Læsetid: 5 min.

Knald eller fald for Milosevic

8. december 1998

Den serbiske leder Slobodan Milosevics magtapparat er ved at blive ædt op indefra, siger iagttagere i Beograd

Beograd - "Stemningen er håbløs og trist. Det eneste, der bryder elendigheden, er perioder med spændinger som nu."
Sådan betegnes Slobodan Milosevic' Serbien af Bratislav Grubacic, der er redaktør af et tidsskrift. Han har aldrig haft noget imod at åbne sin mund for at kritisere den serbiske leder Slobodan Milosevic, men aldrig har det været med så bitre ord.
USA har netop signaleret en ny politik over for Serbien, og den vil nu rette sig mod at vælte Milosevic. Den vestlige verden har ellers betragtet Milosevic som et nødvendigt onde for bl.a. at slutte fred i Bosnien-Hercegovina.
Men den nye amerikanske holdning kommer efter det brutale serbiske angreb på albanerne i den sydlige serbiske provins Kosovo, og efter at den serbiske leder i de seneste par måneder har slået ned på alt, hvad der smager lidt af demokrati, og har fyret selvstændigt tænkende topfolk. I sidste måned skilte Milosevic sig af med hærchefen, general Momcilo Perisic, og før det chefen for sikkerhedspolitiet Jovica Stanisic.

Forbereder sig på uro
I oktober kom Milosevic med en ny presselov, som kan give millionbøder til medier, der siger noget, som han ikke kan lide. Også universiterne er bragt under kontrol.
"Milosevic forbereder sig på sociale uroligheder. Han vil kontrollere alt, der kan true ham. Han er ikke i fare lige nu, men inden for et år vil vi se en situation, hvor han enten indfører åbent diktatur eller bliver styrtet ved et folkeligt oprør," siger Bratislav Grubacic, der mener, at Milosevic især vil få problemer på grund af økonomien.
"Regeringen har ikke mere at privatisere, og på grund af sanktioner kommer der ingen internationale investeringer. Regimet øger skatterne, og fabrikkerne fremstiller ikke noget," siger Bratislav Grubacic.
De fleste iagttagere er enige om, at Milosevic umiddelbart har styrket sin position i den seneste tid. Men samtidig undergraver han den ved at lade sin magtfulde kone Mira Markovic udnævne loyale folk til at erstatte de fyrede.
"De loyale folk er slet ikke i stand til at lede hæren og politiet, og hæren er kritisk indstillet over for Milosevic. Et militærkup er ikke sandsynligt, men i tilfælde af et oprør vil hæren måske tage folkets side," siger Grubacic.
Også andre iagttagere mener, at systemet er ved at erodere.
"Fyringerne af de to topfolk Perisic og Stanisic er tegn på, at systemet er ved at falde sammen indefra," siger chefredaktør Veran Matic fra den populære radiostation B 92.
Han siger også, at regimets kamp mod medierne er et tegn på frygt.
"Milosevic vil skjule sin dårlige politik. Han vil kun have statsmedier, der kan fortælle eventyr."
Krigen i Kosovo spiller kun en mindre rolle for modstanden mod Milosevic.
"En del af Milosevic' krise skyldes, at han havde regnet med at få penge ud af aftalen i oktober med Holbrooke," siger Bratislav Grubacic.
Den amerikanske fredsmægler Richard Holbrooke fik under trusler om NATO-bomber indstillet serbernes offensiv i Kosovo, men Milosevic fik ikke ophævet internationale sanktioner i forbindelse med aftalen. I stedet står amerikanerne med en fredsplan for Kosovo, som serberne ikke vil acceptere.

Farvel fra Montenegro
En alvorlig trussel for Milosevic kommer fra det lille Montenegro med kun 600.000 indbyggere. Montenegro har samme status som Serbien, og de to udgør tilsammen forbundsrepublikken Jugoslavien. Men Montenegro er godt træt af Milosevic' politik, og lederen i Montenegro, Milo Djukanovic, har vist sig som én af Milosevic' værste modstandere.
"Djukanovic er ikke ude på at rive Montenegro løs, men det kan blive nødvendigt for ham at bryde med Jugoslavien, hvis Milosevic bliver ved med at give ham problemer. Hvis det kommer til et brud, kan det ikke udelukkes, at Milosevic vil prøve at sætte hæren ind mod Montenegro," mener Bratislav Grubacic.
"Men jeg kan godt forstå, at Montenegro er dødtræt af Milosevic. Montenegro vil kun gøre det samme som Slovenien og Kroatien i sin tid gjorde, da de forlod Jugoslavien på grund af ham," siger han.
"Milosevic og hans familie er blevet stenrige på serberne. De er ligesom diktatorfamilien Ceausescu i Rumænien," siger han og taler sig mere og mere varm:
"Milosevics kone tager procenter af alle forretningsaftaler i Serbien. Fra Indien importerer hun dårlig medicin, som ikke lever op til EU's standard. Deres søn, playboyen Marko Milosevic sidder på cigaretsmugling i Serbien og spiller serbernes penge op på casinoer på Den Franske Riviera."
"Hvis det kommer til en situation med folkeligt oprør, så er det min værste frygt, at Milosevic kan finde på at skabe en borgerkrig. Vi så under demonstrationerne i 1996, at han kørte sine tilhængere ind fra landet, og det kom til sammenstød i Beograds gader. Han er ikke bange for, at 10.000 skal blive dræbt, hvis det kan holde ham ved magten," siger Bratislav Grubacic.
Men mange er bekymret for, at langt værre politikere kommer til magten, hvis Milosevic bliver styrtet. Om udsigterne til, at den yderligtgående højreorienterede viceregeringschef i Serbien, Vojislav Seselj, tager over, siger Grubacic:
"Der er en lille risiko for det, men Seselj har ikke magtapparatet til at holde længere end et halvt år. Det er forskellen på ham og Milosevic, som har haft kommunistpartiets system til at kontrollere og manipulere med."
Selv om den serbiske opposition er svag og splittet nu, mener Grubacic, at den hurtigt kan stable noget på benene igen i løbet af et par måneders demonstrationer.

Smarte sanktioner
Kan det internationale samfund gøre noget for at hjælpe oppositionen i Serbien?
"Jeg forstår ikke, hvorfor det internationale samfund ikke indfører 'smarte' sanktioner. Altså ikke sanktioner, der rammer hele befolkningen. Men sanktioner, der er møntet på toppen af Milosevic' apparat. Det drejer sig kun om 2.000 personer, som man for eksempel kunne forbyde at rejse til udlandet," siger Grubacic.
Han foreslår også, at man kan gøre som med den tidligere chilenske diktator Augusto Pinochet. Han sidder anholdt i London, hvor man overvejer at udlevere ham til Spanien for forbrydelser begået, mens han var diktator.
Chefredaktøren på radiostationen B 92 mener, at det er hele Vestens politik mod Milosevic, der skal ændres.
"Når man har lavet aftaler med Milosevic som med freden i Bosnien, har man styrket hans position i Serbien," siger Veran Matic.
Den serbiske befolkning studerer i øjeblikket den nye amerikanske holdning til Milosevic, mener Grubacic.
"Vi er mange serbere, der vil af med ham, og det er interessant, hvis amerikanerne virkelig mener det. Men jeg frygter, at USA kun bruger det til at lægge pres på Milosevic for at få ham til at acceptere den amerikanske fredsplan for Kosovo. For der er kredse i USA, som mener, at Milosevic skaber stabilitet på Balkan," siger han.
"Serberne må gøre sig det klart, at det kun er dem selv, der kan skaffe sig af med Milosevic."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu