snuppede sølv med 9,5 og Knush fra USA tog sig af broncen med 9 points. Ingen nordiske deltagere viste flaget.
En del læsere vil sikkert få store grådklumper i halsen, når vi fortæller, at den traditionelle julekonkurrence er afblæst i år. Men fortvivl ikke, mandag den 28. december blænder vi op for en profetkonkurrence i anledning af det tilstundende nytår. Denne ændring er der to forklaringer på. For det første har en del læsere afsløret, at PC-programmer spiller en (upassende) stor rolle i slige konkurrencer, og for det andet tegner 1999 til at blive et både kaotisk og spændende år, som vi gerne vil høre læsernes gætterier om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her